ALKOHOLISME Ædru - og hvad så..? Hvordan man kan holde op med at drikke - og komme videre i sit liv. Af Kirsten Magdavius Hansen. 109 sider, 14,5 x 20,5 cm. Pris kr 138,00. En letlæselig bog, der vejleder i, hvordan man bliver - og ikke mindst forbliver ædru. "Det kræver mod at blive ædru, men for den, der har ønsket om at sætte proppen i flasken, er der hjælp at hente i bogen her. ... Også familie og venner kan have glæde af at læse den; både for at forstå alkoholikeren, men også for at kunne hjælpe og støtte i den første svære tid"(fra Forord). Ca. 10% af Danmarks befolkning har et alkoholproblem, og da det påvirker både familien, vennerne og arbejdspladsen, kan man rolig sige, at alkoholisme er et samfundsproblem, som vi alle er berørt af. Bogen indeholder råd og vejledning i, hvordan man kan blive ædru, og hvordan man kan komme videre i sit liv og få fat på sin livsglæde igen. Forfatteren, der er uddannet lærer og zoneterapeut, arbejder i dag med individuel alkoholrådgivning, samt kursus- og foredragsvirksomhed. "Efter et massiv alkohol- og medicinmisbrug er det indtil nu lykkedes mig at holde mig ædru i over 11 år, og det er de erfaringer, jeg har gjort gennem disse år, jeg her giver videre"(fra Forord). Bogens første kapitler beskriver alkoholismen som sygdom og fortæller om muligheder for at blive ædru. I de følgende kapitler kommer forfatteren ind på, hvad man kan gøre af rent praktiske ting i hverdagen for at fastholde ædrueligheden, fx lægges der vægt på kost og drikkevarer, vitaminer og mineraler, motion og frisk luft, og at gøre sig umage med sit udseende og sit hjem. Desuden belyses, hvordan man kan arbejde med sine tanker og følelser - og gives råd om aktiviteter i hverdagen. Derefter belyses den ædru persons sociale liv og tankeverden med idéer og inspiration til en positiv livsførelse. Der fortælles, hvorfor man bør gå til møder med Anonyme Alkoholikere, og hvordan man kan have glæde af fx zoneterapi, healing eller kropsmassage. Bogens sidste kapitler beskæftiger sig med at udvikle kvaliteten i følelseslivet, samt om at have et åndeligt ståsted. "Selvom det måske kan lyde mærkeligt, er jeg i dag dybt taknemmelig for min alkoholisme, for den tvang mig til at få set på mit liv på en anden måde, få ændret nogle uhensigtsmæssige vaner og mønstre, og gå i gang med en personlig og spirituel udviklingsproces." UDDRAG AF INDHOLD: At blive ædru. Fysisk sundhed. Psykisk sundhed. Dit sociale liv. Tanker. Følelser. Spiritualitet. Afslutning. Litteratur. Telefonnumre. UDGIVER: [ Til forsiden ] [ Til ugens nye bøger ]FagBogInfo |