| |
FAGBOGINFO nr 15 - 23. november 2006
Retfærdig
krig. Om legitimeringer af krig og voldsudøvelse i historien
I et langt
historisk perspektiv skildres forskellige epokers, kulturers og religioners
refleksioner over krigen og dens legitimitet. Et gennemgående tema
er religionernes plads i forsøgene på at legitimere krig
og voldsudøvelse lige fra oldtidens kulturer og frem til det 20.
og 21. århundrede.
[Udgivet 2006]
USA's
nye verdensorden. Krigen mod Saddam Hussein, al-Qaida og Taleban
Belyser sammenhængen
mellem det bipolare internationale systems sammenbrud og den proces, som
førte til skabelsen af en ny verdensorden med kun én dominerende
stormagt. Bogen er en verdenshistorie for tiden efter 1989, hvor vægten
ligger på konflikterne i Mellemøsten, der er af væsentlig
betydning for forståelsen af nutidens verden.
[Udgivet 2006]
Hegemoni
eller overlevelse. Amerikas jagt på verdensherredømmet
I denne bog
påviser Noam Chomsky hvordan USA fører en opportunistisk
strategi for overtagelse af verdensherredømmet - en politik, der
er i færd med at true menneskehedens overlevelse. Han viser hvordan
de skiftende amerikanske regeringers politik i mere end et halvt århundrede
har været en aggressiv jagt på at opnå 'dominans over
hele linjen', uanset omkostningerne.
[Udgivet 13/10 2006]
VIKINGETIDEN
Vikingestormen.
Togter mod Vesteuropa - 793-937
Om vikingernes
krigs- og plyndringstogter gennem 150 år i en række vesteuropæiske
lande - fra de første angreb på klostre i England og Irland
i slutningen af 780'erne til det afgørende slag mellem vikinger
og englændere i 937. De sociale og økonomiske detaljer er
lagt på hylden til fordel for den store fortælling om de militære
udfoldelser og en kronologisk og sammenhængende redegørelse
for vikingetiden som epoke.
[Udgivet 2006]
ASTRONOMI
Aschehougs
bog om astronomi
En omfattende
og alsidig indføring i astronomi. Bogen fører læseren
gennem astronomiens spæde start. Den giver et grundigt indblik i
universets oprindelse og en gennemgang af de fænomener, man kan
iagttage, lige fra galakser til sorte huller. Og den omtaler alt det,
vi i dag ved om Solen og planeterne. Sidste del af bogen giver hjælp
til selv at komme i gang som amatørastronom.
[Udgivet 2006]
GEOLOGI
Naturen
i Danmark - Geologien
Indeholder
en omfattende beskrivelse af Danmarks geologi og landskaber. Bogen omhandler
det danske områdes geologi gennem mere end 500 millioner år.
Danske forskere fortæller blandt andet historien om, hvordan jordskorpebevægelser,
klimaforandringer og naturlige, kemiske processer har skabt vores landskaber,
som de ser ud i dag. Fremstillingen indeholder beskrivelser af talrige
geologiske lokaliteter og er forsynet med et omfattende illustrationsmateriale.
[Udgivet 24/10 2006]
BIOLOGI / NATUR
Livets opståen og udvikling
(temanummer af BioNyt / Videnskabens verden 134/135)
Om livets opståen og de mange faser i udviklingen fra bakterier
til pattedyr gennem 3800 millioner år. Der gives en grundig og omfattende
behandling af teorierne for livsmolekylernes dannelse, og livets opståen
og udvikling. "For bare 20 år siden var der store huller i forståelsen
af, hvordan livet kan være opstået. Mange af disse huller
er blevet fyldt ud med ny viden gennem de senere år."
[Udgivet 2006]
Egen
Denne udgivelse handler om egen - et af de mest udbredte træer
i Danmark. I hæftet fortælles om egetræets naturhistorie
og om egens store betydning for Danmarks natur - om egens år og
liv og om dens store rolle i samspillet med den øvrige natur. Egen
er den træart, der betyder mest for det øvrige plante- og
dyreliv. Egen er en såkaldt nøgleart, der muliggør
tilstedeværelsen af mange andre arter - over tusind andre organismer
knytter sig til den.
[Udgivet 11/9 2006]
Naturundersøgelser
2. Jordbundsområder
Grundbog i
naturundersøgelser. Naturundersøgelser giver indsigt i,
"hvorledes organismer fungerer i et tæt samspil med miljøfaktorer,
som mennesket selv ændrer på i større og større
udstrækning. Via naturundersøgelser opnår vi erkendelsen
af, at alle organismer er helt afhængige af det omgivende miljø,
og at vi fungerer som et samlet økosystem."
[Udgivet 2006]
MILJØPROBLEMER / MILJØRET
Det globale miljø
Denne bog sætter fokus på miljøet i et globalt
perspektiv, dvs. hvordan forurening og overudnyttelse af naturen skaber
problemer ikke bare lokalt, men også påvirker andre dele af
verden. Bogens formål er at skildre miljø som et internationalt
anliggende og at give det biologiske grundlag for at forstå og diskutere
miljøproblemer i et globalt perspektiv.
[Udgivet 2006]
Miljøretten. Bind 2. Arealanvendelse,
natur- og kulturbeskyttelse
Denne bog behandler den del af miljøretten, der vedrører
arealanvendelseslovgivning og natur- og kulturbeskyttelseslovgivning i
bred forstand. Bogen behandler de natur- og kulturbeskyttelsesmålsætninger
og de mange forskellige virkemidler, der anvendes på internationalt,
EU og nationalt niveau.
[Udgivet 6/7 2006]
Miljøretten.
Bind 3. Affald, jord, vand og råstoffer
Bogen behandler
reglerne og de øvrige retlige rammer, som er fastlagt på
internationalt, EU- og nationalt niveau for at sikre en bæredygtig
ressourceforvaltning. De primære og sekundære ressourcer,
der behandles, er vand, jord, råstoffer og affald. Perspektivet
er rettet såvel mod ressourceudnyttelses- og miljøhensyn,
som mod forsyningssikkerheds- og konkurrencehensyn.
[Udgivet 21/9 2006]
ENERGI / VEDVARENDE ENERGI
Det
er før olien slipper op, der er brug for energiautonomi. En ny
politik for vedvarende energi
Om betydningen
af og mulighederne for en global energiomstillling - væk fra et
energiforbrug baseret på atomare og fossile energikilder. "En dag
vil den vedvarende energi være den eneste, som menneskene kan opfylde
deres behov for energi med. På grund af de fysiske, økologiske
og økonomiske og dermed de samfundsmæssige grænser
for udnyttelsen af atomare og fossile energikilder vil ingen i sidste
instans kunne komme uden om den løsning."
[Udgivet 2006]
GRØNLAND
Grønland i verdenssamfundet.
Udvikling og forandring af normer og praksis
Om den proces, som det grønlandske samfund har gennemgået
i sin omdefinering af sit forhold til verdenssamfundet i de seneste årtier.
Denne antologi viser hvordan Grønland og det grønlandske
folk gennem det seneste kvarte århundrede har været i gang
med at finde sig en plads i verdenssamfundet, og at det med en betydelig
indsats og succes er lykkedes at løfte den opgave, det er at sætte
sig selv på verdenskortet - som det udtrykkes i flere af artiklerne.
[Udgivet 2006]
Omkom 79'fjorden. Hundredåret
for tragedien på Danmarkekspeditionen 1906-08
En bog om Danmarkekspeditionen 1906-08, der havde til formål
at kortlægge den nordøstgrønlandske kyst samt farvandet
ved Peary Land med henblik på at sikre dansk overherredømme
over dette område. Og om de mystiske omstændigheder, hvorunder
Mylius-Erichsen, Høegh Hagen og Brønlund omkom i de sidste
måneder af 1907 ved 79'fjorden. I bogens sidste del fortælles
om en række af de eftersøgningsekspeditioner, der gennem
det 20. århundrede alle havde til formål at løse gåden
omkring tragedien på Danmarkekspeditionen.
[Udgivet 3/10 2006]
Kalaallit
inngerutinik atuinerat - Trommesangtraditionen i Grønland - Drum
Song Tradition in Greenland
En præsentation
af den grønlandske trommesangtradition i alle dens variationer
og aspekter. Beskrivelsen er lavet ud fra to synsvinkler - en musikmæssig
ved Michael Hauser, og en kulturhistorisk ved H.C. Petersen. Inngerutit
- trommesang - er betegnelsen for den vers- og sangtradition hos Inuit
folkene, der fra de ældste tider var indflettet i alle aspekter
af deres sociale og åndelige liv. Bogen er således en præsentation
af grønlændernes gamle tro, livssyn og musik.
[Udgivet 2006]
SAMFUNDSFILOSOFI / SOCIOLOGI
Social kapital - en introduktion
Den første danske introduktion til et begreb, der i disse
år får stadig mere international opmærksomhed inden
for både økonomisk teori og samfundsvidenskaberne generelt.
Bogen gennemgår de forskellige teoretiske tilgange til feltet og
argumenterer for, at social kapital skal betragtes som en afgørende
produktionsfaktor i det danske samfund. Bogens hovedbidrag er at vise
hvordan social kapital målt i form af tilllid, er en økonomisk
værdifuld, men hidtil overset komparativ fordel for den danske velfærdsstat.
[Udgivet 2006]
Pierre
Bourdieu - en introduktion
Den første
samlede danske introduktion til den franske filosof, antropolog og sociolog,
Pierre Bourdieu - en af vor tids mest indflydelsesrige og stimulerende
samfundstænkere. Han var en usædvanlig mangesidet forsker
og, med sit skarpe blik for samfundet ofte skjulte magt- og dominansstrukturer,
en vigtig stemme både i den franske og internationale debat. Bogen
dækker hele forfatterskabet og giver en loyal fremstilling af Bourdieus
hovedværker og af centrale begreber.
[Udgivet 2006]
BØRN
Det dobbelte barn. Klassiske tekster
om barnets leg, indre liv & ydre verden
En bog om pædagogik, børne- og menneskeopfattelser.
Bogen er et opgør med den ensidige målrettethed, den skolegørelse
og den management-test-filosofi, der breder sig i samfundet. Børn
institutionaliseres og testes i boglige kompetencer som aldrig før.
Forfatterne deler ud af deres viden for at genoprette balancen i barndommens
hverdag, så vi ikke bevæger os blindt mod et fremtidigt samfund
bestående af individer uden integritet og empati.
[Udgivet 14/10 2006]
Förskolebarns
gemensamma lekar - mening och innehåll
Indeholder
beskrivelser og analyser af førskolebørns fælles leg
i hverdagen. Bogen handler om hvordan børn ser på deres egen
leg, hvad de oplever som vigtigt og i hvilke legesituationer der opstår
mening og indhold i legen. Bogen viser at sammenhæng og helheder
er vigtige for børnene, og at de er bevidste om legens forudsætninger
både materielt, socialt og emotionelt.
[Udgivet 2005]
FAMILIER
Valgfrihetens tid - omsorgspolitikk
for barn møter det fleksible arbeidslivet
Arbejdsliv, familieliv og velfærdsordninger tænkes
oftest som separate samfundssfærer både i forskning og i udøvende
politik, men er ofte vigtige at se i sammenhæng. Arbejdslivet lægger
et vigtigt grundlag for hvordan erhvervsaktive forældre og deres
børn kan organisere hverdagen. Mødre og fædre må
forholde sig til konkurrerende tidskrav både fra børn og
fra det arbejdsliv de deltager i. Denne bog retter søgelyset mod
arbejdskonteksternes betydning for forældrenes brug af omsorgsordninger.
[Udgivet 2005]
Dysfunktionel
far
Bogen giver
et demonstrativt følsomt og særdeles underholdende kig ind
til en (u?)moderne fars indledende år i rollen som forælder.
Den er en satirisk beskrivelse af Gintbergs position som far til to sat
i relief med refleksioner fra hans egen barndoms småbizarre univers.
Set gennem en kynikers perspektiv forsøger Gintberg gavmildt at
give sine opsparede erfaringer fra far-fronten videre.
[Udgivet 1/11 2006]
SKOLER
Ikke mere mobning - værktøjer
for lærere og pædagoger
Denne bog giver ny viden og konstruktive handlemuligheder i arbejdet
med at forebygge mobning. Mobning er et stigende problem i de danske skoler
og et problem, der ofte er meget svært at løse på en
tilfredsstillende måde. Mange skoler og lærere har svært
ved at håndtere den vanskelige situation og har ikke redskaber til
at få eleverne ud af den onde cirkel. Denne bog rummer en opskrift
på, hvordan man afvikler mobning på skolen og i institutionen.
[Udgivet 2006]
Evalueringsfaglighed
i skolen
En antologi
om kvalificeret håndtering af evalueringsarbejdet i skolen. Det
er en bog til alle, der er optaget af at (videre)udvikle en god evalueringskultur
på skolerne og har brug for inspiration hertil samt brug for konkrete
bud på, hvordan denne evalueringskultur kan kvalificeres ved at
professionalisere det konkrete evalueringsfaglige arbejde - på flere
niveauer. Bogen giver en række bud på evalueringsfaglige perspektiver,
strategier, redskaber og løsningsmuligheder på flere niveauer.
[Udgivet 2006]
SUNDHED / SUNDHEDSVÆSEN
Stress - et vilkår i det moderne
arbejdsliv?
Denne bog om stress og det moderne arbejdsliv fokuserer på
stressens psykologi, stressens former og fremtrædelsesformer for
mennesker. Forfatterne lægger især vægt på hvordan
mennesker oplever og formulerer det at være stresset og ser i forlængelse
heraf på hvilke forhold i arbejdslivet der øger stressen,
og hvilke forhold der mindsker den. Det er bogens ønske at inspirere
den enkelte og arbejdspladsen til at komme ud af en passiv tilgang til
stress.
[Udgivet 29/9 2006]
Perspektiver
på kommunikation i sundhedsfaglige professioner
Grundbog til
faget kommunikation for studerende ved de sundhedsfaglige grunduddannelser
og kursister ved de sundhedsfaglige diplomuddannelser. Bogen indeholder
en introduktion til kommunikation som humanistisk fag samt en grundig
teoretisk indføring i fire perspektiver på kommunikation:
det systemteoretiske, det psykoanalytiske, det kognitive/adfærdsmæssige
perspektiv, det dialogiske.
[Udgivet 6/10 2006]
SPROG
Kinesisk
1 - kinesisk sprog for begyndere
Et nyudviklet,
dansk baseret undervisningsmateriale, der henvender sig til alle, som
vil lære kinesisk. Lærebogen er skrevet til begynderen i kinesisk
sprog. Den tager udgangspunkt i en indlæring af et basalt ordforråd,
en beherskelse af udtalen af de forskellige lyde og en forståelse
af det kinesiske sprogs grundlæggende strukturer. Fra denne basis
vil systemet gradvist udbygge brugerens ordforråd, grammatiske forståelse
og færdighed i at kunne læse og kommunikere på kinesisk.
[Udgivet 2006]
RUNER
Runes and their Secrets. Studies
in Runology
En artikelsamling, der omhandler en bred vifte af runologiske
emner, skrevet af anerkendte fagfolk. Tidsmæssigt dækkes runeindskrifter
fra 1. til 16. århundrede, herunder spørgsmål om runernes
navne, kronologi, literacy, runemønter med mere. Dertil kommer
artikler om den ældste runeforskning samt runemagi. Flere af artiklerne
præsenterer helt ny viden, eksempelvis om de runekrypterede oplysninger
om militære og erotiske hemmeligheder fra midten af 1500-årene.
[Udgivet 6/9 2006]
Runamo.
Skriften der kom og gik
Om en arkæologisk
gåde, der blev opklaret efter mere end seks hundrede år. Allerede
i 1100-årene skal kong Valdemar den Store ifølge Saxo have
udsendt en ekspedition for at undersøge en gådefuld runeindskrift
på Runamo-klippen i Blekinge. Valdemars runekyndige kunne ikke læse
indskriften. Siden er indskriften blevet beskrevet, afbildet, tolket og
omtolket af en lang række fremtrædende og lærde videnskabsmænd.
I bogen sættes affæren om Runamo-indskriften ind i en kulturhistorisk
og idéhistorisk sammenhæng.
[Udgivet september 2006]
TEATER / DRAMA
Klar scene - en introduktion til
teater
En teaterhistorisk grundbog, som er skrevet med hovedvægten
på teaterforestillingen og på skuespillerens praksis. Det
er en antologi, som ved hjælp af punktnedslag illustrerer dramaets
historie i perioden fra ca. 500 f.Kr. og til i dag. Hvert afsnit indeholder
en teaterhistorisk introduktion med hovedvægt på opførelseshistorie
og skuespillerpraksis, en billedsektion illustrerende flere realisationsmuligheder,
eksempler på dramaturgisk teori, uddrag af skuespil fra perioden.
[Udgivet 2006]
Seks danske enaktere 2006
En samling nyskrevne enaktere fra dramatikeruddannelsen på
Aarhus Teater. Samlingen præsenterer seks nye danske dramatikere,
som debuterede i 2006 med en enakter hver på Det Kongelige Teater,
Odense Teater og Aalborg Teater. "Stykkerne er trykt i nærværende
bog, og hvad man end måtte gøre sig af tanker om tendens
efter at have læst eller set alle seks stykker, så er de hver
især meget forskellige i deres dramatiske stil og indhold."
[Udgivet 2006]
Udgivelser i serien Skuespil
En oversigt over 32 nye skuespil i Forlaget DRAMAs serie.
[Udgivet 2005 og 2006]
The play's the thing. Ten-minute
plays in the classroom
Denne bog indeholder:14 korte skuespil af varierende længde
og sværhedsgrad. Alle stykker er skrevet til den professionelle
scene, ofte af forfattere der specialiserer sig i den korte genre: 10-minute
plays. Bogen skal hjælpe engelsklærere til at arbejde med
drama ud fra dramatiske principper. Den opfordrer eleverne til at spille,
den anviser alternative muligheder for arbejdet med drama, og i det hele
taget er den en munter tilgang til sprogproduktionen.
[Udgivet 2006]
69
gode opvarmningsøvelser
En inspirationsbog
til dramaundervisning med opvarmningsøvelser i fire kategorier:
sociale, tillid, koncentration, fysiske. "Der er i det generelle arbejde
med dramaundervisning en tradition for at starte med opvarmning. Denne
opvarmning har til formål at forberede eleverne til undervisningen.
Vi har set på, hvad der skal til for at blive klar til en optimal
dramaundervisning."
[Udgivet 2006]
FILM / TV
Danske film og filmfolk. 75 års
danske tonefilm - år for år
Denne bog giver et overblik over de ca. 2000 danske spillefilm
der er blevet produceret siden tonefilmens gennembrud - fra 'Præsten
i Vejlby' (1931) til 'Han, hun og Strindberg' (2006). Danske film
og filmfolk adskiller sig fra andre bøger om dansk film ved
at være den første samlede gennemgang og vurdering af dansk
tonefilm - år for år. Bogen giver et overblik over hvilke
film der havde premiere hvornår - og ikke mindst en vurdering af
hvilke der var gode og hvilke man ikke bør spilde for meget tid
på.
[Udgivet 24/10 2006]
European
Film and Media Culture
Om europæisk
film- og mediekultur. Bogen behandler især mediepolitik, medieteknologi
samt de kulturelle og æstetiske dimensioner af europæisk film
og tv. Gennem en række case studies præsenteres læseren
for forskellige mediekulturer i Europa: Tyrkiet, Øst- og Centraleuropa,
Tyskland, England, Holland og Danmark. Artiklerne analyserer endvidere
forholdet mellem europæisk og amerikansk mediekultur. Desuden beskæftiger
bogen sig med de vigtigste genrer inden for europæisk film- og tv-kultur.
[Udgivet 25/8 2006]
TEGNING
Lær
at tegne crime noir tegneserier
Denne bog lærer
nye, såvel som mere erfarne tegnere, at skabe crime noirs stemningsfyldte
og melankolske verden. Crime noir er tidens mest spændende og farlige
tegneseriestil - fyldt med blanke, regnvåde storbygade, kraftige
skygger på figurerne, hjerteløse kvinder, mænd blottet
for samvittighed og gader fyldt med frygt. Bogen giver grundige instruktioner
i, hvordan skygge og lys bruges til at skabe spænding og intensitet.
Og vejleder i at tegne noirs mørke, karismatiske figurer.
[Udgivet 9/10 2006]
RELIGION / KIRKER
Jødedom. Tro og livsforståelse
Denne bog om en af de store verdensreligioner giver en indføring
i jødedommens historie og indhold. Bogen gennemgår religiøs
praksis og centrale begreber og fænomener i jødedommens kendteste
retninger. Bent Melchior fortæller om jødedommens historie
og om forbindelsen til de hellige skrifter. Sideløbende kortlægger
han jødedommen, som den udfolder sig og har udfoldet sig i Danmark.
[Udgivet 2006]
Muslimernes religion. Tro, praksis
og sharia
Indeholder en omfattende introduktion til islam samt 54 tekster
til belysning af en række temaer. Introduktion og kommentarer giver
en konkret og nuanceret beskrivelse af islams oprindelse, de 6 trospunkter,
de 5 søjler, livsmønstret og ikke mindst shariaen i de 4
klassiske lovskoler samt de 4 centrale sharia-tolkninger i nutiden, sekularisme,
modernisme, islamisme og traditionalisme. Tekstmaterialet belyser inden
for de tre hovedområder - tro, søjler, sharia - en lang række
temaer.
[Udgivet 2006]
Det åbenbarede ansigt. Kristusbilledets
historie
I Det åbenbarede ansigt præsenterer kunsthistoriker
og præst Lisbeth Smedegaard Andersen en lang række af kunsthistoriens
kristne hovedværker. Man følger Kristusbilledets udvikling
fra udformningen af de første ikoner og frem til de moderne fremstillinger
af Jesus, vi i dag møder i kirkerummene. Lisbeth Smedegaard Andersen
beretter engageret og viser med mange billedeksempler udviklingen fra
de tidlige romerske relieffer frem til de moderne danske kunstnere som
fx Robert Jacobsen, Peter Brandes og Arne Haugen Sørensen.
[Udgivet 16/10 2006]
Tranbjerg
Kirke
En overskuelig
og velillustreret kirkevejledning til Tranbjerg Kirke beliggende syd for
Århus. Tranbjerg
Kirkes kor og skib er, som den altovervejende del af de danske landsbykirker,
opført i tidsrummet mellem ca. 1150 og 1250, den romanske periodes
sidste del. Udgivelsen er den sjette i en skriftserie, der med korte oplysende
tekster suppleret med mange farvefotografier vil bidrage til oplysning
om historien i vore mange gamle og nyere kirker.
[Udgivet oktober 2006]
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv] [Om FagBogInfo]
FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk
|