FAGBOGINFO nr 4 - 10. marts 2007

Osten og ormene - kosmos ifølge en 1500-tals møller
Fortæller historien om mølleren Menocchio fra den italienske bjerglandsby Montereale - en mand af folket hvis skæbne det var at blive anklaget for kætteri. Bogen beskriver Menocchios ideer og livsforløb, og indkredser de strømninger i 1500-tallet der påvirkede ham og førte til hans skæbnesvangre møde med inkvisitionens dommere.
[Udgivet 15/2 2007]

Tid - et filosofisk begreb og en målelig størrelse
Indeholder en indføring i udvalgte aspekter af tidsmålingens historie og af tidsbegrebets idéhistorie. Bogen belyser tidsbegrebet fra en lang række synsvinkler, bl.a. filosofisk og historisk, i et udviklingsmæssigt og i et videnskabeligt perspektiv - og omtaler kalendersystemer, mv.
[Udgivet 2006]

Fordringen på anerkendelse
En antologi der systematiserer et af vor tids mest omdiskuterede begreber. Antologien fremstiller anerkendelsesbegrebets multidisciplinære analytiske kapacitet inden for sociologi, filosofi, politologi og litteraturvidenskab.
[Udgivet 10/1 2007]

SOCIALE FORHOLD
Social ulighed
Handler om uligheder i det danske samfund, som de kan illustreres med data fra Danmarks Statistik. Der fokuseres i bogens analyser på de fordelingsmæssige forskelle, der er mellem grupper i befolkningen som fx mænd og kvinder, unge og gamle, danskere og indvandrere, land og by, veluddannede og uuddannede.
[Udgivet 2006]
Negativ social arv. Om tidlig indsats over for risikobørn og deres familier
Denne bog sætter fokus på, hvor omfattende den negative sociale arv egentlig er, og ikke mindst hvad man kan gøre ved det. Bogen har således to formål: At formidle den aktuelle viden om negativ social arv og tidlig indsats, samt at anvise veje - nye som velkendte - man kan gå i det praktiske arbejde med risikobørn og deres familier.
[Udgivet 19/2 2007]
Etniske minoritetskvinders sociale rettigheder. Arbejdsmarked, seksualitet og uddannelse
Om etniske minoritetskvinders sociale rettigheder i forbindelse med integration og mulighed for lige deltagelse i samfundet. I bogen behandles en gruppe af borgere, der kan karakteriseres ved at være i en marginal position i samfundet. Det betyder at de ikke får del i de rettigheder der tilbydes i velfærdssamfundet.
[Udgivet 2007]
Prostitutionen og Grundloven. Regulering af og debat om prostitution i Danmark i perioden ca. 1860-1906
Om reguleringen af prostitutionen i Danmark i perioden fra ca. 1860 til 1906, hvor en række love kaldet 'den reglementerede prostitutionslovgivning' var i kraft - en lovgivning der på mange punkter var i modstrid med Grundloven. Denne lovgivning fortæller også historien om demokratiets tidligste dage, og om hvordan man gjorde en persongruppe til syndebuk for florerende sygdom og tvivlsom moral.
[Udgivet 9/2 2007]

SUNDHED / OMSORG
Grøn omsorg - en metode, der anvender naturens ressourcer til at skabe trivsel for mennesker med begrænsninger i bevægelsesfriheden
Bogen handler om brug af naturen og dyrenes trivselsfremmende effekter på mennesker, der ufrivilligt har fået ændret deres livsvilkår, så de ikke mere selv kan drage ud til steder, der giver dem oplevelser, frisk luft og trivsel. Bogen giver anvisninger på hvad og hvorfor naturen gør mennesker godt, samt beskriver teorier og handlinger for at yde grøn omsorg.
[Udgivet 2006]
Sundhedsvæsen og sundhedspolitik
Om sundhedsvæsenets overordnede strukturer. Bogen fremlægger modeller og teorier til at beskrive, forstå og vurdere sundhedsvæsenet og dets indsats. Den gør rede for de fremherskende sundhedspolitiske temaer, for de gængse styringsredskaber, og for de mest anvendte sundhedsøkonomiske metoder. Og præsenterer hovedelementerne i sundhedsreformerne som præger sundhedsvæsenet. Beskriver desuden sundhedsvæsenets strukturer, personale og aktiviteter.
[Udgivet 2007]
Det Medicinske Politi. Sundhedspolitikken i Danmark 1750-1860
En spændende beskrivelse af sundhedspolitikkens fremkomst og udvikling gennem godt 100 år. Her fortælles mange historier om danskernes hverdagsliv i perioden, og fortælles om de første spæde forandringer af de kritisable sundhedsforhold; først og fremmest med fokus på historien om Det Medicinske Politi, som var lægernes slagplan for at fremme folkesundheden fra 1700-tallet og frem.
[Udgivet 24/11 2006]
Sundhedsret
Bogen behandler de grundlæggende regler om sundhedsmyndigheders og sundhedspersoners pligter og patienters rettigheder. Blandt emnerne er patientens ret til selvbestemmelse, aktindsigt, fortrolighed, frit sygehusvalg, behandling i udlandet, behandling inden for maksimale ventetider, kunstig befrugtning, svangerskabsafbrydelse, klage og erstatning.
[Udgivet 2007]

RUSMIDLER
Stofmisbrug og afhængighed - hos unge og voksne
En indføring i alle aspekter af stofmisbrug. Bogen fortæller om stofferne, hvordan og hvorfor de virker - og om de personlige og samfundsmæssige konsekvenser af stofmisbruget.
[Udgivet 2005]
Udvikling af misbrug og afhængighed af rusmidler
En lettilgængelig indføring i rusmiddelforskning, der giver et overblik over årsagssammenhænge bag udvikling af afhængighed og misbrug af rusmidler. Bogen lægger et fundament til forståelse af et af de største menneskelige og samfundsmæssige problemer i vor tid.
[Udgivet 2005]

EUROPA / EU
Europa og europæerne - mangfoldighed og/eller fælles identitet?
Handler om europæernes mangfoldighed og/eller fælles identitet. Bogen belyser Europa som kontinent og de europæiske befolkninger fra en lang række synsvinkler, bl.a. demografiske, sproglige, filosofiske, historiske - i et udviklingsmæssigt og i et videnskabeligt perspektiv.
[Udgivet 2006]
Sentral-Europa og Baltikum etter 1989
Denne bog ser på udviklingen i otte lande i Centraleuropa og Baltikum gennem de sidste 15 år. Bogen behandler følgende lande: Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Slovenien, Litauen, Letland og Estland. Desuden indeholder bogen særskilte kapitler om regionen som helhed: den historiske baggrund, den økonomiske udvikling og optagelsen i EU.
[Udgivet 2006]
Service uden hensyn. Analyse af 'Bolkestein Light', det reviderede forslag til EU's servicedirektiv
Det eksisterende servicedirektiv har været så stærkt kritiseret, at EU's Ministerråd fremsatte et nyt forslag den 29. maj 2006. Dette hæfte omhandler dette reviderede forslag, som forfatteren betegner som en barsk, nyliberalistisk reformpakke, også selvom det ikke er lige så vidtgående som det oprindelige forslag.
[Udgivet september 2006]

HISTORIE
Renæssancens verden. Tænkning, kulturliv, dagligliv og efterliv
I denne bog belyses renæssancen i tekst og billeder som en epoke i sig selv og som mellemled mellem den religiøst dominerede middelalder og den verdslige modernitet, og der fokuseres på såvel brud som kontinuitet i tænkning, kultur og dagligliv. Også renæssancens renæssance i nyere tid behandles.
[Udgivet 2006]
Mellemkrigstiden - litteratur, billedkunst, historie, økonomi
Indeholder en bred fremstilling af mellemkrigstidens historie. Fremstillingen tager udgangspunkt i den internationale situation, hvorefter fokus rettes mod Danmark for at se, hvordan vi påvirkes af begivenhederne udefra. I mellemkrigsårene var den kulturelle udvikling inden for litteratur, billedkunst, arkitektur og underholdning nært relateret til de samfundsmæssige begivenheder. Bogens hensigt er at skabe et sammenhængende billede af perioden ved at understrege denne sammenhæng.
[Udgivet 2006]

DEN KOLDE KRIG
I tillid og varm sympati. Dansk-britiske forbindelser og USA under den tidlige kolde krig
Bogen handler om et centralt aspekt af Danmark nyeste historie, nemlig de dansk-britisk-amerikanske forbindelser under den tidlige kolde krig (1945-55). I bogen undersøges det dansk-britisk-amerikanske forholds betydning for Danmarks vej ind i det vestlige samarbejde. Forfatteren inddrager både politiske, økonomiske og kulturelle aspekter i diskussionen af Danmarks omverdensorientering efter 2. verdenskrig.
[Udgivet 19/1 2007]
Danmark under Den Kolde Krig - småstat mellem supermagter
En samlet gennemgang af Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitiske historie fra 1945 til 2005. Bogen er delt op mellem kapitler om den overordnede globale udvikling og den mere specifikke danske. Dermed berører bogen udover det centrale omdrejningspunkt - Danmarks internationale placering - også en række centrale internationale tematikker, heriblandt ideologiernes kamp, afkolonisering og menneskerettigheder, Murens fald, europæisk integration og globalisering.
[Udgivet 2007]
En højere sags tjeneste - PET under Den Kolde Krig
En omfattende beretning om PETs virksomhed under den kolde krig, der giver et godt overblik over en af de mest spændende perioder i nyere tid. Bogen fortæller om tjenestens jagt på spioner og overvågning af venstreorienterede danskere, dengang verden var delt mellem Øst og Vest. Om PET's succeser og fiaskoer, om tjenestens gentagne brud på reglerne for politisk registrering og om de personligheder, der har siddet i chefstolen gennem de mange år.
[Udgivet 30/1 2007]
Arbejderhistorie - Tidsskrift for historie, kultur og politik 2006 nr 4 + nr 2-3
En væsentlig del af artiklerne i disse numre af Arbejderhistorie belyser forhold under den kolde krig. Indeholder bl.a. artikler om DKPs rolle i protesterne imod Vietnamkrigen og partiets almene politiske udvikling som en følge heraf, om de problematiske relationer mellem Danmark og DDR indtil DDR blev anerkendt som stat i 1973, om Dansk Institut for Internationale Studiers rapport Danmark under den kolde krig, om skandinaviske ungkommunister, der samledes i Prag og deltog med engagement og visioner i opbygningen af det nye samfund efter 2. verdenskrig.
[Udgivet 2006]

HISTORIE - DANMARK
På fædrelandets alter. National identitet og patriotisme hos det danske borgerskab 1807-1814
Om fædrelandskærlighed og national identitet hos borgerskabet i Danmark i begyndelsen af 1800-tallet. Bogen er en analyse af samtidens anvendelse af centrale nationale begreber som fædreland, nation og sprog. Bogen viser, at perioden var en vigtig del af en overgangsfase mellem oplysningstidens rationelle og patriotiske logik og den nationale forestillingsverden, der krævede en dansk nationalstat.
[Udgivet 8/1 2007]
Nordvestjyske bønder som kreaturhandlere i Nordsørummet. Studie i netværket omkring en regional kultur- og driftsform o. 1788-1914
Om handelen med kreaturer i Nordvestjylland. Bogen følger kreaturhandelen gennem 1800-tallet og indtil 1. verdenskrig, der betød væsentlige ændringer i kreaturhandelen og dens vilkår. Det var en historisk periode, hvor studehandelen fungerede med baggrund i en markant social struktur bundet til sædvaner og netværk, der ikke i så prægnant form ses før eller efter denne periode.
[Udgivet 27/10 2006]

GRØNLAND
Fremmed blandt landsmænd. Grønlandske kateketer i kolonitiden
En bog om de grønlandske kateketer - ajoqit - og deres betydning for det grønlandske samfund. Bogen behandler en lang række forhold vedrørende den grønlandske kateketinstitution fra midten af 1800-tallet og til midten af 1900-tallet, og den fortæller historien om det stærke sociale engagement og kald, som fik en afgørende betydning for de tidlige faser i udviklingen af forestillinger om et mere selvstyrende Grønland.
[Udgivet 2007]
Omkom 79'fjorden. Hundredåret for tragedien på Danmarkekspeditionen 1906-08
En bog om Danmarkekspeditionen 1906-08, der havde til formål at kortlægge den nordøstgrønlandske kyst samt farvandet ved Peary Land med henblik på at sikre dansk overherredømme over dette område. Og om de mystiske omstændigheder, hvorunder Mylius-Erichsen, Høegh Hagen og Brønlund omkom i de sidste måneder af 1907 ved 79'fjorden. I bogens sidste del fortælles om en række af de eftersøgningsekspeditioner, der gennem det 20. århundrede alle havde til formål at løse gåden omkring tragedien på Danmarkekspeditionen.
[Udgivet 2006]

RELIGION
Religion og kultur - en grundbog
En introduktion til verdens religioner og til deres praksis i de kulturer, hvor de findes. Bogen er skrevet af erfarne formidlere inden for religionsfagene. Dens grundholdning er, at der er en nøje sammenhæng mellem religion og kultur, og at gode religionsstudier kræver, at man anskuer religionerne både 'udefra' og 'indefra'.
[Udgivet 2006]
Der er kun én Gud. H.C. Andersen ser på islam
Bogen følger H.C. Andersen ind i mødet med den islamiske verden, med dens arkitektur, religion og mennesker. Den viser at H.C. Andersen var en stærk fortaler for religiøs tolerance. I bedste humanistiske tradition talte han godt for en forståelse mellem kristne, jøder og muslimer. Bogen beskæftiger sig med disse sider af H.C. Andersens store forfatterskab. Og den viser, at man fra først til sidst i forfatterskabet finder en appel til større forståelse og tilnærmelse mellem kulturer, nationer og religioner.
[Udgivet 1/12 2006]
To læresager i Folkekirken
I bogen kulegraves to omfattende retssager i det tyvende århundrede, hvor en præst droges til ansvar ved domstolene for sin forkyndelse. Mens sognepræst Niels Peter Arboe Rasmussen frifandtes ved Højesterets dom i 1916, dømtes sognepræst Bent Feldbæk Nielsen i 1999 til afsked. I begge sager var samspillet eller modspillet mellem teologi og jura i centrum, idet sagernes ydre ramme var de juridiske domstole, om end med gejstlig deltagelse på vitale poster, mens deres indhold var den mulige modstrid mellem den indklagede præsts forkyndelse og folkekirkens lære.
[Udgivet 2006]

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Om FagBogInfo]


FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk