FAGBOGINFO nr 19 - 23. november 2003

RELIGION
Den gamle nyreligiøsitet. Vestens glemte kulturarv
I denne antologis seksten artikler skildres på forskellig vis, hvordan okkulte, kætterske og alternative traditioner har blandet sig med de etablerede religiøse traditioner og institutioner.
[Udgivet 12/9 2003]
Det Nye Testamentes omverden. Om politiske, religiøse og filosofiske forhold på Det Nye Testamentes tid
En indføring i et bredt spektrum af emner, som er af betydning for at forstå Det Nye Testamentes omverden. Bogen giver et historisk overblik over Palæstina i århundrederne omkring Kristi fødsel, og en mulighed for at forstå baggrunden for jødedommen og kristendommen.
[Udgivet 30/9 2003]
Grundlaget for erkendelse. Teksterne 'Eugnostos' brev' og 'Sophia Jesu Christi' fra Nag Hammadi-biblioteket og Berlinergnostikeren
Denne udgivelse præsenterer to koptiske tekster fra det andet århundrede i dansk oversættelse og med en introduktion til teksterne. Disse tekster tilhører den gnostiske tradition, og vidner om tidens religiøse pluralisme.
[Udgivet 10/10 2003]
Konflikten i gudstjenesten. Sabbatten i Lukasevangeliet
Indeholder en tematisk læsning af Lukasevangeliets tekster om sabbatten. Beretninger om Jesu handlinger på sabbatten og i synagogen sættes ind i en sammenhængende ramme med gudstjenesten i fokus. Bogen præsenterer en tolkning, der udvider forståelsen af, hvad der er gudstjeneste.
[Udgivet 3/10 2003]

VELFÆRDSSAMFUNDET
Det danske velfærdssamfund
Denne bog forsøger på et tværfagligt grundlag, at skabe indblik og forståelse for det danske velfærdssamfund i såvel national som international belysning, ligesom EU inddrages aktivt i fremstillingen.
[Udgivet september 2003]
Det framtida nordiska välfärdssamhället - utmaningar och möjligheter
Denne udgivelse består af tre dele med rapporter der belyser det fremtidige økonomiske grundlag for velfærdssamfundet i de nordiske lande.
[Udgivet 2003]
Socialreformen
Indeholder socialreformens tre vigtigste love: Serviceloven, Retssikkerhedsloven og Aktivloven - og samler hele det regelsæt, der knytter sig til disse love.
[Udgivet 8/8 2003]

MAGT/FORVALTNING
Offentlighed i det offentlige. Om historiens magt
Denne bog rokker ved myten om Danmark som et foregangsland med stor åbenhed og offentlighed i forvaltningen. Der viser sig i praksis ofte store hindringer og problemer, når borgere vil følge med i, hvad myndighederne foretager sig. Offentlighedslovgivningen er stagneret gennem en årrække, og myndighederne er ikke altid hjælpsomme og åbne.
[Udgivet 21/8 2003]
Til glæde for hvem? - om intern regulering i staten
Denne udgivelse sætter fokus på de organisationer, som overvåger og regulerer de offentlige statslige organisationer. Der ses nærmere på reguleringens virkning og virkemidler og på koordinationen af den interne regulering og det overordnede politiske design.
[Udgivet 2/9 2003]
På en bølge af begejstring... Om statsstøttede videncentre og projekter
I denne bog beskriver forfatterne, hvordan begejstring bliver brugt som et stadig vigtigere drivmiddel i den offentlige sektor. Bogen beskriver hvordan projektmagere skaffer offentlige bevillinger til nye projekter, samt hvordan politikere og embedsmænd bliver velvillige medspillere i 'projektficieringen' af den offentlige sektor.
[Udgivet 2003]

JURIDISK LITTERATUR
At tænke juridisk. Juridisk metode for begyndere
En læsevenlig introduktion til juridisk metode. Bogen giver en indføring i retskilder og viser hvordan retten anvendes korrekt, dvs. den korrekte juridiske metode. Bogens fremstilling indeholder et stort antal eksempler.
[Udgivet 2003]
Databeskyttelsesret. En almindelig indføring i den retlige beskyttelse af det informationelle privatliv
Beskriver og analyserer databeskyttelsesrettens baggrund, begreber og generelle problemstillinger. Formålet med bogen er at bidrage til en forståelse af databeskyttelsesrettens genstand samt de almindelige hensyn og værdier, som spiller en rolle ved udformningen af denne vigtige del af informationssamfundets ret.
[Udgivet august 2003]
Europæisk arbejdsret
Belyser de arbejdsretlige sider af den europæiske sociale model. I bogen foretages en systematisk gennemgang af EU-arbejdsretten suppleret med en mere oversigtsmæssig og eksemplificerende gennemgang af de vigtigste nationale og internationale regler.
[Udgivet august 2003]

BIOLOGI
Cellebiologi. Cellens organisation og livsprocesser
En yderst omfattende gennemgang af cellebiologi. Bogen behandler basale strukturelle og funktionelle forhold i pattedyrcellen med inddragelse af andre organismer. Forfatterne fremstiller cellens dynamik og samspil med omgivelserne; ikke mindst proteinernes sindrige opbygning og rolle i livsprocesserne træder tydeligt frem.
[Udgivet 2003]
Nordiske GENressurser. Husdyr - kulturplanter - skogstrær
Om husdyr, kulturplanter og skovtræer i de nordiske lande. Udgivelsen handler om arbejdet med bevaring af de genetiske ressourcer i Norden - og om resultater heraf. Der fokuseres på bæredygtig forvaltning af genetiske ressourcer i Norden.
[Udgivet 2003]

FRUGTAVL
Mine æbler
I denne bog videregiver Ritt Bjerregaard en omfattende viden om økologisk frugtavl og fortæller om sine 15 års arbejde med at dyrke æbler. Bogen fortæller bl.a. om eksperimenter med forskellige sorter, om grundstammer, plantning og podning.
[Udgivet 30/9 2003]
Äpplen i Sverige. 224 äppelsorter i text och bild
En yderst omfattende håndbog med beskrivelser af æblesorter og deres egenskaber. I bogens hoveddel beskrives 224 æbler i alfabetisk rækkefølge. For hver sort anføres historiske oplysninger, frugtens størrelse og karakter, modningstidspunkt, anvendelse, træets vækstforhold og egenskaber, mv.
[Udgivet 2003]

NORDEN
Natur i Nord. Naturskydd i Norden under 1900-talet
I denne bog præsenteres et udvalg af det bedste af nordisk natur - i tekst og et omfattende billedmateriale. Præsentationen omfatter forskellige naturtyper i Norden og omfatter alle nordiske lande.
[Udgivet 2003]
Nordic Statistical Yearbook 2003. Nordisk statistisk årsbok 2003
Et opslagsværk, der i sammenfattende og overskuelig form fremlægger statistiske oplysninger om samfundsforhold i de nordiske lande. Værket giver oplysninger om statistiske forhold vedrørende områder som miljø, befolkning, økonomi, nationaløkonomi, handel og industri.
[Udgivet 2003]
Vest-Norden i det nordiske samarbejde. Redegørelse
Denne redegørelse udgør grundlaget for dialog om Vest-Norden i det nordiske samarbejde, og sigter på at forbedre den politiske relevans af igangværende eller fremtidig nordisk samarbejde i Vest-Norden samt nordisk samarbejde med Vest-Nordens naboer.
[Udgivet 2003]

GRØNLAND
Grønland 2003 - Kalaallit Nunaat. Statistisk årbog
Dette værk er en af de mest alsidige og dækkende kilder til oplysninger om Grønland lige nu. I tekst og tal gives et øjebliksbillede af det grønlandske samfund, men også en skildring af de store forandringer, som Grønland gennemlever i disse år.
[Udgivet 2003]
Thule farvel. Tvangsflytningen i 1953
Handler om tvangsflytningen i maj 1953 af den grønlandske fangerbefolkning fra deres boplads Uummannaq i Thule-området til Qaanaaq 120 kilometer mod nord. I bogen beskrives og dokumenteres det politiske og historiske hændelsesforløb. Men mere centralt står samtaler med de overlevende, gamle fangerfamilier i Qaanaaq, hvor de fortæller om deres tanker og følelser i forbindelse med tvangsflytningen.
[Udgivet 6/10 2003]

HISTORIE
Kalmarunionens tid. Från drottning Margareta till Kristian II
Denne bog indeholder en samlet fremstilling af Kalmarunionens mere end 130 årige historie, hvori tidens politiske omskiftelser tegnes mod en bred baggrund af langsomt ændrede mentalitets- og sociale mønstre. På en række punkter gør forfatteren op med gamle forestillinger om Kalmarunionen og fremhæver grænseegnenes stormænd og bønder som den nordiske freds pionerer ved siden af den navnkundige dronning.
[Udgivet september 2003]

LOKALHISTORIE
Randers - fra handelsplads til storkommune 1000-1975
Denne bog fortæller om Randers bys udvikling gennem tiderne. Det er en overskuelig introduktion til byens historie - hvordan Randers har set ud, hvordan livet var, hvordan menneskenes vilkår var, og hvordan det politiske liv formede sig.
[Udgivet 2003]
Vejle Amts årbog 2003
Indeholder 8 artikler, som belyser historiske emner fra hele amtet og belyser Danmarks historie. Artiklerne spænder vidt, både i emner og i tid - bl.a. om klosterbygninger, konfirmation, arbejdernes barske vilkår i slutningen af 1800-tallet.
[Udgivet 2003]
Fra Frederiksborg Amt 2003
Indeholder 5 artikler der beskæftiger sig med aspekter af den nordsjællandske historie - bl.a. om Christian V's jagtvejsanlæg, øgenavne.
[Udgivet 2003]
Havn - Odense Havn og Kanal gennem 200 år
Fortæller om Odense Havns tilblivelse og udvikling og om det liv og de aktiviteter, der fandt sted på havnen og i nærområdet. Bogens fremstilling følger havnens og kanalens spændende og specielle historie fra de første planer i 1790'erne og frem til nutiden.
[Udgivet 2003]

SPROG
Sproget - hverdagens mirakel
Bogen fortæller om sproget - hvordan det er bygget op, og hvordan det bruges. Om lyd og skrift, ord og udsagn. Om historien bagved, om sproget i samfundet, om det videnskabelige studium af sproget. Fremstillingen ser på sproget fra forskellige vinkler og på forskellige niveauer - og søger at forstå sproget i al dets kompleksitet.
[Udgivet 16/10 2003]

ENGELSK SPROG
Kursus i engelsk grammatik. Grundbog
Et grundlæggende kursus i grammatik. Materialet består af en grundbog og to øvebøger. Grundbogens behandling af de fleste emner indledes af en kort, sammenhængende tekst der illustrerer det fænomen der skal behandles; derefter gives ét eller flere mønstereksempler.
[Udgivet 2003]
Modernitet eller åndsdannelse? Engelsk i skole og samfund 1800-1935
Et essay om sprogpolitik og om den lange og seje kamp som engelsk sprog og kultur har måttet kæmpe for at blive anerkendt her i landet. Bogen giver historisk perspektiv til de aktuelle debatter om gymnasium og sprogpolitik - og viser at mange argumenter i denne debat er gamle kendinge.
[Udgivet 15/10 2003]

TYSK SPROG OG LITTERATUR/FILM
Einblicke in die deutsche Literatur
En antologi af tyske litterære tekster til undervisningsbrug - med prosatekster, digte og dialoger. Udvalget består af litterære tekster fra hovedsagelig det 20. århundrede, men med tilbageblik på tidligere tider.
[Udgivet 7/10 2003]
Am kürzeren Ende der Sonnenallee
Et uddrag af Thomas Brussigs roman, der - sammen med den tilhørende film - er en humoristisk og motiverende tilgang til emnet DDR. Sonnenallee skildrer på en humoristisk måde tilværelsen for en gruppe unge i Østberlin i 70'erne.
[Udgivet 2003]

MUSIK
Nye toner i Danmark. Dansk musik og musikdebat i 1960'erne
Bogens tema er den ny kompositionsmusik i Danmark i 1960erne. Bogen handler i meget høj grad om de tre komponister Ib Nørholm, Per Nørgård og Pelle Gudmundsen-Holmgreen, men alle de andre der skrev nyorienteret musik i 60'erne er dog også med i bogen, og der bringes værkbeskrivelser af langt de fleste nyorienterede musikværker fra tiden.
[Udgivet 10/10 2003]
Musiken i politikken. Konstmusik som kulturarv
Bogen belyser hvordan musik er blevet anvendt til politiske formål gennem historien. Fra en række forskellige indfaldsvinkler beskrives musikken i politikken fra et kulturarvsperspektiv. Hvordan anvendes, tolkes og musealiseres komponister og deres værker af forskellige politiske og ideologiske interesser.
[Udgivet 2003]
Musik til salg - dansk lyd i 100 år
Om den danske musikbranche 1903-2003. Bogen belyser tre grundlæggende elementer inden for de kommercielle lydoptagelsers historie: kunst, teknik og købmandskab. Der gives et indblik i den fascinerende historie om samspillet mellem teknologisk formåen og mulighederne for at fastholde og videreformidle musikalske og kunstneriske udtryk.
[Udgivet 2003]

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Om FagBogInfo]


FagBogInfo
Blegdamsvej 4 B
Postbox 638
2200 København N
mailto:frodes@image.dk