MIDDELALDEREN

Voldsteder i Danmark. En vejviser. Jylland II.

Redigeret af Connie Jantzen, Lennart S. Madsen og Rikke Agnete Olsen.

291 sider, 12,5 x 21,5 cm. Ill: 6 fotos, 37 tegninger, 55 kort. Pris kr 188,00 (ib.).

Der var mange borge i Danmark i middelalderen, men nu er de næsten alle helt forsvundet. I nogle tilfælde er der bevaret ruiner, i andre kun volde og grave. Selv om der ikke er noget synligt bevaret, kalder man et sted, hvor der engang stod en borg, for et voldsted. Det er voldstederne, som denne bog handler om og skal tjene som vejviser til. Bogen er "tænkt som en vejledning i at finde frem til voldstederne og i at forstå, hvad de fortæller om fortiden og dens menneskers vilkår. Det er slet ikke så let, for mange anlæg ved man ikke noget om, og langtfra alle er målt op"(fra Indledning).

Bogen er fjerde og sidste bind i en landsdækkende serie og viser vej til 55 voldsteder i Vest- og Sønderjylland. I dette område er registreret ca 209 anlæg. På ca 20 af disse voldsteder findes eksisterende herregårdshovedbygninger, og de er udeladt, idet de er beskrevet i værket Danske Slotte og Herregårde. Desuden er udeladt en del af de resterende voldsteder, som er sløjfede eller hvortil der ikke er almindelig adgang (de er medtaget i en afsluttende liste med korte beskrivelser).

Voldstederne gennemgås sognevis. I forbindelse med et detailkort forklares det, hvordan man finder frem til de enkelte voldsteder. Herefter følger en kortfattet beskrivelse af selve voldstedet, dets nuværende udseende og hvad man iøvrigt ved om dets historie.

Bogen er forsynet med et stort antal nytegnede grundplaner. Den indledes med en generel gennemgang af middelalderborgenes historie.

Tidligere er udsendt: 'Voldsteder i Danmark. En vejviser. Fyn og omliggende øer' (1992) og 'Voldsteder i Danmark. En vejviser. Sjælland og Lolland-Falster' (1998). 'Voldsteder i Danmark. En vejviser. Jylland I' (1999).

UDDRAG AF INDHOLD: Middelalderlige fæstningsværker i Danmark (middelalderborgens funktion, forsvarsværker før middelalderen, middelalderborgen, borge i Danmark). Voldsteder i Vest- og Sønderjylland (Trælborg, Gl. Estvadgård, Tårnborg, Lundenæs, Vardehus, Riberhus, Borrebjerg, Trøjborg, Søndervold og Nørrevold, Lykkesholm, Borgsted Banke, Hejls Vargårde, Voldskov, Kohave, Ebbesholm, Revsø Slotsbjerg, Krejsel, Kingsgård, Skovbølgård, Rørholm, Grøngrøft, Brådeborg, Filipsborg, Smøl Vold, Rønhave, Kegborg, Rytterkulen, Munkegård, Hellevedgård, Østerholm). Utilgængelige eller sløjfede voldsteder. Litteratur. Stedregister.

UDGIVER:
Forlaget Skippershoved
Skårupvej 5, 8400 Ebeltoft
Tlf: 86 36 55 42

[ Til forsiden ] [ Til ugens nye bøger ]


FagBogInfo
Blegdamsvej 4 B
Postbox 638
2200 København N
e-mail frodes@image.dk