ARKITEKTUR

Klassicisme i København. Arkitekturen på C.F. Hansens tid. 3. oplag. Redigeret af Hanne Raabyemagle og Claus M. Smidt. 220 sider, 25 x 30,5 cm. Med 190 illustrationer (170 i farver). Pris kr 298,00 (ib.).

Optryk - originaludgave 1998.

Indeholder en række artikler, der i tekst og et omfattende billedmateriale sætter fokus på Klassicismens København. "Bygningskunsten i København fra enevældens sidste halve århundrede falder sammen med den blomstrende kulturepoke, der i dag går under den meget sigende betegnelse - Guldalderen. Alligevel vælger vi ikke dette ord, når arkitekturen skal have en fællesnævner. Vi siger Nyklassicismen, eller slet og ret Klassicismen, for netop den stilretning nåede et højdepunkt i samme periode. Et højdepunkt i kvalitet, fordi fremragende arkitekter prægede byen"(fra forord).

I Danmark viste der sig at være god grobund for international nyklassicisme, især fordi det blev nødvendigt at genopbygge store dele af København efter branden i 1795 og det britiske bombardement i 1807. Dette medførte et sandt byggeboom, hvor både arkitekter og en stor gruppe akademitrænede håndværksmestre gav byen et helt nyt ansigt. De mange nye huse, store som små, officielle som borgerlige, stod grundlæggende iklædt samme formsprog - det klassiske. "Og denne arkitektur drejer sig ikke kun om søjler, ornamenter og trekantsgavle, men også om mindre håndgribelige, men vigtige træk som regelmæssige rytmer, velafvejede proportioner og diskret farvesætning. Klassicismen var for så vidt international, men anvendt i København fik den sit helt eget særpræg." Bogens første artikel redegør for begrebet klassicisme og gennemgår Caspar Frederik Harsdorffs bygningsværker. Dernæst følger en artikel, som beskriver genopbygningen af København efter de store brande og fortæller om økonomiske forhold, om arkitekter og om bygmestre.

Christian Frederik Hansens indsats er emnet for bogens tredje artikel, der gør særlig meget ud af Råd- og Domhuset og Vor Frue Kirke. Så følger en artikel om byggeriet i 1830erne med omtale af arkitekter som bl.a. Gustav Friedrich Hetsch (Synagogen), Peder Malling (Universitetet), Jørgen Hansen Koch (Det hvide Palæ), Gottlieb Bindesbøll (Thorvaldsens Museum).

En artikel om interiører behandler både Harsdorffs eksklusive interiører og borgerhusenes interiørtyper. Der ses nærmere på indretningen af ejendomme i bl.a. Kronprinsessegade og Pilæstræde. Endvidere gennemgås maleren N.A. Abildgaards og billedhuggeren H.E. Freunds værker i dansk interiørkunst.

Sidste artikel placerer det nyklassicistiske København - og specielt C.F. Hansens værker - i en europæisk sammenhæng.

Bogen er desuden udsendt i engelsk udgave: 'Classicism in Copenhagen'.

UDDRAG AF INDHOLD: Harsdorff viser vejen. Borgerlig bygningskunst. Hansens hovedstad. Nye strømninger. Klassicismens interiører. C.F. Hansen og international nyklassicisme.

FORFATTERE: Hanne Raabyemagle, Claus M. Smidt, Hakon Lund, Ida Haugsted, Vibeke Andersson Møller, Giles Worsley, Poul Ingemann.

UDGIVER:
Gyldendal
Klareboderne 3, 1001 Kbh K
Tlf: 33 11 07 75, fax: 33 11 03 23
Internet: www.gyldendal.dk

[ Til forsiden ] [ Til ugens nye bøger ]


FagBogInfo
Blegdamsvej 4 B
Postbox 638
2200 København N
e-mail frodes@image.dk