SØFART

Navigatør i Mørkets Hjerte. Af Bert Blom. 62 sider, 21 x 22 cm. Ill: 15 fotos, 16 tegninger, 6 kort. Pris kr 85,00.

Efter Stanleys udforskning af Congofloden i 1880erne for kong Léopold II af Belgien, blev Fristaten Congo, senere Belgisk Congo, den store dragende magnet for alverdens eventyrere og - ikke mindst - for mange skandinaviske søfolk.

I denne udgivelse skildrer bibliotekar Bert Blom sejladsen på Congofloden i 1800-tallet, og fortæller om nogle af de danske søfolk, som lod sig hverve til at befare den mægtige flod for bl.a. at få deres eventyrlyst styret.

Først gives et overblik over Congos historie med redegørelse for den arabiske slavehandel. Dernæst fortælles om rejseruter og sejlads på Congofloden - om fartøjer og søfolk der skulle vogte landet og besejle den store flod i hele dens farbare udstrækning. Også karavanevejen langs Congofloden omtales. Fremstillingen beskæftiger sig især med søkaptajnerne Madsen, Duhst, Freiesleben og Koch, "hovedsagelig fordi deres skæbner til dels er forbundet med Joseph Conrad og 'Mørkets Hjerte'. Jeg vil dog ikke undlade at nævne helsingoraneren kapt. Vigo Wright, som måske er den, der har opholdt sig længst i Congo."

Mange af de skandinaver, der gjorde tjeneste i Belgisk Congo, førte dagbog under deres ophold. I bogen bringes uddrag af en dagbog ført af kaptajn Siegfried H.L. Duhst i årene 1889-1890, der rummer "et sådan væld af detaljer, at de tilsammen giver os et ganske godt helheds- og tidsbillede af omkostningerne og problemerne ved at tilrane sig en europæisk koloni i en fremmed verdensdel." Efterfølgende bringes brudstykker af Joseph Conrads Congo-dagbog, der udelukkende drejer sig om karavanemarchen fra Matadi og til et sted tæt ved Léopoldville. Conrad fulgte den samme rute som Duhst, og de gjorde hinanden selskab i 5 dage på selvsamme karavanerute. Conrads dagbogsnotater indeholder en mere detaljeret naturbeskrivelse og en langt mere kritisk holdning til sine (hvide) medmenneskers adfærd og indstilling end Duhsts.

Endvidere bringes en artikel af en dansk skibsfører, forfatter og eventyrer, Otto Lütken: 'Joseph Conrad i Congo' - om noget af baggrunden for romanen Mørkets hjerte. Otto Lütken var i 8 år flodskipper på Congofloden og hans artikel er en reaktion og respons på læsningen af 'Mørkets hjerte'. Artiklen er fra London Mercury 12. maj 1930.

Sidst i udgivelsen bringes biografier af Duhst, Freiesleben, Koch, Madsen, Wright.

Udgivelsen er et særtryk af 'Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg - Årbog 1999'.

UDDRAG AF INDHOLD: Floden. Landet. Kort rids af Congos historie. Det Internationale Afrikanske selskab. Den arabiske slavehandel. Hvervekampagnen og søforbindelserne. Karavanevejene. Congostatens og flodens fartøjer. De første danskere.

Uddrag af Duhsts Congo-dagbog. Kommentarer til Duhsts dagbog.

Uddrag af Joseph Conrads Congo-dagbog. Kommentarer til Conrads dagbog.

Joseph Conrad i Congo (af Otto Lütken). Kommentarer til Lütkens artikel.

Enkelte danske navigatørers biografier.

Noter. Kilder. Litteratur.

UDGIVER:
Handels- og Søfartsmuseets Venner
Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg, 3000 Helsingør
Tlf: 49 21 06 85

[ Til forsiden ] [ Til ugens nye bøger ]


FagBogInfo
Blegdamsvej 4 B
Postbox 638
2200 København N
e-mail frodes@image.dk