PSYKOSOCIALT ARBEJDE

Undskyld, men det er min første krig. Om psykosocial træning under vanskelige forhold. Af Susanne Bang, Lars Koberg Christiansen, Ken Heap. 159 sider, 17 x 24 cm. Pris kr 225,00.

Indeholder en beretning om og en introduktion til de mange forskellige spørgsmål, udfordringer, dilemmaer og overvejelser, som dukker op i et internationalt hjælpeprojekt.

I bogen beskriver forfatterne deres arbejde med træning af professionelle i psykosocialt arbejde i Eksjugoslavien.

Bogen beskriver konkret, hvad og hvordan de gjorde, men diskuterer også deres egne bevæggrunde til at gøre, som de gjorde.

I bogen kombinerer forfatterne den teoretiske indsigt bag træningen med deres konkrete erfaringer fra arbejdet og giver dermed viden til den, der skal ud for første gang, hvad enten opgaven drejer sig om at arbejde i et psykosocialt projekt, med distribuering af mad og medicin, eller som engageret i den direkte fysiske genopbygning af krigs- og katastroferamte områder.

Bogen består af tre dele. Første del er en baggrundsbeskrivelse af projektets udformning og dets forberedelse, samt en kort beskrivelse af materielle og politiske forhold i Eksjugoslavien. "Den jugoslaviske konflikt indeholdt som bekendt et væld af historiske, økonomiske og politiske faktorer såvel med reference til interne som eksterne forhold. Som professionelle inden for det psykosociale arbejdsfelt var vi imidlertid mest orienterede mod og skikkede til en forståelse af konfliktens sociale og psykologiske elementer." Anden del - hoveddelen - gælder selve projekternes udførelse. Forfatterne beskriver deres arbejde som et kulturmøde og en både faglig og sproglig udfordring. Og belyser deres rolle som udefrakommende eksperter. Sidste del består i en udvidet beskrivelse af selve indholdet i projekterne - hvad drejede undervisningen og supervisionen sig om og hvad bestod den i? hvilke udviklinger skete, og hvilken effekt synes interventionen at have haft?

UDDRAG AF INDHOLD: DEL I - BAGGRUND. Beskrivelse af projekterne - træning på stedet. Baggrund - når der er koldt i lokalet, tager man sin frakke på. Forberedelse - 'preparing the ground'. DEL II - TEMAER OG UDFORDRINGER. Kulturmødet - samarbejde og sammenstød. Sprogbarrieren. Hjælperrelationen - kolonialister, krigsturister og andet godtfolk. Sekundær traumatisering - de sårede hjælpere. Loyalitetskonflikten - hvem holder du med? Hjælpernes motiver - hvorfor gør vi det dog? Forsoning - eller hvad det nu er, det hedder. DEL III - UDVIDET BESKRIVELSE AF TRÆNINGEN. Træningen - på tværs gennem kurserne.

Litteraturhenvisninger. Indeks.

UDGIVER:
Dafolo Forlag
Suderbovej 22-24, 9900 Frederikshavn
Tlf: 96 20 66 66, fax: 98 43 13 88
E-post: dafolo@dafolo.dk

[ Til forsiden ] [ Til ugens nye bøger ]


FagBogInfo
Blegdamsvej 4 B
Postbox 638
2200 København N
e-mail frodes@image.dk