| |
FAGBOGINFO nr 16 - 13. december 2006
Danmarks
højtider & festdage
Indeholder
en gennemgang af kirkelige og verdslige højtider året igennem.
Bogen beskriver samtlige 81 danske mærkedage. Endvidere skildres
alle erindrings- og helligdage i de øvrige nordiske lande. Desuden
kapitler om tidsregning og kalendersystemer mv.
[Udgivet 30/10 2006]
På
tværs. Essays
Ni essays der
skarpt og muntert spørger, hvad det er for et samfund, vi lever
i, og hvordan det står til med kulturen og os selv. De enkelte essays
går på tværs af vedtagne synspunkter på en række
emner fra kongehuset og kirken, muhammedtegningerne og grundloven, til
kristendom og humanisme.
[Udgivet 21/10 2006]
Lettre
Internationale nr 13
Et nyt nummer
af et europæisk kulturmagasin på dansk. I Lettre Internationale
skriver danske og internationale skribenter om aktuelle politiske emner,
om kulturel mangfoldighed og om kunst - i en sammenstilling af reportage,
essay, interview, kunst og fotografi.
[Udgivet november 2006]
MELLEMØSTEN / ISLAM
Uden sted. Erindringer / af Edward
W. Said
En erindringsbog om en barndom og opvækst i Mellemøsten.
Edward Said blev født i en velhavende palæstinensisk familie
med hjemsted i Kairo og ferier i Palæstina og Libanon, og han voksede
op i en tid med store omvæltninger i Mellemøsten.
[Udgivet 30/11 2006]
Konfrontation eller dialog? Islams
rolle og ansvar i en globaliseret verden
Om 'Vesten og den muslimske verden' med særligt fokus på
de gensidige fjendebilleder. Fremstillingen fører over i en undersøgelse
af, hvordan man kan nærme sig andre kulturer og religioner. I bogen
bringes en række eksempler på mødet med 'de andre'
- og i forlængelse heraf en grundig gennemgang af islams reaktion
på den moderne verden.
[Udgivet 2006]
Ret og magt i den islamiske verden
Islamisk lov (sharia) og dens anvendelse er et centralt tema
i nutidens islamiske politik og kultur. Med dette udgangspunkt ser bogen
på sharias oprindelse og udvikling og på det korpus af tekster,
begreber og praksis, der følger med den - og på en række
historiske nøgleepisoder præget af både tilpasning,
indgåede aftaler og uenighed mellem retslærde og sultaner.
[Udgivet 2006]
Abd el-Kader - og forholdene mellem
franskmænd og arabere i det nordlige Afrika
Om hvordan den muslimske oprørsleder, emir Abd el-Kader,
i 1832 stillede sig i spidsen for den mest effektive militære og
diplomatiske modstand imod den franske koloniale besættelseshær
i Algeriet. Bogen er skrevet af A.W.Dinesen, der deltog i franskmændenes
erobring af Nordafrika, og kom hjem som en overbevist tilhænger
af fjenden, den algeriske frihedshelt Abd-el-Kader.
[Udgivet 2006]
Glimt
af det gamle Persien
Handler om
1870'ernes Persien og er skrevet i samtiden. Forfatteren fortæller
om sine oplevelser blandt persere i Teheran og byens omegn. Hun beskriver
således et besøg i et harem og sine indtryk fra et persisk
bad. Og fortæller om synet af en løve i snor midt på
gaden i Teheran. Desuden skildrer hun sider af landet og dets befolkning.
[Udgivet 2/12 2006]
HISTORIE
Slaveri - en världshistoria
om ofrihet. Bind 1. Forntiden till renässansen
Første bind i et trebindsværk om slaveriets verdenshistorie
fra begyndelsen til nutiden. I dette bind skildres slaveriets historie
fra oldtid til renæssance - fra de tidligst kendte slaver og slaveejere
i oldtidens Mesopotamien og frem til den tid, hvor grundlaget blev lagt
for den transatlantiske slavehandel. I fremstillingen kommer både
slaveejere og slaver til orde. De brede historiske oversigter veksler
med indgående skildringer af enkelte menneskeskæbner.
[Udgivet 2006]
Trediveårskrigen - Europa
i brand 1618-48
Handler om den store krig og de mange mindre, indbyrdes forbundne
krige, der hærgede Europa fra 1618 til 1648. Bogen gennemgår
krigens mange facetter og portrætterer menneskene bag krigen - kejsere
og konger, politikere og generaler. Den fortæller også om
civilbefolkningens uhørte lidelser og om de barske og forrående
vilkår for de soldater, for hvem tidens krigsførelse var
et håndværk og et levebrød.
[Udgivet 2006]
Stasi
og den vesttyske terrorisme
Handler om
den vesttyske røde terrorisme, fra den opstod omkring 1970 og til
1998, hvor den sidste tilbageværende gruppe Rote Armee Fraktion
(RAF) i en erklæring opløste sig selv. Bogen fortæller
om forbindelsen mellem de røde terrorister og de østtyske
Stasi-ansatte. Fremstillingen inddrager forhold som den kolde krig, forholdet
mellem DDR og Vesttyskland, og de to parters motiver.
[Udgivet 19/9 2006]
HISTORIE - DANMARK
Danmarkshistorisk oversigt
En kort oversigt over Danmarks historie. Fremstillingen vægter
det mål at lave en fremstilling, der primært formidler overblik
og sammenhæng. I bogen er det danmarkshistoriske forløb fastholdt
som national grundfortælling i tolv kapitler. Hensigten har været
at skabe balance mellem de lange, overordnede linjer og de konkrete begivenheder
og personligheder.
[Udgivet 2006]
Danske korstog - krig og mission
i Østersøen
For første gang siden midten af 1800-tallet har danske
historikere gravet sig ned i et stort kildemateriale om de danske korstog
i Østersøen. I bogen fortæller de, hvordan korstogstanken
nåede frem til vores nordlige breddegrader og inddrog os i middelalderens
største fælleseuropæiske projekt. Samtidig viser de,
hvordan tanken inspirerede flere hundrede års danske krig mod vendere,
prusere, litauere, estere og andre hedenske folkeslag langs Østersøen
[Udgivet 2006]
Kort
som kilde - en håndbog om historiske kort og deres anvendelse
Indeholder
en samlet oversigt over de kort, som kulturhistorikere har mest gavn af
- med grundig vejledning i anvendelse af dem. Forfatteren gennemgår
bl.a. en lang række danske kort, som er væsentlige i den historiske
forskning, og gennemgår de faldgruber, der findes, når man
anvender kort som kilde. Indeholder bl.a. beskrivelser af 25 udvalgte
kortværker, et kapitel om 'andre kort' og et kapitel om flyfotos.
[Udgivet 2006]
ARBEJDERHISTORIE
Den
store bølge. Erindringsbilleder fra københavnske industriarbejdspladser
En kulturhistorisk
beskrivelse af arbejdslivet på de største københavnske
industriarbejdspladser fortalt af 31 smede. Bogen handler om den arbejderkultur,
som i 1900-tallet udfoldede sig på de store københavnske
smedearbejdspladser. I korte erindringsbilleder berettes der om de familiemæssige
rødder, om værkstedsliv og sammenhold, om fagligt fællesskab
og politisk engagement samt om fremtid og forandring.
[Udgivet 14/11 2006]
SLÆGTSFORSKNING / NAVNE
Slægtsforskerens hvem-hvad-hvor?
Denne bog giver slægtsforskeren hjælp i arbejdet
med at finde frem til slægtens rødder. Bogen giver slægtsforskeren
en oversigt over søgemulighederne, såvel i arkiverne som
på internettet. Desuden forsynes læseren med en række
nyttige oplysninger, hjælp til tydning af de gotiske bogstaver og
fx hjælp til at finde en dato for kirkebogens 4. søndag efter
trinitatis 1722. Bogen afsluttes med en omfattende ordbog over ord man
møder i slægtsforskningen
[Udgivet 1/11 2006]
Navneloven
med kommentarer
I 2006 trådte
en ny navnelov i kraft. Reglerne om personnavne er blevet moderniseret
og liberaliseret, således at det nu i langt højere grad end
tidligere er op til den enkelte selv at vælge sit navn. I bogen
gennemgås og forklares reglerne i den nye navnelov. Der redegøres
både for, hvilke betingelser der skal være opfyldt, for at
man kan tage et bestemt navn, og for hvordan en navneansøgning
indgives og behandles.
[Udgivet 25/8 2006]
EDB / INTERNET
Find det på nettet. Spar
tid og besvær - søg målrettet
I denne bog viser to erfarne journalister og undervisere, hvordan
man går målrettet frem ved søgninger på internettet.
Bogen indeholder helt grundlæggende og principielt stof, og den
er først og fremmest en gennemgang af sikre og afprøvede
metoder, der med garanti fører til bedre resultater.
[Udgivet 1/9 2006]
Pc-sikkerhed for absolutte begyndere
Giver en overskuelig gennemgang af, hvordan man kan sikre sin
pc mod virus, spyware og andre trusler udefra. Hæftet henvender
sig til mindre erfarne pc-brugere, der gerne vil vide, hvad pc-sikkerhed
er, og hvorfor det er så vigtigt, at også almindelige hjemme-pc'er
er beskyttet.
[Udgivet 2006]
Beskyt din pc
Giver en række gode opskrifter på, hvordan man hurtigt
og nemt kan sikre sine pc-programmer og data mod angreb og gener, der
primært kommer fra internettet og via e-mail. Hæftet giver
en grundig beskrivelse af de mange typer angreb, som en pc kan blive udsat
for - både de ødelæggende og dem, der bryder privatlivets
fred.
[Udgivet 2006]
Cd/dvd-brænding
med Nero 7
En introduktion
til cd- og dvd-brænding med programmet Nero, der er et af de allermest
brugte programmer til cd-brænding mv. Foruden de almindelige brændeteknikker
lærer man at redigere videofiler og brænde dvd'er med overgange
og menuer. Man får også styr på de forskellige lyd-
og videoformater, og lærer at komprimere video til det nye, effektive
MPG4-format, mv.
[Udgivet 2006]
SUNDHED / STRESS
Politikens
bog om stress
En praktisk
håndbog med mange øvelser og eksempler på, hvordan
man kan håndtere stress. Bogen lægger hovedvægten på
en række konkrete metoder og værktøjer til at tackle
hverdagens stress-problemer, bl.a. i form af tests til bestemmelse af
ens eget stress-niveau samt forslag til, hvad man kan gøre for
at ændre sin hverdag til det bedre. Den er bygget op omkring en
lang række konkrete cases og eksempler fra hverdagen.
[Udgivet 2006]
IDRÆT
Maraton
og halvmaraton for begyndere
En bog med
udførlig vejledning i træning til maraton eller halvmaraton.
"At gennemføre en maraton eller en halvmaraton er noget, de fleste
mennesker kan opnå, hvis bare de træner rigtigt." I bogen
fremlægges et gå/løbe-træningsprogram, som er
udviklet af eksperter, og som gradvis og sikkert forbereder læseren
til en maraton eller halvmaraton.
[Udgivet 26/10 2006]
MAD / DRIKKE
Bornholmernes Mad - en kulturhistorisk
kogebog om madtraditioner på Bornholm 1870-1950
I denne 'bornholmernes kulturhistoriske kogebog' fortælles
om madtraditioner og bringes opskrifter på retter, som har været
almindelige i perioden ca. 1870 til 1950. Bogen indeholder ikke kun de
specielle bornholmske egnsretter, men gammeldags mad, som har været
kendt både i Danmark og i en stor del af Skåne.
[Udgivet 2006]
Kasuutta tamatta - om kryddersnaps
i Grønland
Bogen handler om anvendelse af en række planter, som vokser
i den grønlandske natur. I bogen gives der primært gode ideer
og opskrifter til fremstilling af kryddersnaps, men bogen omtaler også
planternes brug i folkemedicin før og nu.
[Udgivet 2006]
Den
høje kogebog. Den ædle kunst og videnskab at lave mad med
hamp
En introduktion
til det cannabinole køkken. "Bogen er et sjældent grundigt
stykke arbejde, der bevæger sig gennem hampenydelsens sociale og
æstetiske sider helt ned i dens materielle funktion og bevægelse
gennem fordøjelsessystemet"(fra Oversætterens forord).
[Udgivet 2006]
DESIGN / KUNSTHÅNDVÆRK
Dansk design
Bogen er en designmæssig rejse fra vikingeskibe og helleristninger
til de nyeste møbler og en brugervenlig rygbåren støvsuger.
Den handler om, hvordan - på hvilket gurndlag og med hvilke midler
- Danmark blev et innovativt designland. Med udgangspunkt i designernes
tilgang til formgivning, innovation og funktionalitet giver bogen et samlet
overblik over dansk design.
[Udgivet 15/11 2006]
Racing
cars - the art dimension
Bogen præsenterer
Formel 1- og Le Mans-racerbiler, idet der lægges vægt på
at give en oplevelse af den dynamik og styrke, som ligger i bilernes formsprog.
I præsentationen betragtes racerbilerne ikke kun som funktionelle,
men også som ren form - som skulptur på hjul.
[Udgivet 2006]
FILM
Danske
film og filmfolk. 75 års danske tonefilm - år for år
Denne bog giver
et overblik over de ca. 2000 danske spillefilm der er blevet produceret
siden tonefilmens gennembrud. Den adskiller sig fra andre bøger
om dansk film ved at være den første samlede gennemgang og
vurdering af dansk tonefilm - år for år. Bogen giver et overblik
over hvilke film der havde premiere hvornår - og ikke mindst en
vurdering af hvilke der var gode og hvilke man ikke bør spilde
for meget tid på.
[Udgivet 24/10 2006]
MUSIK / SANG
Marcussen & Søn Orgelbyggeri
1806-2006
En bog om orgelbyggeriets historie og om Marcussen & Søn
Orgelbyggeri. I 2006 kunne Marcussen & Søn - som et af verdens
ældste orgelbyggerier - fejre sit 200 års jubilæum.
"At en virksomhed kan fejre et 200-års jubilæum er bemærkelsesværdigt
og imponerende - ikke kun i orgelverdenen - men i industrihistoriske sammenhænge
i det hele taget." Bogen beretter om orgelbyggeriets historie, med særligt
fokus på de seneste 25 år.
[Udgivet 20/10 2006]
Arbejdsbog for (klaver)begyndere
Bogen introducerer de musikalske grundbegreber. I bogen har Therese
Koppel samlet musikalske forklaringer og pædagogiske erfaringer
fra mere end 50 års undervisning af børn og voksne. I bogen
fortælles blandt andet om noder, tonetrin, tonenavne, dur og mol,
skalaer, rytme, improvisation, fortegn, anslag, klangfarver, repetitionstegn,
grundtoner, intervaller, omvendinger, akkorder.
[Udgivet 2/6 2006]
SDS - sang, dans og spil
SDS er en aktivitet, hvis kerne netop er samspillet mellem de
tre elementer sang, dans og spil. Bogen er forslag til hvordan man kan
praktisere SDS. Den indeholder SDS-øvelser omkring puls, periodefornemmelse,
polyrytmik, polymetrik, improvisationsteknik, imitation og komposition.
Og der er SDS-arrangementer der kan bruges af hold fra 3-40 personer,
gerne flere.
[Udgivet 2006]
En
nat bliver det sommer - ind i en ny dansk sangskrivning
En portrætbog
der indeholder interview med 10 yngre dansksprogede sangskrivere: Jens
Unmack, Nikolaj Nørlund, Jokeren, Peter H. Olesen, Simon Kvamm,
Peter Sommer, Mikael K, Mikael Simpson, Tue West, Kenneth Thordal. De
10 beretter om deres veje og vildveje ind i musikken, om deres arbejdsmetoder
og forhold til det at skrive på dansk.
[Udgivet 31/10 2006]
UNDERVISNING / LÆRING
God undervisning
Formålet med denne antologi er at sætte fokus på
skolens kerneydelse: god og 'effektiv' undervisning med optimalt læringsudbytte
hos den enkelte elev til følge. Hvad karakteriserer undervisning,
når den 'lykkes'? Hvilke kriterier er der for god undervisning?
Er der noget, som man 'på forhånd' kan sige 'virker' eller
'ikke virker' i undervisning? Disse og mange andre spørgsmål
diskuteres ud fra forskellige faglige vinkler i denne antologi.
[Udgivet 2006]
Læringens
og tænkningens stil. En antologi om stilteorier
I de senere
år har der været en stigende interesse for, at vi hver især
har vores egen læringsstil - vores egen unikke måde at lære
på. Hvis vi vil sikre, at den enkelte elev eller studerende får
den optimale undervisning, må vi derfor tilrettelægge undervisningen
med hensyntagen til den enkeltes særlige måde at lære
på. Denne bog giver et overblik over de forskellige 'familier' af
teorier om læringsstile samt et historisk rids over stilforskningen.
[Udgivet 26/10 2006]
KANINER / HUNDE
Stuekaniner - og havekaniner
En håndbog med alle de vigtige oplysninger, en kaninejer
har brug for. Bogen kan samtidig give inspiration for både børn
og voksne til aktiviteter med kaninen. Derudover får man indsigt
i kaninens sprog, adfærd og liv i naturen. Bogen har fokus på
stuekaniner, men kan med udbytte læses af alle, der har kaniner
som kæledyr, eller som overvejer at anskaffe sig en - hvad enten
kaninen står ude eller inde, løber frit omkring eller sidder
i bur.
[Udgivet 2006]
Ruhåret
foxterrier
En bog om foxterrieren
- en af de populære racer i den hundeaktive del af verden. Der findes
to varianter af ægte foxterrier - den ruhårede og den glathårede.
I denne bog beskriver to af landets mest vidende foxterrieropdrættere,
hvordan den robuste og livlige hund finder sin naturlige plads i familien.
Ud over gode råd om anskaffelse af foxterrier indeholder bogen beskrivelse
af hundens karakter og udseende, og en gennemgang af det, man har gavn
af at vide som ejer af en foxterrier.
[Udgivet 2006]
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv] [Om FagBogInfo]
FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk
|