MIDDELALDEREN

Bondefiskere og strandsiddere. Studier over de store sæsonfiskerier 1350-1600. Af Bjarne Stoklund. 224 sider, 17 x 22,5 cm. Ill: 26 fotos, 29 tegninger, 21 kort. Pris kr 248,00.

Om fiskeriet og dets organisation i senmiddelalder og renæssancetid. I perioden fra 1350 til 1600 var fiskeriet et vigtigt erhverv i Danmark, og danske fisk blev sat på bordet i store dele af Europa. Det gælder navnlig sild, nedsaltet i tønder, som købmænd fra Lübeck gjorde til et kvalitetsprodukt, men også tørrede torsk og flyndere fra den jyske vestkyst, som bl.a. blev afsat i Hamburg.

Det var imidlertid et fiskeri, der var meget anderledes end det, vi kender fra nyere tid. Kun i købstæderne og på godserne var der nogle få mennesker, som levede af fiskeriet året rundt. Eksporten var baseret på de store sæsonfiskerier, som foregik fra fiskelejer, der var præget af hektisk aktivitet i nogle måneder, men som resten af året lå øde hen. I disse fiskerier deltog såvel købstadsfolk som bønder, for hvem fiskeriet indgik i et sammensat erhvervsmønster. Mange af disse bondefiskere havde skuder, som desuden blev anvendt i en blomstrende bondehandel.

Ud fra det spredte kildemateriale, som står til rådighed, tegner forfatteren et billede af fiskeriets teknik og organisation. Desuden forsøger han at indkredse fiskernes geografiske og sociale rekruttering, og diskuterer de ændringer, som fandt sted på dette område i løbet af 1500-tallet.

Fremstillingen koncentrerer sig om to af de vigtigste sæsonfiskerier: det østdanske sildefiskeri og den vestjyske torske- og flynderfangst.

Bogen indeholder fem hovedafsnit. Det første behandler sildefiskeriets teknik, organisation og rekruttering i hele det østdanske område med udgangspunkt i det relativt gode kildemateriale, som foreligger fra selve Skånemarkedet. Det andet afsnit forsøger at belyse forholdene nærmere i de østdanske områder, som i særlig grad var berørt af sildefiskeriet. Det tredje afsnit behandler fiskeriet ved den jyske vestkyst med særligt henblik på rekrutteringen af fiskere og udredere. Denne del er koncentreret om sidste halvdel af 1500-tallet. Fjerde afsnit tager de faglige problemer omkring begreberne fisker og fiskelejer op til nærmere analyse og diskussion. Sidste afnsit sammenfatter undersøgelsens resultater og sætter dem ind i et langt historisk perspektiv.

Bjarne Stoklund (f. 1928) var fra 1958 til 1971 museumsinspektør på Frilandsmuseet i Sorgenfri, og fra 1971 til 1996 professor i europæisk etnologi ved Københavns Universitet.

UDDRAG AF INDHOLD: De store sildefiskerier i Østdanmark (Skånemarkedet og silden; motbogens bestemmelser om fiskeriet; sildefiskeriets organisation; sildefiskeriets teknik; Skånemarkedets fiskelejer; hvem deltog i sildefiskeriet på Skånemarkedet; andre østdanske sildelejer). Byfiskere, bondefiskere og strandsiddere (Helsingørs fiskere; fiskere i andre købstæder; godsfiskere; bondefiskere; skudehandelen på Nordtyskland; strandsiddere). Sæsonfiskeri og fiskere ved den jyske vestkyst (vestkystfiskeriets teknik; sandtolden og fiskeriets organisation; fiskelejerne i Riberhus len; fiskernes geografiske og sociale rekruttering; udrederne; fiskere og fiskelejer i Bøvling len). Fiskelejer og fiskere: omkring den steenstrupske tese (Johannes Steenstrup og etnologien; fiskeleje: fiskerleje; 'Kongens frie fiskeleje og rette forstrand'; fiskeboderne). De store sæsonfiskerier i historisk perspektiv. Kilder og litteratur.

UDGIVER:
Landbohistorisk Selskab
c/o Dansk Landbrugsmuseum
Gammel Estrup
Randersvej 4, 8963 Auning
Tlf: 86 48 34 44, fax: 86 48 41 82

[ Til forsiden ] [ Til ugens nye bøger ]


FagBogInfo
Blegdamsvej 4 B
Postbox 638
2200 København N
e-mail frodes@image.dk