| |
FAGBOGINFO nr 11 - 11. november 2008
Kometen
- Barack Obamas kurs mod Det hvide Hus. Af Martin Burcharth.
271 sider. Pris kr 299,00. Informations Forlag. Udgivet 10/10 2008.
Kometen følger
Barack Obamas præsidentvalgkampagne i 2007-08 - en af de mest fascinerende
og uforudsigelige i flere generationer. Martin Burcharth har talt med
valgstrateger, kampagnemedarbejdere, kolleger og venner af Barack Obama.
Man er enige om at Barack Obama har brugt sin erfaring som social aktivist
til at skabe en ny type præsidentkampagne. Bogen tegner et øjebliksbillede
af USA og forsøger at give en forklaring på Obamas enorme
tiltrækningskraft. Obama kan bygge bro mellem økonomiske,
sociale og racemæssige befolkningsgrupper og herved skabe de store
kompromisløsninger og skelsættende ændringer, som USA
har så stærkt behov for.
MELLEMØSTEN
Et andet nyt Mellemøsten.
Redaktion: Peter Seeberg & Morten Valbjørn. 235 sider. Pris
kr 175,00. Syddansk Universitetsforlag. Udgivet 26/9 2008.
Denne antologi indeholder en række artikler med nye fortolkninger
af den mellemøstlige virkelighed, analyser af omverdenens politikker
i forhold til de autoritære mellemøstlige regimer, og undersøgelser
af ændringer og reformer i regionen i retning af demokratisering,
udvikling mv. Selvom det fem år efter Irak-krigen ikke er blevet
til et 'nyt Mellemøsten' forstået som en demokratisk og fredelig
region, er det ikke ensbetydende med, at der ikke er sket forandringer.
Der er blot tale om et 'andet nyt Mellemøsten' end det mange håbede
på ved Irak-krigens begyndelse i marts 2003.
Palestinas frihetskamp. Historia, analys
och personliga iakttagelser. Af Per Gahrton. 736 sider. Pris
kr 360,00 (ib.). Carlsson Bokförlag/ekspedition: Scanvik - Nordisk
afdeling. Udgivet 2008.
I denne engagerede og velskrevne bog om Palæstina står palæstinenserne
i fokus - perspektivet er deres. Men Gahrton tilstræber saglighed
i redegørelser og analyser. Fremstillingen følger det palæstinensiske
samfunds udvikling fra 1800-tallet og skildrer palæstinensernes
lange kamp for selvbestemmelse fra 1920erne, 30erne og 40ernes sporadiske
udbrud af modstand mod planerne om en jødisk stat, via PLO's fremvækst
og udvikling til nutiden. Den israelske besættelses mekanismer beskrives
detaljeret, og stormagternes, arabiske staters, FN's, EU's rolle undersøges
kritisk. Et vigtigt indslag i bogen er reportager fra forfatterens mange
besøg i Palæstina.
Kurdistan
- landet som icke är. Af Ingmar Karlsson. 240 sider.
Pris kr 265,00 (ib.). Wahlström & Widstrand/ekspedition: Scanvik
- Nordisk afdeling. Udgivet 2008.
Denne bog indeholder
en analyse og diskussion af kurdernes situation i Mellemøsten i
dag. Der er omkring 30 millioner kurdere i verden. Men de har ikke deres
eget land, skønt de i årtusinder har levet i et sammenhængende
område. Kompleksiteten i det kurdiske spørgsmål er
enormt, og findes der overhovedet en fredelig løsning? I Kurdistan
landet som icke är belyser Ingmar Karlsson et aktuelt og næsten
uløseligt internationalt problem.
KRISTENDOM / ISLAM
Fundamentalisme i kristendom og islam
- frontkæmpere for gud. Af Hanne Følner og Bente
Lund. 262 sider. Pris kr 250,00. Forlaget Systime. Udgivet 2008.
Denne bog handler om fundamentalisme som et tværreligiøst
fænomen. Fundamentalister opfatter sig som Guds frontkæmpere
i kampen mod den sekulære gudløse verden, og deres mål
er at gengive religionen dens betydning både for den enkelte og
i samfundet. Bogen fokuserer - i fremstilling, tekster og billeder - på
fundamentalistiske bevægelser inden for verdens største religioner
og belyser bl.a. fundamentalisme som religionsfagligt begreb, fundamentalistisk
kristendom i USA, fundamentalistisk islam i den sunni-muslimske verden,
fundamentalisme i Danmark - i kristen og muslimsk kontekst.
Kvinder og køn i islam. Historiske
rødder til en moderne debat. Af Leila Ahmed. 438 sider.
Pris kr 249,00 (ib.). Forlaget Vandkunsten. Udgivet 2008.
Denne bog behandler islams syn på kvinder og køn fra oldtiden
til i dag, og giver den moderne debat et historisk perspektiv. Hensigten
med bogen er at samle den tilgængelige information og viden om forholdene
og livet for kvinder igennem historien i det arabiske Mellemøsten.
Forfatteren afviser at islam grundlæggende er kvindefjendsk, og
præsenterer i bogen de traditioner og kulturer som ligger bag bl.a.
tilsløringen af kvinder. Hendes kritik af fundamentalisme, islamisme,
mandschauvinisme, socialisme, kolonialisme og racisme sammentænkes
i bogen og løftes op til en kritisk fremstilling af den gængse
fortælling om den muslimske kvinde.
Islamdebat. Om terrorisme, blasfemi
og ytringsfrihed. Af Allan Poulsen. 134 sider. Pris kr 185,00.
Forlaget Systime. Udgivet 2008.
Denne bog handler om flere aspekter af islamdebatten siden 2001. Bogens
hoveddel består af 40 tekster hentet fra den aktuelle debat og den
teoretiske litteratur - fra Samuel Huntington til Bruce Lincoln, fra Ayaan
Hirsi Ali til Omar Shah, fra Flemming Rose til Erik Meier Carlsen. Teksterne
spænder fra lette debattekster til mere krævende teoretiske
tekster. En indledende fremstilling introducerer tre begivenheder som
ændrede islamdebatten (terrorangrebet den 11. september, mordet
på filminstruktøren Theo van Gogh, krisen efter offentliggørelsen
af muhammedtegninger). Desuden præsenteres nogle teoretiske problemstillinger.
Integration & retsudvikling.
Rubya Mehdi (red.). 296 sider. Pris kr 325,00. Jurist- og Økonomforbundets
Forlag. Udgivet november 2007.
En bog, der kaster lys over forholdet mellem dansk - og islamisk retstradition.
Bogen behandler emner fra traditionel, islamisk familieret som fx ægteskabskontrakt,
morgengave, børn, økonomiske forhold i ægteskabet
samt skilsmisse. Den viser, hvordan de kan forstås i en moderne
sammenhæng, således at man både følger religiøse
krav og konventionerne om menneskerettigheder. Idéen med bogen
er at præsentere en alsidig forståelse af samspillet mellem
dansk ret og islamisk ret. Bogen fremlægger samtidig de sædvaner
og retlige forestillinger, som muslimske etniske minoriteter har med sig
fra deres oprindelseslande.
I kristendommens skygge.
Af Anne Marie Mossin. 80 sider. Pris kr 118,00. Forlaget Nautilus. Udgivet
2008.
Denne bog handler om kristendommens sprog og værdier, og den sætter
folkekirkens religionsopfattelse under lup. Med udgangspunkt i egne oplevelser
beretter forfatteren (der har undervist i religion i gymnasiet) kritisk
og med kant om troens mysterium og debatterer kristendommens og især
folkekirkens rolle i et moderne samfund. Bogen henvender sig til "kirkefremmede
sekulariserede danskere, der af gode grunde føler sig fremmedgjorte
over for folkekirkens ufolkelige ligegyldighed med al dens kedsommelighed
og tilslørende 'præstesnak'."
De kristnes religion. Af
Jens Forman. 208 sider. Pris kr 218,75. Forlaget Systime. Udgivet 2008.
Indeholder fremstilling og tekster til at belyse 6 synsvinkler på
kristendommen: oprindelig kristendom, kristendom i nutiden - den kristne
uenighed, samfundskristendom - kristendom i statskirkernes tid, rituel
kristendom, luthersk og katolsk kristendom, missionsk og grundtvigiansk
kristendom. De kristnes religion er skrevet ud fra en religionsvidenskabelig
tilgang. Religiøse fænomener og idealer ses som spændende,
menneskeskabte konstruktioner, der kan forklares fuldstændig ud
fra menneskelige forhold som den historiske situation, samfundsforhold
og menneskets religiøse behov, eller som eksempler på religøse
udtryksformer.
Kilde
eller kanon? Kampen om Den danske Bibel. Af Christian Halvgaard.
252 sider. Pris kr 198,00. Museum Tusculanums Forlag. Udgivet 6/6 2008.
Hvad siger Bibelen,
når teologer, filologer og forskellige trossamfund har sat hver
deres fingeraftryk på den? Denne bog sætter fokus på,
hvordan tre nyere danske bibeloversættelser - en kirkelig, en jødisk
og en videnskabelig - hver for sig fortolker originalteksterne på
vidt forskellig vis. Bogen viser, hvor stort et tolkningsarbejde, der
i forvejen er gjort for den læser, som ikke kan læse bibelteksterne
på originalsprogene. Den undersøger, hvilke skjulte dagsordener
der ligger bag oversættelsesarbejdet, og hvordan de udmønter
sig praksis.
MUSIK
Musikvidenskabelige kompositioner. Festskrift
til Niels Krabbe. 754 sider. Pris kr 475,00 (ib.). Museum
Tusculanums Forlag. Udgivet september 2008.
Festskrift til Niels Krabbe, leder af Det Kongelige Biblioteks Musik-
og Teaterafdeling - Danmarks nationale musikbibliotek. Festskriftet indeholder
46 bidrag inden for treklangen musik, forskning og bibliotek fra arbejdsfæller,
kolleger, venner og elever. Nogle artikler forholder sig til musikhistorien
fra Christian IV's tid til vores tid. Andre afspejler et rummeligt perspektiv
af socialhistorisk, kulturhistorisk, receptionshistorisk eller musikfilologisk
karakter. Skikkelser som Carl Nielsen og Kurt Weill er centrale pejlemærker.
501 guitarakkorder. Visuel fingersætning
til rock, blues, soul, country, jazz og klassisk. Af Phil
Capone. 256 sider. Pris kr 248,00 (ib.). Billesø & Baltzer.
Udgivet 22/9 2008.
Hensigten med denne bog er at give en komplet, selvstændig akkordoversigt
for guitarister på ethvert trin. Den indeholder et kompakt katalog
over 500 populære akkorder i de mest almindelige former med tydelige
fotografier og letforståelige diagrammer og instruktioner. Organiseret
efter tonearter kromatisk stigende fra C til B er der fem forskellige
typer af alle de almindeligt forekommende former for akkorder i hver toneart.
Fingersætningen på gribebrættet er tydeligt angivet
i de enkelte akkorddiagrammer. Undervejs bliver der givet tips til teknik
sammen med de relevante akkorddiagrammer.
Evert
Taube. Sånger och musikalisk värld. Af Olle Edström.
427 sider. Pris kr 328,00 (ib.). Carlsson Bokförlag/ekspedition:
Svensk norsk bogimport. Udgivet 2008.
Denne bog handler om
den svenske komponist og visesanger Evert Taube (1890-1976). Den er en
indføring i Taubes musikalske verden og belyser mange sider af
Taube. Bogen følger ham på hans musikalske rejser, placerer
hans sange i det samtidige musikalske landskab og gennemgår hans
sanges tekster og musik - med nodeeksempler. Desuden skildres hans musikalske
opvækst og uddannelse. Bogen er vedlagt en cd med indspilninger
af Taube.
PÆDAGOGIK
KRAP - Kognitiv, Ressourcefokuseret
og Anerkendende Pædagogik. Af Lene Metner & Peter
Storgård. 206 sider. Pris kr 247,50. Dafolo Forlag. Udgivet september
2008.
Bogen fremlægger et socialpædagogisk koncept, som søger
at skabe en sammenhængende helhed af ideer, principper, teorier
og metoder, som forfatterne har erfaring for virker godt i praksis. Konceptet
er kendetegnet ved at tage udgangspunkt i den anerkendende tilgang til
andre mennesker, ved en systematisk inddragelse af de kognitive teorier
og behandlingsformer, samt ved en udpræget vægt på det
positive, det, der virker. Det bygger desuden på en konstruktivistisk
forståelse af mennesket i dets miljø. Bogen er skrevet for
praktikere inden for de pædagogiske, behandlingsmæssige og
undervisningsmæssige områder.
Socialpædagogisk
regelsamling - nye rammer for det pædagogiske arbejde.
2. udgave. Ved Christian Breinholt og Jørgen Christiansen. 488
sider. Pris kr 298,00. Dafolo Forlag. Udgivet 2008.
En håndbog for
medarbejdere ved dag- og døgninstitutioner og en udgivelse til
brug ved pædagoguddannelsen. Bogen samler de vigtigste regler, som
pædagoger har brug for, på ét sted. Den er opdelt i
fire dele efter den kategori af retskilde, det udvalgte regelstof hører
til: love, internationale konventioner, bekendtgørelser og vejledninger.
De vigtigste regler inden for hver kategori er gengivet i deres fuldstændige
og ajourførte form.
UNDERVISNING
At få vidunderlige idéer
og andre essays om undervisning og læring. Af Eleanor
Duckworth. 219 sider. Pris kr 249,00. Forlaget Klim. Udgivet 11/9 2008.
Denne bog går ind i essensen af, hvad det er at være underviser,
hvad læring drejer sig om, og hvorfor det kan blive ved med at være
så fascinerende. Bogen er som helhed en udforskning af læreprocessernes
kompleksitet - af hvad det vil sige at vide og lære noget - og det
er netop i den forbindelse, at de vidunderlige idéer er vigtige.
Disse idéer repræsenterer nemlig det, vi bringer med os ind
i læringssituationen. Samtidig er de også essentielle for
den videre forståelse som byggeblokke for fortsat læring og
opdagelse. Essensen af god pædagogik er at give eleverne mulighed
for at gøre vidunderlige opdagelser.
Hvad vi ved om god undervisning.
105 sider. Pris kr 198,00. Dafolo Forlag. Udgivet september 2008.
Bogen præsenterer den seneste viden inden for tysk undervisningsforskning.
Den samler en række artikler, som har været bragt i tidsskriftet
Pädagogik i løbet af 2007. Efter en indledende artikel,
der præsenterer artikelserien, sammenfatter og kommenterer artiklerne
uddannelsesforskningen i Tyskland i forhold til syv områder, som
er centrale i undervisningen: klasseledelse, klarhed og strukturering,
motivation, forventninger og resultater, metodevariation, læringsklima
og undervisningsdifferentiering. Bogen giver grundlag for refleksion og
hjælper til at få et bedre blik på det, der faktisk
foregår i undervisningen samt de beslutninger, der træffes
om, hvad der skal ske i fremtiden.
Tegn
og mal i billedkunst. 65 undervisningsforløb for 3.-10. klasse.
Af Britta Aagaard Thorlann. 90 sider. Pris kr 299,00. Dafolo Forlag. Udgivet
august 2008.
Denne bog gør
det lettere for billedkunstlæreren at finde inspiration til gode
undervisningsforløb i billedkunst. I bogen gennemgås undervisningsforløb,
der handler om at tegne og male. Opgaverne er af varierende sværhedsgrad.
De letteste opgaver præsenteres i begyndelsen af hvert kapitel og
herefter øges sværhedsgraden. Opgavebeskrivelserne suppleres
med illustrationer fra forfatterens egen praksis som billedkunstlærer.
SKOLER
Det siger den ændrede folkeskolelov
2008. Af Ivar Bak. 80 sider. Pris kr 99,00. Dafolo Forlag.
Udgivet 2008.
Indeholder en gennemgang af de nyeste lovændringer fra foråret
2008 samt de ændringer fra 2007 der træder i kraft med virkning
fra august 2008, nemlig ændringerne vedr. 10. klasse samt afledte
ændringer af vejledningsloven. Fra 2008 drejer det sig om udvidelsen
af undervisningspligten ved at børnehaveklassen gøres obligatorisk
fra 1. august 2009, obligatorisk sprogvurdering i børnehaveklassen,
aldersintegrerede klasser, rullende skolestart samt mål og indholdsbeskrivelser
for skolefritidsordninger. Sidst i bogen gennemgås den nye vejledning
om specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand.
Folkeskoleloven 2008. Sammenstilling,
bemærkninger og gennemførelsesbestemmelser m.v.
Af Signe Holm-Larsen. 100 sider. Pris kr 119,00. Dafolo Forlag. Udgivet
2008.
Bogen omfatter lovens fulde og ajourførte tekst med bemærkninger.
Folketingsåret 2007-2008 har bragt ændringer omkring bl.a.
undervisningspligtens udvidelse til 10 år og obligatorisk børnehaveklasse,
obligatorisk sprogvurdering og revideret indholdsbeskrivelse i børnehaveklassen,
mål- og indholdsbeskrivelse for skolefritidsordninger, aldersintegrerede
klasser og rullende skolestart. I bogen sammenstilles eksisterende og
kommende bestemmelser, så man kan danne sig et klart overblik over
hovedpunkterne i ændringerne.
Fælles Mål på tværs
- 10. klasse. Af Signe Holm-Larsen. 58 sider. Pris kr 98,00.
Dafolo Forlag. Udgivet 2008.
Giver en overskuelig oversigt over hvilke elementer der samlet skal tilgodeses
i skoleårets undervisningsforløb, og er en håndsrækning
til teamets koordinering af faglige aktiviteter i 10. klasse. Bogen omfatter
eksisterende og kommende slutmål i alle obligatoriske fag og emner,
tilbudsfag og valgfag, herunder alle de nye 10. klassefag. Desuden bestemmelser
om brobygning-praktik, den selvvalgte opgave mv. Bogen bygger på
Undervisningsministeriets reviderede Fælles Mål, der for de
nye fag i 10. klasse og for emnet uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering
gælder fra august 2008.
Skoleledelse.
Af Gunnar Dahl Pedersen, Jens Jørgen Vinther, Poul Hedemann og
Arne Nielsen. 111 sider. Pris kr 240,00. Handelshøjskolens Forlag.
Udgivet 2008.
Denne fremstilling af
skoleledelse er skrevet at fire forfattere, som hver især har personlig
erfaring som skoleledere i henholdsvis folkeskolen, gymnasiet, handelsskolen
og teknisk skole. Forfatterne har hver for sig bidraget med beskrivelse
af deres egen måde at drive ledelse på i den undervisningsvirksomhed,
som de har haft det operative og til en vis grad også det strategiske,
ledelsesmæssige ansvar for. "De fire forfattere har fået en
lokal ledelsesproces til at fungere i fire meget forskellige undervisningsmiljøer."
SPANSK SPROG
La Gramática - Spansk Grammatik.
3. oplag. Af Marietje Hastrup, Lise Thorup Lauridsen. 286 sider. Pris
kr 281,25. (ib.). Gyldendal. Udgivet 2008.
En udførlig spansk grammatik, der kan anvendes efter gennemgangen
af et spansk begyndersystem. Det er en omfangsrig grammatik, som rækker
ud over, hvad der skal bruges på obligatorisk niveau i gymnasiet
og hf. La Gramática rummer mange mundrette, moderne spanske eksempler,
der alle er oversat til dansk. Eksemplerne følger umiddelbart efter
indledende forklaringer, regler eller skemaer.
Spansk-Dansk Ordbog. 5.
udgave. Af Pia Vater. 855 sider. Pris kr 249,00 (ib.). Gyldendal. Udgivet
2008.
Ordbogen indeholder ca. 54.000 opslagsord og ca. 28.000 udtryk og vendinger.
Ved de enkelte opslagsord er der anført oplysninger om stilniveau
(fx talesprog, slang), fagområder, mv. I mange tilfælde er
der givet eksempler på brug af opslagsordet, så betydningen
og ordets brug i en sætning belyses. Bogen er forsynet med en oversigt
over spansk udtale. Ordbogen dækker meget bredt, og er rettet mod
generalistens behov.
Dansk-Spansk
Ordbog. 7. udgave. Af Pia Vater. 849 sider. Pris kr 249,00
(ib.). Gyldendal. Udgivet 2008.
Ordbogen indeholder
ca. 63.000 opslagsord og ca. 27.000 udtryk og vendinger. For hvert opslagsord
angives ordklasse, spansk oversættelsesord, evt. flere oversættelsesmuligheder,
faste udtryk og vendinger, typiske ordforbindelser, mv. Der er anført
regionale (fx andalusiske, cataloniske) og nationale (fx argentinske,
mexicanske) varianter af de spanske oversættelser. Bogen er forsynet
med oversigter over spansk udtale, spanske talord og spanske verbers bøjning.
En allround ordbog til skolen, jobbet og hjemmet.
BIOLOGI / NATUR
Darwins idé. Den bästa
idé någon någonsin haft och hur den fungerar idag.
Af Staffan Ulfstrand. 288 sider. Pris kr 272,00 (ib.). Symposion/ekspedition:
Scanvik - Nordisk afdeling. Udgivet 2008.
Om udforskningen af den utrolige mangfoldighed og fantastiske tilpasning
af livsformer til de mest forskellige vilkår på Jorden. I
1859 fremlagde Charles Darwin en teori som indledte en ny epoke i den
menneskelig tænknings historie, og som 150 år senere stadig
er den moderne biologis vigtigste redskab i arbejdet med at klarlægge
livets historie og dets drivkræfter. I denne bog fortæller
Staffan Ulfstrand den spændende historie om hvordan Darwin nåede
frem til sin opdagelse. Desuden giver han et fængslende indblik
i moderne evolutionsbiologisk forskning som han sætter i relation
til Darwins stadig livskraftige teori - "den bästa idé någon
någonsin haft."
Ferskvandsøkologi.
2. udgave. 2. oplag. Af Kaj Sand-Jensen og Claus Lindegaard. 312 sider.
Pris kr 399,00 (ib.). Gyldendal. Udgivet 2008.
Den hidtil mest omfattende bog om organismerne og levevilkårene
i de ferske vande. Bogen handler om levevilkårene, organismerne
og de generelle principper for omsætning og tilstande i søer
og vandløb.
Invasive
planter - uønskede arter. Af Jan Kjærgaard Jensen
& Hans Erik Svart. 35 sider. Pris kr 60,00. (Natur og Museum 2008
nr 3)
En indført eller
indslæbt plante kaldes invasiv, når den trives så godt
i naturen, at den udkonkurrerer naturligt forekommende planter. Dermed
ændres den naturlige sammensætning af plantesamfundene, hvilket
desuden kan få indflydelse på dyrelivet. I dag er indslæbte/indførte,
fremmede planter (og dyr) en af de alvorligste trusler i naturen. I hæftet
beskrives en række invasive plantearter, deres udseende, deres naturlige
udbredelsesområde, hvordan de er kommet til Danmark og deres indflydelse
på den danske flora og fauna. Desuden fortælles om de metoder,
man kan anvende til at holde dem nede eller direkte udrydde dem.
MILJØPROBLEMER / ENERGI
Økotoksikologi. Om PCB, bromerede
flammehæmmere og klorerede opløsningsmidler.
Af Carsten Bagge Jensen. 82 sider. Pris kr 150,00. Nucleus Forlag. Udgivet
september 2008.
Temabog om en række miljøskadelige stoffers kemi og biologiske
effekt på dyr og mennesker. Denne lærebog i økotoksikologi
indeholder en række eksempler på uheldige virkninger af en
række stoffer som er biologisk svært nedbrydelige, således
at de ophobes i fødekæderne. Det drejer sig både om
hormonforstyrrende effekter, kræftfremkaldende effekter og akuttoksiske
effekter. "Valget af temaer i bogen tager udgangspunkt i ønsket
om at vise forskellige virkninger af brugen af kemikalier i vores hverdag."
Bogen retter sig mod biologi- og kemiundervisningen på B- og A-niveau
i de gymnasiale uddannelser.
Miljøretten.
Bind 6. Energi og klima. Redigeret af Ellen Margrethe Basse.
878 sider. Pris kr 1.000,00. Jurist- og Økonomforbundets Forlag.
Udgivet 2008.
En samlet fremstilling
af den omfattende energi- og klimalovgivning, der er bestemmende for bl.a.
forsyningssikkerheden og for energisektorens funktionsbetingelser. Bogen
beskriver de mange regler og og øvrige retlige rammer, der er fastlagt
på internationalt, EU- og nationalt niveau til sikring af energimarkeder,
miljøbeskyttelse og beskyttelse af klimaet.
KRIMINALITET / STRAFFERET
Forbrydersker og offentlige fruentimmere
1863-1919. Af Anne Cornelius. 400 sider. Pris kr 169,00.
Forlaget Palle Fogtdal. Udgivet 22/8 2008.
Over 400 kvindeskæbner fra hele landet er hentet ud af politiets
gamle forbryderalbum og præsenteres med portrætter, synderegister
og rettens dom. Der findes i udvalget både kvindelige tyve, bedragersker
og barnemordere, men også et kapitel med københavnske prostituerede,
som blev tvangsregistreret hos politiet med foto. En indledning redegør
for en barsk samtid, hvor de kvindelige forbrydersker "befandt sig i et
ingenmandsland mellem at være et samfundsbestemt, socialt onde og
selvforskyldt elendige."
Strafferet I. Ansvaret.
3. udgave. Af Gorm Toftegaard Nielsen. 343 sider. Pris kr 448,00. Jurist-
og Økonomforbundets Forlag. Udgivet august 2008.
En udførlig gennemgang af reglerne for, hvornår en person
eller en virksomhed er skyldig. "Formålet med denne fremstilling
er at give læseren den fornødne indsigt til at give et kvalificeret
bud på, hvilken løsning domstolene vil nå frem til,
hvis de får forelagt et spørgsmål om anvendelsen af
danske strafferegler. For at nå frem til dette mål bør
læseren ikke blot lære indholdet af de enkelte regler, men
også forstå baggrunden for reglerne." Gennemgangen indeholder
i høj grad analyser af eksempler fra retspraksis. Bogen er skrevet
som en lærebog til jurastudier, men også ikke-jurister kan
følge fremstillingen, som er skrevet i et tilgængeligt sprog.
Kommenteret straffelov. Speciel del.
9. omarbejdede udgave. Kommenteret af Vagn Greve, Asbjørn Jensen,
Poul Dahl Jensen og Gorm Toftegaard Nielsen. 657 sider. Pris kr 1025,00
(ib.). Jurist- og Økonomforbundets Forlag. Udgivet 2008.
Sigtet med denne kommentar til straffeloven er at belyse de retsanvendelsesproblemer,
som de enkelte lovbestemmelser rejser. Trykt domspraksis er omtalt og
refereret i det omfang, den tjener til belysning af retsanvendelsesspørgsmål.
Denne kommentar til straffeloven er beregnet til brug for praktiserende
jurister og for studerende.
Det strafferetlige samtykke. Afgrænsningen
af samtykkets virkemåde. Af Malene Behmann Christensen.
286 sider. Pris kr 325,00. Jurist- og Økonomforbundets Forlag.
Udgivet 2008.
Denne bog belyser et emne i strafferettens almindelige del, som ikke er
tilstrækkeligt belyst i dansk strafferetlig litteratur, og som traditionelt
set har vist sig vanskeligt at behandle. Formålet er at lave en
analyse af det strafferetlige samtykke med henblik på at udlede
og beskrive kriterierne for afgrænsning af samtykkets virkeområde.
Det strafferetlige legalitetsprincip
- hjemmel og fortolkning. Af Trine Baumbach. 602 sider. Pris
kr 685,00. Jurist- og Økonomforbundets Forlag. Udgivet 2008.
Det strafferetlige legalitetsprincip er af central betydning for enhver,
der kommer i konflikt med de normer og regler, der gælder i samfundet.
Denne afhandling angår det strafferetlige legalitetsprincip, som
det har fundet udtryk i straffelovens § 1. Princippet indeholder både
hjemmelskrav og krav til den strafferetlige fortolkning. De retlige implikationer
for den strafferetlige normfastsættelse og den strafferetlige retsanvendelse,
som følger af straffelovens § 1, er indgående analyseret
i afhandlingen.
Festskrift
til Jørn Vestergaard. Redigeret af Trine Baumbach,
Henrik Dam og Gorm Toftegaard Nielsen. 536 sider. Pris kr 525,00 (ib.).
Jurist- og Økonomforbundets Forlag. Udgivet 2008.
Bogens bidrag handler
om blandt andet våbenlovens knivforbud, samfundstjeneste som straf,
skatteunddragelse og skattesvig, handlingsplanen mod narkotikamisbrug
(fra 2003), strafferetlig håndhævelse af miljøkriminalitet,
straf for ophavsretskrænkelser, bioretlig regulering, rekruttering
af dommere, politireform og terrorbekæmpelse, politisk korruption
(her gives et overblik over sager i forbindelse med bl.a. Peter A. Alberti,
Peter Brixtofte, Thor Pedersen, Anders Fogh Rasmussen, Hans Christian
Schmidt, Svend Erik Hovmand, René Milo, Jens Kramer Mikkelsen).
BØRSRET
Børs- og kapitalmarkedsret.
4. udgave. Af Peer Schaumburg-Müller og Erik Werlauff. 571 sider.
Pris kr 995,00 (ib.). Jurist- og Økonomforbundets Forlag. Udgivet
2008.
Giver et samlet overblik over reglerne for det danske værdipapirmarked,
med inddragelse af de fælles europæiske regler. Bogen beskriver
i dybden, hvordan det er for en virksomhed at blive noteret på en
fondsbørs, en autoriseret markedsplads eller en alternativ markedsplads.
Den behandler indgående kapitalmarkedets tjenesteydere (fondsbørser,
markedspladser, værdipapircentral og værdipapirhandlere),
samt kravene til noterede selskabers prospekter, regnskabsmeddelelser,
oplysninger om kursrelevante nyheder mv. I sin fremstilling af børs-
og kapitalmarkedsretten er bogen opbygget, så den også kan
anvendes af ikke-jurister.
Børsretten
I-II. 3. udgave. Af Paul Krüger Andersen, Nis Jul Clausen.
Bind 1. Regler og markedsaktører.
239 sider. Pris kr 400,00. Bind 2. Notering, oplysningspligt, overtagelsestilbud,
markedsmisbrug og tilsyn. 619 sider. Pris kr 900,00. Jurist- og Økonomforbundets
Forlag. Udgivet 2007-2008.
Børsretten
giver et samlet billede af den gældende børsretlige regulering.
Bind 1 fokuserer primært på en række reguleringsmæssige
aspekter af børs- og kapitalmarkedsretten, og på reglerne
for markedsaktører, som regulerede markeder, clearingscentraler,
værdipapircentraler og værdipapirhandlere. Bind 2 beskæftiger
sig med den materielle børsret og omfatter blandt andet noteringsbetingelser
og prospektkrav, selskabernes og andres oplysningsforpligtelse, overtagelsestilbud
og tilbudspligt, markedsmisbrug - insiderhandel og kursmanipulation samt
tilsyn og sanktionering.
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv] [Om FagBogInfo]
FagBogInfo
Egernets kvt. 52
2750 Ballerup
E-post: frodes@image.dk
|