BØRN I legens land - Samvær og kommunikation blandt børn med betydeligt og varigt nedsat funktionsevne. Redigeret af Mette Vejstrup Madsen. 102 sider, 15,5 x 23 cm. Ill: 12 fotos, 3 figurer. Pris kr 125,00. Om resultater af et observations- og udviklingsforløb omkring samvær og relationsdannelse blandt kommunikationssvage børn med multihandicap. Bogen handler om projekt 'Børns Samvær' - om ideer og teorier bag projektet, og om projektets resultater. Før projektet "var vi meget i tvivl om, hvorvidt børnene for alvor evnede at kommunikere endsige lege med hinanden. Det var svært for os voksne, professionelle pædagoger at forstå, tolke og gøre os forståelige over for børnene, derfor havde vi vanskeligt ved at forestille os, at disse børn med betydeligt og varigt nedsatte funktionsevner kunne have noget sammen. Denne tvivl er blevet gjort til skamme"(fra Indledning). Med udgangspunkt i et udviklingsarbejde på børneinstitutionen Solbo i Århus Amt viser bogen, at der findes samspil børnene imellem, som har legens og gensidighedens sociale elementer i sig. Og den giver konkrete bud på, hvilke roller den voksne har at spille i udviklingen af disse kompetencer. Bogen er bygget op omkring detaljerede analyser af børnenes samspil sammenholdt med en teoretisk introduktion til emnet. Den rummer også metodeovervejelser og konkrete eksempler på observationsskemaer og brug af dagbog i projektsammenhæng. Projektet har haft som hovedformål at dreje den pædagogiske bevidsthed fra et fokus på padagog-barn relationen til en interesse for børnenes indbyrdes samspil. "Projektet 'Børns Samvær' udspringer af livskvalitetsovervejelser. Har børn med multihandicap kvalitet i livet i de øjeblikke, hvor de ikke er i tæt relation til voksne? Og foregår der overhovedet noget børnene imellem, når de voksne ikke er der som styrende og formidlende led i det sociale samvær? ... Det blev tydeligt for projektets deltagere, at mange samspil er blevet overset af de professionelle, og kommunikative koder børnene imellem alene er blevet tildelt tilfældighedens rolle. Først de omhyggelige analyser af videoindspilningerne flyttede børnenes handlinger fra tilfældighedens til gensidighedens arena i den professionelle bevidsthed"(fra forord af Birgit Kirkebæk). Henvender sig til alle med interesse for praksisnært udviklingsarbejde og metode inden for det sociale område. UDDRAG AF INDHOLD: At ordgive verden og give nye rum. Ideen: tæt på samvær blandt børn med betydeligt og varigt nedsat funktionsevne. Kommunikation og leg: teori. Kommunikation og leg: resultater. Den professionelles roller. At skifte perspektiv - en eftertanke (af Jesper Holst). Litteratur. Bilag. Stikordsregister. UDGIVER:
[ Til forsiden ] [ Til ugens nye bøger ]FagBogInfo |