| |
FAGBOGINFO nr 6 - 11. juni 2008
Chokdoktrinen.
Katastrofekapitalismens opkomst
Bogen dokumenterer
hvordan naturlige og menneskeskabte katastrofer gennem årtier brutalt
er blevet udviklet til forretningsområder. Midlerne er bl.a. massiv
privatisering, underminering af sociale systemer, stop for regulering
af de frie markedskræfter, bekæmpelse af fagbevægelser,
tilsidesættelse af menneskerettigheder. Bogen skildrer neokonservative
politikere og økonomers projekter - fra CIA-indsatte diktatorer
i Latinamerika til 'genopbygning' af Irak efter den amerikanske invasion.
Bogen påviser i hvor høj grad politiske ideer og samfundsopfattelser
er medansvarlige for de overgreb, der finder sted i verdens brændpunkter.
Folkemordenes
svarte bok. Politisk massevold og systematiske menneskerettighetsbrudd
i det 20. århundret
I denne bog
fortælles historien om 1900-tallets folkedrab og politiske masseovergreb.
Bogens bidrag tager sigte på at øge forståelsen for
og viden om hvilke forbrydelser, der er tale om, og de mange forsøg
inden for forskellige fag på at forstå baggrunden for menneskelig
ondskab. "Kapitlene i denne boken er uhyggelig lesning. De burde være
obligatoriske for alle i en tid som blir stadig mer ahistorisk, og hvor
naiviteten og fremtidsoptimismen er påtagelig og plagsom. Mangelen
på kunnskap om historie, også den nære i Europa, gjør
at ønsketenkning får grobunn. Vi tror lett at det grusomme
i historien er et tilbakelagt stadium."
Halvmåne
og hagekors. Det Tredje Rige, araberne og Palæstina
I bogen dokumenterer
to tyske historikere et underbelyst aspekt af anden verdenskrig - forbindelsen
mellem Nazityskland og den arabiske elite før og under krigen.
Det Tredje Rige havde tætte forbindelser til arabiske ledere i Mellemøsten,
som så frem til en tysk indmarch. Araberne forventede, at tyskerne
ville befri de arabiske lande for britisk indflydelse og samtidig én
gang for alle løse 'jødeproblemet' i Palæstina. Bogen
beskriver bl.a. hvordan muftien af Jerusalem knyttede nære bånd
til nazitoppen og fik indflydelse på Endlösung-projektet.
Denne
verden fortjener at blive forandret. Hyldest til Isi Foighel
Dette hyldestskrift
til Isi Foighel har menneskerettigheder som omdrejningspunkt. Her er juridiske
og politiske artikler, personlige beretninger og refleksioner over samtiden;
en spændvidde, der afspejler Isi Foighels brede virke. Med menneskerettigheder
som omdrejningspunkt, kommer bogens artikler vidt omkring. Geografisk
bevæger bidragene sig fra det globale til det lokale, fra Israel
over Europa og Danmark til Grønland.
FILOSOFI / VIDENSKABSHISTORIE
Filosofiens trøst - og
det anonyme skrift Theoderiks historie
Filosofiens trøst er skrevet o .524 af en
romersk senator, der sad fængslet og dødsdømt (for
forræderi mod kong Theoderik). I sin desperate situation fandt han
trøst ved at forestille sig en samtale med Filosofien selv i skikkelse
af en kvinde. I værket veksler prosa med poesi og rap dialog med
tankemættede udredninger. Filosofiens trøst "regnes
med rette for et af verdenslitteraturens hovedværker og har været
oversat til alverdens sprog, mange gange." Som tillæg bringes en
kortfattet samtidig skildring af goterkongens regeringstid - der også
beskriver Boethius' henrettelse.
Kunsten altid at få ret.
Tre små skrifter / Arthur Schopenhauer
En samlet udgave af de tre udgivelser: Kunsten altid at få
ret, Kunsten at kende sig selv og Kunsten at være
lykkelig af den tyske filosof Arthur Schopenhauer. Kunsten altid
at få ret indeholder 38 paragraffer med konkrete anvisninger
og råd om, hvordan man vender stemningen for sig i en ellers tabt
diskussion. I Kunsten at kende sig selv giver Schopenhauer i
vanlig spydig, sarkastisk, pessimistisk, misantropisk, men også
dybt humoristiske stil sine livserfaringer og iagttagelser videre til
nutidens læsere. I Kunsten at være lykkelig viser
Schopenhauer gennem 50 'leveregler' vejen til et lykkeligt og muntert
liv, hvis uomgængelige forudsætning er det sunde legeme.
Etiske teorier. En systematisk
fremstilling af syv etiske teoriretninger
Giver en kort systematisk oversigt over forskellige synsvinkler
på etiske spørgsmål. Forfatteren fokuserer på
hovedtrækkene i syv forskellige etiske teoriretninger for herigennem
at afdække de mest centrale grundproblemer i etikken. Han præsenterer
både særligt markante filosoffer og nyere filosoffer inden
for hver retning.
ERGO - naturvidenskabens filosofiske
historie
En samlet historie om naturvidenskabens udvikling - fra skriftens
fødsel og til nutidens hjerneforskning. Denne bog formidler en
historisk og begrebsorienteret fremstilling af naturvidenskabens udvikling
og giver dermed et bidrag til en øget forståelse af dens
samfundsmæssige, kulturelle og intellektuelle stilling. Bogen gennemgår
de store videnskabelige og teknologiske landvindinger, sporer de oprindelige
påvirkninger og indkredser de væsentligste strømninger.
Natur, videnskab og metafysik.
Newton og filosofien
Om den engelske fysiker og matematiker Isaac Newton - en af de
største videnskabsmænd, som verden har oplevet. Bogen indeholder
en idé-, filosofi- og videnskabshistorisk redegørelse for
Newtons mangesidige intellektuelle virke og for nogle af hans forudsætninger.
Fremstillingen suppleres med beretningen om metafysikeren, historikeren,
religionsforskeren og alkymisten Newton. Sidste del af bogen indeholder
et udvalg af Newtons egne tekster.
Kvantespring
i det 20. århundrede - astronomi og fysik mod det nye årtusinde
Denne bog handler
om ti markante begivenheder inden for fysik og astronomi i det 20. århundrede,
et århundrede med store omvæltninger inden for naturvidenskaben.
I begyndelsen af det 20. århundrede blev de to revolutionerende
teorier kvantemekanikken og relativitetsteorien fremsat
af store videnskabsmænd som Planck, Einstein og Bohr. Det var teorier,
der skulle ændre vores opfattelse af den atomare verden og af rum
og tid. Hvert af bogens ti kapitler dækker omtrent et årti,
hvor der er valgt en af årtiets mest markante forskningsbegivenheder.
MUSEER
Nye udstillinger i nye rammer.
Moesgårdkonference 2007
Indeholder indlæg fra en konference om museumsudstillinger
og arkitektur i maj 2007. Bogens artikler fordeler sig over en række
temaer: antropologiens materiale og overvejelse, fortællingens mulighed
og forhindring, arkitekturens organisering og konstruktion i rummet -
og endelig udstillingen selv som principiel overvejelse, som plan og realisering.
Etnografisk Samling - Jordens
Folk
I denne bog kan man møde kunst- og kulturgenstande fra
verdens folkeslag og få historierne bag en lang række smukke
og ofte sjældne etnografiske genstande. Bogen viser og fortæller
om blandt andet dansemasker fra Afrika og Sumatra, japanske tandsværtningsredskaber,
grønlandske kajakker og en mumiepakke fra Peru. Bogen er en vejledning
til Nationalmuseets udstilling Jordens Folk, som indeholder et
rigt udvalg af kunst, brugskunst og hverdagsting fra ikke-europæiske
folk og kulturer.
Nationalmuseets
Arbejdsmark 1807-2007
Nationalmuseets
årbog i stærkt udvidet jubilæumsudgave. Bogen handler
om årene 1807-2007 og markerer således, at den både
beskæftiger sig med museets to århundreder gamle historie
og med dets mangeartede virkefelt i nutid og fremtid. Der er bl.a. artikler
om Nationalmuseets undervisningsvirksomhed, om ekspeditioner til Mongoliet
i 1930'erne, om arkæologien ved Nationalmuseet, om etnografiske
og arkæologiske genstande fra Grønland, om danske arkæologers
virke i Middelhavslandene, om Frihedsmuseets tilblivelse og fremtid, om
islamiske mønter i Møntsamlingen, om kirkearkæologi
og bondegårdsforskning.
BOGAUKTIONER
Biblioteker
til salg. Om danske bogauktioner og kataloger 1661-1811
Et bidrag til
de danske privatbibliotekers og bog- og håndskriftoverleveringens
historie. Bogen er en fortegnelse over de 430 bogauktioner, der blev afholdt
i Danmark fra auktionsvæsenets indførelse i 1661 og indtil
1811. Auktionerne fandt typisk sted på ejerens bopæl, og auktionskatalogerne
udgør dermed lige så meget kataloger over danske private
bogsamleres biblioteker. Gennem en omhyggelig gennemgang af alle bevarede
kataloger er det lykkedes at identificere lærdomshistorisk centrale
bibliotekskataloger, der var anset for tabte. Bogen indledes med en udførlig
fremstilling af auktionsvæsenets historie i Danmark.
KOMMUNIKATION / RETORIK
Skriv en artikel - om videnskabelige,
faglige og formidlende artikler
En grundig indføring i hvordan man som fagperson skriver
om sine undersøgelser. Bogen giver forslag og gode råd til
processen fra opgave, undersøgelse eller forskning til artikelform.
Den behandler alt fra valg af artikeltype, afsæt og skriveidé
til argumentation og sprog. Bogen giver instruktive forslag til og retningslinjer
for hvordan man skriver om sine undersøgelser i forskellige artikeltyper,
og går i dybden med emner som målgruppe og afsenderrolle,
opbygning og disposition, argumentation og dokumentation, tekståbning
og fremstillingsformer, sprog og virkemidler.
Den sproglige dåseåbner
Om at formidle faglig viden og faglige problemstillinger klart
og forståeligt. I bogen fokuseres på hvordan man sprogligt
bygger bro mellem et fagligt univers og læserens univers. Bogen
beskriver den faglige formidlings problemer både ud fra en model
af læserens vidensunivers, og ud fra formidlerens perspektiv. Der
redegøres for sproglige værktøjer ved formidling af
faglig viden, fx metoder til selektion, sproglig forenkling, sproglig
anskuelighed, analogier og metaforer, faglig fortælling, forskellige
dispositionsprincipper samt genrer i faglig formidling.
AT tale
Denne bog giver gymnasieelever hjælp til at fremføre
mundtlige oplæg i timerne eller til mundtlig eksamen. Den handler
om, hvordan man kan arbejde systematisk med at opbygge et mundtligt oplæg.
Desuden vejledes mere generelt i, hvordan man kan arbejde med mundtlige
teknikker. Bogen fokuserer på Almen Studieforberedelse, men den
giver også gode råd til, hvordan eleverne i det hele taget
kan leve op til de krav og forventninger, der stilles.
Tal
en tanke - om klarhed og nonsens i tænkning og kommunikation
Denne lærebog
er et lynkursus i at tænke og tale klart. Forfatterne gennemgår
blandt andet ved hjælp af en lang række praktiske eksempler
og citater grundstenene i al tænkning og kommunikation. Det drejer
sig fx om logik, argumentation, fejlslutninger, brug af metaforer mv.
Bogen gennemgår en række logiske, argumentationsteoretiske,
videnskabsteoretiske, metodologiske, semiotiske og erkendelsesteoretiske
grundprincipper med eksemplificering i vendinger og figurer fra hverdagen,
videnskaben og mediestrømmen.
SPROG
Godt dansk
Hvad er godt dansk sprog i dag? Og hvordan skaber vi det i tale
og skrift? Det er de to grundspørgsmål i denne bog. Disse
spørgsmål besvares ved at gå hele vejen rundt om nutidens
danske sprog. Bogen behandler både 'alt det med ordene' - plus 'måden,
som vi siger ordene på' - og så 'den krop og person, som taler'.
Bogen samler synspunkter på nutidens og fremtidens danske sprog.
Forfatteren påviser, at større sprogbevidsthed og større
omhu i sprogbrugen er påkrævet. Begge dele er i høj
grad mulige, hvis blot den sprogligt ansvarlige og den enkelte sprogbruger
vil.
Det er meget godt som det er
... er det ikke? En undersøgelse af danskernes holdninger til engelsk
I denne bog gås der tæt på danskernes holdninger
til engelsk og til andre sprog i Danmark i dag. Det vigtigste formål
med undersøgelsen var at komme tættere på befolkningens
forståelse af de sprogpolitiske spørgsmål og den sproglige
virkelighed de lever i. Bogens analyser er baseret på interview
med et halvt hundrede danskere med forskellig social baggrund. Der blev
spurgt om, hvad engelsk og andre sprog betyder for dem i deres
hverdag, og hvad de synes når de udtrykker det i deres
egne ord.
Språkutbildning
i en digital värld. Informationsteknik, kommunikation och lärande
Bogen giver
en bred oversigt over anvendelse af it i sprogundervisningen med mange
aktuelle eksempler. Blandt andet behandles digitale undervisningsmiljøer,
hjælpemidler som grammatikprogrammer og korpusser til mp3-afspillere,
samt medier som virtuelle verdener og blog. Både etableret teknik
og nyere platforme som den virtuelle verden Second Life inddrages.
Bogen henvender sig til undervisere inden for folkeskole, ungdomsuddannelser,
universiteter mv.
DANS
En
anden dans. Moderne scenedans i Danmark 1900-1975
En omfattende
og alsidig fremstilling af scenedansens historie. Moderne scenedans i
Danmark fra 1900 til 1975 bliver i bogen karakteriseret ved en mangfoldighed
af udtryk og genrer, som eksisterer side om side og overlapper, som skiller
sig ud og flyder sammen, som konkurrerer og supplerer hinanden. "På
tværs af den traditionelle hierarkiske skelnen mellem finkultur
og populærkultur inddrager jeg dansebegivenheder, der udspillede
sig ikke alene på teater-, revy- og gæstespilsscener, men
også på danseskolerne, i dagspressen og i de øvrige
medier."
KUNST / KUNSTHÅNDVÆRK
Livslyst. Sundhed - skønhed
- styrke i dansk kunst 1890-1940
Belyser den vitalistiske strømning i kunsten, der hylder
livet gennem dyrkelse af fysisk skønhed, sundhed og styrke. Bogen
indeholder en række kunsthistoriske bidrag om alt fra sports- og
dansemotiver, dyrkelse af det stærkt maskuline og tidens kvindeskikkelser
til lysfyldte bjerglandskaber eller havbilleder, der danner den ideelle
ramme om det sunde liv i det fri. Dertil kommer bidrag om vitalismen i
periodens filosofi, musik, dans, litteratur, arkitektur, samt i hverdagslivet
(periodens idræts-, helse- og friluftsbevægelser mv.).
Playground Sweden
En oversigt over og analyse af gadekunst i Sverige. På
bare nogle få år er den svenske gadekunst eksploderet. Anonyme
kunstnere anvender byen som legeplads og gaderne som parlament. Med et
unikt billedmateriale tager bogen læseren med bag kulisserne på
en kunstudstilling i stadig forandring. Den er en reportagerejse i tekst
og billeder. Rigt illustreret med et unikt billedmateriale, som ikke kun
viser det færdige resultat, men også hvordan gadekunsten bliver
til.
PEM
samlingen. Danmarks Keramikmuseums erhvervelse 2008
En præsentation
af Poul Erik Madsens samling af skønvirkekeramik, hvoraf en udvalgt
hovedpart er erhvervet af Danmarks Keramikmuseum. Samlingen omfatter keramiske
perler fra alle de mest kendte danske virksomheder, der i tidsrummet fra
1890 til 1910 lod kunstnere arbejde på inspiration fra de internationale
Art Nouveau - henholdsvis Jugend strømninger. Det gælder
mærkenavne som bl.a. Hjorth, P. Ipsens Enke, Kongstrand & Pedersen,
Kähler, Søholm.
ARKITEKTUR / BYPLANLÆGNING
The Architecture of Space -
The Space of Architecture
Engelsksproget udgave af Rummets arkitektur - arkitekturens
rum. En introduktion til Europas arkitekturhistorie (2002). Bogen
er en fremstilling af Europas arkitekturhistorie med fokus på arkitekturens
rum. Den er ikke bare en almindelig historie om den vestlige arkitekturs
udvikling, men et forsøg på at vise, hvordan menneskers oplevelse
af rum har ændret sig gennem tiden, og hvordan det har påvirket
arkitekturen og vores måde at bygge huse og byer på.
Brunelleschis kuppel - en genial
bygmester & domkirken i Firenze
En fortælling om tilblivelsen af kuplen på domkirken
i Firenze og om dens bygmester Filippo Brunelleschi, der brugte otteogtyve
år på at løse sin tidsalders største arkitektoniske
udfordring. Afsværget som vidtløftig idémager i begyndelsen
af sin karriere, blev Brunelleschi ved dens afslutning hyldet som arkitekturens
geniale fornyer. Da kuplen stod færdig i 1436 blev den fejret som
et af verdens vidundere - og den er aldrig siden blevet overgået
i hverken spændvidde eller skønhed. Bogen indeholder historien
om Filippo Brunelleschi og kuplen, og fortæller om den strøm
af skandaler og fejder, der udspillede sig undervejs.
A tribute to Jørn Utzon
/ En hyldest til Jørn Utzon
I denne bog skriver Michael Asgaard Andersen om Utzons skitser,
og en række af Utzons kolleger har sendt deres skitser og hilsener
i anledning af Jørn Utzons 90 års fødselsdag. Herved
belyses virkningen af Jørn Utzons arbejde, ideernes og husenes
universelle gennemslagskraft og betydning i dag. "Tanken og stregen er
hovedsagen i dette skrift. De tilsendte skitser og tekster møder
Jørn Utzons egne skitser."
Byens adelsgårde og palæer.
Norden 1720-1800
En antologi om adelens byboliger og palækulturen i de nordiske
lande i 1700-tallet. Byernes adelsgårde og palæer udgør
det urbane modstykke til herregårdene. I bogen bliver man præsenteret
for historien om familierne bag disse pragtboliger, men forfatterne skildrer
også de arkitektoniske værdier, der gemmer sig i disse huse,
og som var næsten lige så vigtige for adelens selvforståelse
som deres slægtshistorie. Bogens artikler præsenterer palækulturer
i byer som København, Horsens, Stockholm, Oslo og Trondheim, hvor
disse adelsgårde fik vidt forskellige udtryk.
Gode
intentioner og uregerlige byer
En gennemgang
af de vigtigste udviklinger inden for by- og arkitekturteori de sidste
50 år, sat i perspektiv af debatten om politisk teori og om æstetik
og etik. I bogen diskuteres, hvorvidt man kan kræve en etisk ansvarlighed
hos arkitekter og byplanlæggere, og om det overhovedet giver mening
at formulere arkitektoniske projekter og planer, der samtidig skal afspejle
og fremme et bestemt politisk ideal.
NATUR
Det tabte land. Den store fortælling
om magten over det danske landskab
Fortæller historien om den dramatiske forarmelse af det
danske landskab gennem de seneste 250 år. En periode, hvor landskabet
ved et utal af små og store landvindingsprojekter ændrede
sig mere end gennem de 10.000 år, der gik forud. Bogens hoveddel
handler om tidsrummet fra 1940 til 1970, hvor politikerne for alvor gav
frit løb for statsstøtte til den store forarmelse af Danmarks
natur. Gennem Statens Landvindingsudvalg blev uddelt millioner af støttekroner
til at opdyrke de sidste moser, enge, heder og overdrev, tørlægge
de lavvandede søer og udrette vandløb. "Stort set alt, hvad
vi i dag kæmper med af miljøgæld ude i det danske landskab,
kan føres tilbage til denne epoke."
Skjern
Å
Giver et samlet
billede af Skjern å-dalen fra bronzealderen og frem til i dag. I
1960'erne blev Skjern Å ført over i en kanal, og 4.000 hektar
enge blev omdannet til kornmarker. Den snorlige å viste sig imidlertid
at være en katastrofe for plante- og dyrelivet, og i 2003 - efter
15 års duel mellem miljø- og landbrugsinteresser - lå
ådalen genskabt med snoede åløb, enge og sumpe. Nordeuropas
største, dyreste og mest kontroversielle manipulation af vandløb
var afsluttet og genopretningsprojektet var gennemført. Med udgangspunkt
i den del af Skjern Å, der nu er genetableret, belyser denne bog
dele af åens historie.
FUGLE
Rovfuglene
i Danmark
En bog om de
22 arter af rovfugle, som yngler eller ses som regelmæssige træk-
eller vintergæster i Danmark. Bogen indledes med et afsnit om rovfuglenes
tilpasning, føde, jagtformer, ynglebiologi og træk. Derefter
følger en grundig beskrivelse af hver art med hensyn til dens bestandsforhold,
træk, yngle- og fødebiologi, jagtteknik og kendetegn. Gennemgangen
er ledsaget af en række tegninger, der viser de kendetegn, som er
nødvendige for en sikker artsbestemmelse. Fremstillingen er desuden
ledsaget af kort over udbredelse samt farvefotos.
SØFART
Sjæk'len - Årbog
for Fiskeri- og Søfartsmuseet, Saltvandsakvariet i Esbjerg 2007
Jubilæumsårbog fra Fiskeri- og Søfartsmuseet
med 10 artikler om emner fra museets og det tilknyttede forskningscenters
arbejdsmark. Der indledes med tre artikler om museets arbejde og udvikling
siden 1968. Derefter følger tre artikler vedrørende fiskeriets
udvikling. Årbogen indeholder desuden artikler om de danske offshoreaktiviteter,
om skabelsen af det fremskudte dige og Margrethe Kog ved Vadehavet, om
aflivning af strandede hvaler, om overvejelser bag Virtuelt Museum
(www.vimu.info) om regionen Slesvig-Holsten/Syddanmarks historie siden
1830.
Sejlskibe fra Grønlandsfarten
Denne bog fortæller om sejlskibenes tid i Grønlandsfarten
og giver en nærmere beskrivelse af nogle af de sejlskibe, som årene
igennem sejlede mellem Danmark og Grønland eller i kystsejladsen
mellem beboelserne på den langstrakte kyst. Hovedvægten ligger
på en beskrivelse af de sejlskibe, som Den Kgl. Grønlandske
Handel har haft indsat i Grønlandsfarten. Mange af skibene blev
imponerende gamle, mens andre forliste under deres tjeneste i nogle af
verdens barskeste farvande. Bogen er gennemillustreret med bl.a. mange
sjældne fotos af sejlskibe i de grønlandske farvande.
Kongen.
Fra Østersøfærge til skrotskandale
En bog om DSB's
færge Kong Frederik IX - og om færgebevaring i Danmark.
Færgen var det fornemste, dansk skibsbygningskunst kunne præstere,
og da færgen en grå decemberdag blev sat i drift, var det
Statsbanernes absolutte flagskib. 50 år senere blev færgen
midtpunkt i et drama, hvor en gruppe danske forretningsfolk solgte færgen
til indiske skrotspekulanter. Bogen fortæller udførligt og
med et stort billedmateriale om færgens spændende historie.
Den beretter også om, hvordan det trods en stor indsats ikke lykkedes
at bevare en klassisk Statsbanefærge.
VIRKSOMHEDSLEDELSE
Den lærende organisations
begreber og praksis
Bogen indeholder artikler, der med udgangspunkt i forskellige
fagområder giver eksempler på, hvordan konceptet om den lærende
organisation kan udtrykkes på disse områder. Indeholder artikler
der bl.a. afdækker begreber og modeller, belyser centrale elementer
i konceptet om den lærende organisation, diskuterer metoder og principper
der kan bidrage til organisationsudvikling og til styrkelse af konceptet
om den lærende organisation, sætter fokus på individets
muligheder for at kontrollere sin læring i forbindelse med ændrede
og nye kvalifikationskrav, ser på det udviklende arbejdes og den
lærende organisations psykologiske rødder.
Forandringens formationer. Udfordringerne
i at bevare fremdriften i den lærende organisation
Man ved, at virksomheder og organisationer ikke trives, uden
at de løbende regulerer deres værdisæt og praksisser.
Men virksomheder, der igangsætter forandringsinitiativer, opdager,
at selv de mest lovende forsøg på transformering og revitalisering
af organisationen, efter en indledningsvis succes, ofte er svære
at vedligeholde. Denne bog viser hvordan man udvikler succesen og undgår
forhindringerne, som kan tage luften ud af fremdriften. Forandringens
formationer leverer redskaber til at genkende og håndtere de
mest universelle udfordringer med.
Lærebog
i ansættelsesret og personalejura
Bogen rummer
en indgang til ansættelsesretten samt i hovedtræk de dele
af den kollektive arbejdsret, arbejdsmiljøretten og arbejdsprocesretten,
det er nødvendigt at have indblik i for at kunne håndtere
daglige, arbejdsretlige problemer på arbejdspladsniveau.
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv] [Om FagBogInfo]
FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk
|