| |
FAGBOGINFO nr 12 - 29. september 2007
Plantenavne.
Dyrkede og vilde planter
En fortegnelse
over anbefalede plantenavne. Første del indeholder videnskabelige
navne på 14.700 plantearter og -slægter; mange af disse planter
er forsynet med et anbefalet dansk navn. Anden del indeholder anbefalede
danske navne efterfulgt af de tilsvarende, anbefalede videnskabelige navne.
Bogen omfatter land-, have- og skovbrugsplanter, grønsager, frugttræer
og frugtbuske, læge- og giftplanter, ukrudtsarter og vilde planter.
[Udgivet 2007]
ENGELSK SPROG
Dansk-engelsk ordbog over præpositioner
En håndbog til hjælp ved oversættelse af præpositioner
fra dansk til engelsk. Bogen er bygget op i alfabetisk orden efter den
danske præposition. Under hver af bogens præpositioner findes
først en gennemgang af standardoversættelserne med betydningsforklaring
og eksempler. Derpå følger andre oversættelser.
[Udgivet 12/3 2007]
The grammar
Lærebog i engelsk grammatik. Med ordklasserne som grundlag
gennemgås den engelske grammatik som et funktionelt, kommunikativt
system illustreret ved hjælp af et omfattende eksempelmateriale.
[Udgivet 2007]
Travellers
En antologi med tekster om rejsen og dens udtryk. Rejsen, rejsemetaforen
og den rejsende belyses ud fra rejsedagbøger, essays, digte, noveller,
teoretiske baggrundstekster, billed- og kortmateriale. I antologien indgår
både nye og ældre tekster, idet der dog primært er valgt
tekster fra det 20. og 21. århundrede.
[Udgivet 2007]
Potato
People
En fortælling
til engelskundervisningen. I 1840erne slog kartoffelhøsten fejl
i Irland og medførte en hungersnød, der dræbte hundredtusinder
af irere og tvang millioner til at emigrere til Nordamerika. Den unge
Patrick Flynne forlader sit hjem efter at hans familie er død og
hans landsby brændt ned af britiske soldater - og begynder en rejse
mod Amerika.
[Udgivet 2007]
HOLLANDSK SPROG
Dansk-Hollandsk
Ordbog / Deens-Nederlands Woordenboek
Denne ordbog
indeholder 45.000 opslagsord og 54.000 eksempler, udtryk og vendinger.
Ordbogen dækker både almensproget og kulturspecifikke ord
og begreber. Den rummer mange udtryk, eksempler på hollandske ords
brug samt udtaler af alle danske opslagsord.
[Udgivet 2007]
HISTORIE / KULTURHISTORIE
Velkommen til middelalderen og til
Bornholms Middelaldercenter
En guide til den danske middelalder og til Bornholms Middelaldercenter.
Det er en oplysende og underholdende bog for enhver der interesserer sig
for hverdagsliv og forunderligheder i middelalderen - med afsnit om middelalderens
husdyr, landbobebyggelsen, vandmøller og veje, den befæstede
stormandsgård, mv. Sidste del af bogen omtaler særtræk
ved den bornholmske middelalder.
[Udgivet 2007]
Det medeltida Skåne. En arkeologisk
guidebok
En guidebog til Skåne set i et arkæologisk perspektiv.
Arkæologen Peter Carelli giver et billede af hvordan Skåne
så ud gennem middelalderen. Området var dengang en vigtig
del af det danske rige med Lund som kirkeligt og kulturelt centrum. Bogen
indeholder bl.a. afsnit om kirker og klostre, borge og fæstningsanlæg
- og beskriver også den bykultur som voksede frem i middelalderen.
[Udgivet 2007]
Stockholms blodbad
Denne bog giver en indgående behandling af det stockholmske
blodbad. Bogen omtaler baggrunden for blodbadet, og behandler også
konsekvenserne og forskellige tolkninger af begivenhederne ved Stortorget.
Desuden indeholder bogen en beskrivelse af forløbet - med øjenvidneskildringer,
beretninger om og af de mennesker som var med den dystre novemberdag i
1520.
[Udgivet 2006]
Ve de besegrade! Om snapphanetiden
och seklet då Skåne blev svenskt
Handler om Skånes historie i tiden omkring 1658. Bogen
beretter om, hvad der skete i Skåne i den sidste og afgørende
tid inden Skåne blev svensk, om de forfærdelige krige og hvordan
det danske Skåne blev forvandlet til en svensk provins. Bogen undersøger
hvordan den tids skåninger forholdt sig til krigen og den svenske
magtovertagelse, og fortæller om en række personer og deres
skæbne.
[Udgivet 2006]
Struensees vej til skafottet. Fornuft
og åbenbaring i oplysningstiden
Bogen fortæller om Struensees vej fra Halle over fristaden
Altona til miljøet ved hoffet i København og viser, hvordan
han var inspireret af den franske oplysning. Den analyserer præsten
Balthasar Münters beretning om Struensees omvendelse, og tegner et
nuanceret billede af oplysningstiden i det 18. århundrede. Indeholder
også en ikke tidligere oversat satirisk artikel af Struensee.
[Udgivet 24/8 2007]
Praktisk patriotisme
Om modstandsbevægelsen i Danmark under besættelsen
1940-45. Bogen beskæftiger sig især med modstandsbevægelsens
tilblivelse og dens tidlige aktioner i form af industrisabotage. Den består
af interviews med fremtrædende modstandsfolk, dagbogsoptegnelser
samt indlæg om bl.a. den illegale presse og våbensituationen.
Bogen indeholder beskrivelser af modstandsbevægelsens tidlige aktioner,
forholdet til civilbefolkningen, dagligdagen som modstandsmand og kampen
mod besættelsesmagten.
[Udgivet 9/8 2007]
Fra Ribe Amt 2007
Indeholder 8 artiker om områdets historie fra oldtid til
nutid - bl.a. om helligkilder, om kakkelovne, om Ribe Amts første
hjemmesygeplejerske Signe Konstantin-Hansen, om Slaugs Herred i Ribe Amt,
om oplevelser fra besættelsestiden i Esbjerg, om om storkens historie
i Ribe og dens betydning for Ribe som turistby, om forholdene i Aastrup
Sogn under besættelsen 1940-45.
[Udgivet 2007]
Rømø - et vesterhavspræget
samfund. Bind 1
Bogen fortæller om erhvervsudviklingen på Rømø
siden middelalderen, om landbrug og fiskeri, om dengang Rømø
var hjemsted for en betydelig handelsflåde, og om rømøsernes
sejlads på fremmede havne. Bogen indeholder mange oplysninger om
Rømøs historie og analyser af levevilkårene på
øen, og fremstillingen er forsynet med et omfattende illustrationsmateriale.
[Udgivet 2006]
Årbog for Svendborg Museum 2006
Indeholder 5 artikler om det sydøstlige Fyns historie
fra oldtid til nutid - om arkæologernes udgravninger på motorvejen
ved Kværndrup der i 2006 har givet ny viden om Trunderup og Kværndrups
opståen, om en malmristeplads ved Sømarken - den hildtil
eneste af sin art undersøgt i Danmark, om de spedalskes hospital
ved Svendborg, om Lundeborg, om Odense-Svendborgveje gennem 200 år.
[Udgivet 2007]
Fynske vejboder
En fotografisk fremvisning af vejboder langs de fynske landeveje.
Vejboderne afspejler en særlig folkelig kultur der stadig trives
i bedste velgående. De er ikke kun en del af, men også med
til at opretholde den egnskulturelle selvforståelse af Fyn som Danmarks
have.
[Udgivet 14/6 2007]
Danish cookbooks - domesticity &
national identity, 1616-1901
Gennem et kulturhistorisk studium af 150 danske kogebøger
skrevet mellem 1616 og 1901 viser den amerikanske historiker Carol Gold
hvordan kogebøger indeholder markeringer af såvel politiske,
sociale som ideologiske forandringer i tiden. De afspejler de samfund,
de blev skrevet i og giver os således en viden om en svunden tid.
Ligesom al anden foreskrivende litteratur reflekterer kogebøger
ikke blot tidens forandringer, men konstituerer dem også.
[Udgivet 17/8 2007]
Da
økologi var hverdagskost - et slotskøkken anno 1815
Denne bog fokuserer
på det historiske element i maden; den går små 200 år
tilbage i tiden til et køkken, hvor alle råvarer var økologiske
og af bedste kvalitet. Det er en bog om kogebogen, der blev udgivet af
slotskokken på Tranekær, C. Jacobsen, i 1815. Bogen bringer
et udpluk af opskrifterne fra Jacobsens kogebog - der er både fine
retter og ganske almindelige hverdagsretter.
[Udgivet 20/9 2007]
FAMILIER
En rigtig familie. Mellem nye og gamle
idealer
Denne antologi handler om menneskers forestillinger om det ideale
familieliv. I seks små studier diskuteres nogle af nutidens forskellige
måder at leve på som familie. Samtidig ses på de historiske
opfattelser og traditioner, som menneskene trækker frem som idealer.
I bogen forsøger seks forskere med forskellig faglig baggrund at
skabe lidt mere klarhed over, hvordan menneskenes idealer om familien
skabes og bruges i dagligdagen.
[Udgivet 2007]
Børn
og familier i det postmoderne samfund
Tegner et billede
af, hvilke udviklingstendenser der kan spores, når det drejer sig
om børn og familie i de nordiske lande. Bogen belyser de udfordringer,
som børn og familier vil møde som følge af samfundets
udvikling.
[Udgivet 2007]
STRESS / DEPRESSION
Stresshåndtering. Erfaringer
fra en stressklinik
Denne bog giver vejledning i, hvordan stressramte mennesker kan
hjælpes på ret køl igen. Bogen beskriver, hvordan behandlingen
kan tilrettelægges trin for trin, og giver konkret vejledning i,
hvordan man kan hjælpe den stressramte med at identificere, hvad
der stresser vedkommende, og hvilke copingstrategier der vil være
brugbare.
[Udgivet 2007]
Helbredets mysterium. At tåle
stress og forblive rask
Bogen - der er en klassiker inden for stressforskning - beskæftiger
sig med generelle modstandsressourcer, der virker effektivt mod en lang
række forskellige stressfaktorer. Det grundlæggende spørgsmål
i 'Helbredets mysterium' er, hvorfor nogle mennesker overvinder modstand,
kriser og voldsomme begivenheder uden at blive syge.
[Udgivet 2007]
Unge voksne og depression
Denne udgivelse belyser depression hos yngre mennesker. I hæftet
redegøres for depressionssymptomer, oplevelse af depression, forløb
af en depression, vejen ud af depression, årsager til depression,
konsekvenser af at blive ramt af depression, behandling af depression,
mv.
[Udgivet 2007]
Mani og depression
Denne udgivelse informerer om bipolar lidelse, dens behandling
og konsekvenser. Den er desuden tænkt som en hjælp og inspiration
til, hvordan man som sygdomsramt eller pårørende kan håndtere
nogle af de vanskeligheder og udfordringer, som de forskellige faser af
sygdommen medfører. Der gives en indgående beskrivelse af
den bipolare lidelse, og hvordan den opleves indefra af de ramte.
[Udgivet maj 2007]
Ældre
& depression
Denne pjece
indeholder letlæst information om depression hos ældre - og
om behandlingsmuligheder. Den klassiske depression ses kun hos ældre
i ca. 2 til 3 procent af tilfældene, men depression og depressionsbehandling
hos ældre adskiller sig fra depression hos yngre på flere
væsentlige måder. Alt i alt kan det være endog meget
vanskeligt at identificere depressioner hos ældre.
[Udgivet 2005]
ROLLESPIL
Rollespilsværkstedet
Handler om
selv at bygge sine våben til rollespil. Bogen leverer detaljerede
fremgangsmåder, der alle er illustrerede, og den fremhæver
det vigtige samvær og samarbejde mellem barn og voksen i værkstedet.
Et rollespilsværksted har den fordel, at her kan selv børn
med meget små håndværksmæssige færdigheder
selv fremstille et seriøst brugbart produkt. Bogens hoveddel består
af en række praktiske guider til våbenfremstilling, der giver
eksempler på anvendelse af nye materialer med detaljeret vejledning.
[Udgivet maj 2007]
LEG
Legeuniverserne
Beretter om de emner, temaer og områder, som alle børn
drømmer om og leger indenfor, for at de på den måde
bedre kan lære universerne at kende. Bogen opstiller nogle praktiske
og brugbare oversigter over børnelegens universer, som alle forældre
og pædagoger kan benytte i forhold til de enkelte børns leg
og udvikling. En større afdeling af bogen giver en oversigt over
børnenes fem legeuniverser.
[Udgivet 2007]
Legetyper
Denne bog handler om de forskellige typer af leg. Det er en bog
om at lære livet at kende, både gennem leg og ved at leve
livet i et tæt samvær med andre børn og voksne. Som
bogen er opbygget vil den kunne bruges som en opslagsbog om legens mange
muligheder. Foruden at opstille legen i kategorier berettes med mange
eksempler, hvordan børn og voksne benytter forskellige måder
at lære tilværelsen at kende på gennem leg.
[Udgivet 2007]
Legen i tiden - og i fremtiden
Bogen indeholder en opstilling og gennemgang af legens betydning
igennem forskellige tider og udviklingsforløb. Den ser på
fire grundlæggende forskellige samfundsformer med beskrivelse af
de lege, børnene leger i de forskellige samfundsformer. Bogen giver
derefter et bud på, hvad og hvordan børnene leger i fremtidens
samfund. Fremstillingen ser på grundlaget for hvad der vil inspirere
børnene til at lege i fremtiden, og ser optimistisk på børnenes
muligheder for at lege i fremtiden.
[Udgivet 2007]
Legekultur
i en foranderlig verden
Ud fra undersøgelser
af mindre børns nutidige leg giver denne bog læseren mulighed
for at tænke nærmere over, hvordan leg bidrager til en god
barndom. Den udforsker, hvordan grundlæggende legetemaer spiller
sammen med nye variationer af traditionelle temaer, som for eksempel:
konkurrencer, forandrings- og lykkelege, som-om lege, pjattelege.
[Udgivet maj 2007]
UNDERVISNING / SKOLER
Teorier om læring - en læringspsykologisk
antologi
Denne bog præsenterer en række læringsteorier,
der beskriver fænomenet læring ud fra forskellige faglige
retninger og traditioner. I bogen samles en bred vifte af både ældre
og nyere teorier, hvor den røde tråd er spørgsmålet
om, hvordan læreprocesser kan forstås og beskrives.
[Udgivet 1/9 2007]
Læringsteorier. Seks aktuelle
forståelser
Denne antologi giver en bred og alsidig belysning af det internationale
læringsteoretiske landskab. Bogen indeholder en række artikler,
hvori seks af de mest aktuelle læringsteoretikere på verdensplan
på meget forskellige måder redegør for deres læringsforståelser.
Resultatet er et helhedsbillede af et forskningsfelt i rivende udvikling.
[Udgivet 2007]
Eleven som aktør. Fokus på
elevens læring og handlinger i skolen
Handler om den betydning, lærerens forståelse af
og kendskab til den enkelte elev har for elevens læring og vækst.
Det er bogens og forfatterens grundholdning, at børn og unge skal
betragtes som aktører i deres eget liv. Med dette som udgangspunkt
drøftes, hvordan læreren bedst møder eleven og skaber
betingelser for faglig og social læring i skolen.
[Udgivet 2007]
Den daglige dosis i skolegården
- sådan!
Beskriver en lang række aktiviteter og lege, som kan leges
i skolegården. Hvis man gør sjove og inspirerende aktiviteter
i skolegården til en naturlig del af hver skoledag, vil børn
få liv og energi til hele skoledagen. De tre forfattere øser
af deres praktiske erfaring og reflekterer over hverdagsaktiviteter, der
blandt andet stimulerer bevægeglæde, legelyst og det sociale
samspil i klassen.
[Udgivet 2007]
Magt & oplysning. Folkeskolen
1950-2006
Beskriver udviklingen i pædagogik og politik i folkeskolen
siden 1950'erne. Bogen er et kritisk studie af de forskellige måder,
hvorpå man politisk og pædagogisk har tænkt og programmeret
folkeskolen. Den er et studie af de måder, hvorpå politikere,
lærere, forskere og andre meningsdannere har beskrevet skolens rolle,
barnet, læreren og samfundet. Og ikke mindst det store spørgsmål
om faglighed.
[Udgivet 6/8 2007]
Den
danske friskole - en del af den grundtvig-koldske skoletradition
Dette hæfte
giver en kortfattet beskrivelse af friskolebegrebet. Først og fremmest
fortælles om den grundtvig-koldske friskoletradition og de frihedsprincipper,
den lever af: den ideologiske frihed, den pædagogiske frihed, den
økonomiske frihed, ansættelsesfriheden og elevfriheden. Desuden
beskrives tre enkelte friskoler, hvor skolelederne har hver deres historie
at fortælle.
[Udgivet 2006]
LITTERATUR / FILM
Litteraturens perioder
En fremstilling af den litterære udvikling i Danmark set
i dens samspil med udviklingen i det øvrige Europa. Tilgangen er
historisk med vægt på sammenhængen mellem de litterære
udtryk og periodens ideer, åndsretninger og samfundsudvikling. Hver
periode indledes med et resumé over de vigtigste strømninger
i perioden og et historisk kort over Europa.
[Udgivet 2007]
Film i dansk
Bogen er en inspirationsbog til lærere og elever, der ønsker
at arbejde med film i dansk. Bogens formål er at sammentænke
3 vigtige elementer i danskundervisningen: litteratur, billeder og film,
hvor den sidste dimension har fået en større plads i den
daglige undervisning. Intentionen med bogen er at styrke anvendelsen af
film i danskfaget.
[Udgivet 2006]
Lars
von Triers univers
Bogen går
på opdagelse i Lars von Triers univers med støtte fra en
dvd, som indeholder en lang række klip fra Lars von Triers film.
Den undersøger det særegne ved Triers filmkunst og det særlige
ved den enkelte film - filmsprogligt såvel som indholdsmæssigt.
Bogen indledes med en præsentation af Triers filmunivers og introduktion
af begreber til analyse af Triers film - og indeholder en gennemgang af
de enkelte film fra The Element of Crime til Direktøren
for det hele.
[Udgivet 25/6 2007]
H.C. ANDERSEN
H.C. Andersens brevveksling med familien
Melchior
Med dette værk foreligger H.C. Andersens brevveksling med
familien Melchior, der består af i alt 415 bevarede breve. Brevvekslingen
går fra 1859 til 1875, og for første gang udgives alle breve
helt uforkortet. Brevvekslingen indeholder først og fremmest breve
fra og til Dorothea Melchior. H.C. Andersens brevveksling med familien
Melchior bidrager med ny viden om H.C. Andersens sidste 10 år -
især rejserne til Norge og hans to rejser til Schweiz.
[Udgivet 31/8 2007]
H.C.
Andersen-litteraturen 1995-2006. En bibliografi
Denne bibliografi
er en fortsættelse af to tidligere bibliografier over H.C. Andersen-litteraturen,
hvori H.C. Andersen-litteraturen er fortegnet for perioderne 1875-1968
og 1969-1994. Bibliografien registrerer o. 1335 bidrag til H.C. Andersen-litteraturen,
fortegnet i kronologisk orden. "Bibliografien ser i princippet bort fra
alle nationale og sproglige grænser, og tilmed gør den det
i praksis." Den er forsynet med udførlige registre.
[Udgivet 14/9 2007]
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv] [Om FagBogInfo]
FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk
|