| |
MUSIK
Rockmusik i tid og rum. Af
Anders Aare, Johannes Grønager, Poul Rønnenfelt. 224 sider,
17 x 25 cm. Ill: 87 fotos, 27 tegninger, 53 figurer, 109 nodeeksempler.
Pris kr 265,00.
Denne bog handler om oplevelse
og analyse af rockmusik. Den handler om "at analysere rockmusik på
en måde, som giver en indsigt og forståelse, der kan udvide
vores oplevelse og glæde ved musikken. Dertil har vi brug for nogle
redskaber, nogle begreber og et sprog, så vi kan beskrive musikkens
konkrete indhold og gøre rede for sammenhængen mellem dette
og vores oplevelse. Målet med denne bog er at tilvejebringe et sådant
analyseapparat"(fra Indledning).
Forfatterne fokuserer på den interne musikanalyse, og det er således
sammenhængen mellem de musikalske virkemidler og strukturer samt
oplevelsen af musikken, forfatterne forsøger at gøre forståelig.
Til dette formål præsenteres i bogens kapitler nogle analysemodeller,
som angriber musikken fra forskellige vinkler, bl.a. tid og rum, form,
harmonik, groove, sound, melodik. Foruden rockmusikkens musikalske aspekter
inddrages i et kapitel tillige tekst- og billedlag i rockanalysen.
Begrebet rockmusik anvendes i bogen i sin bredeste betydning. Der benyttes
eksempler fra hele rockhistorien spændende fra Elvis til Prodigy,
men der er ikke tale om en stilhistorisk gennemgang.
Forfatterne har bestræbt sig på at gøre analysemodellerne
så rummelige og universelle som muligt. Der er således ikke
noget principielt i vejen for at bruge dem på andre typer musik
også. Som eksempler til at illustrere analysemodellerne gøres
der undervejs brug af et bredt udvalg af rockmusikkens klassikere. Nogle
af numrene bruges til at illustrere en enkelt pointe, mens andre bearbejdes
i flere kapitler og bliver således efterhånden gennemanalyserede.
Som en form for sammenfatning af bogens metodik er der til sidst i bogen
eksempler på analyser af fire rockindspilninger.
Der bruges forskellige grafiske fremstillinger - især nodeeksempler
- til at fastholde og skabe overblik over kortere musikalske forløb.
Men udgangspunktet for analysen er den klingende musik. Bag i bogen findes
en komplet diskografi over de anvendte indspilninger.
Bogen er skrevet til musikundervisningen i gymnasiet og på HF og
kan tillige anvendes på de videregående musikuddannelser.
Den forudsætter et vist kendskab til grundlæggende musikteori,
men henvender sig i øvrigt til enhver, som ønsker en dybere
forståelse af rockmusikken.
Bogens forfattere er alle udøvende rockmusikere og underviser i
musik i gymnasiet og på HF samt på efteruddannelseskurser
for musikundervisere.
UDDRAG AF INDHOLD: Tid &
rum. Hook, break og gimmick. Form - musikkens hus. Tonalitet og harmonik.
Groove. Sound. Melodik og motiver. Udtryksfelt. Eksempler på komplette
analyser (to versioner af 'Smuk og dejlig'; 'Smoke on the Water'; 'Smells
Like Teen Spirit'). Diskografi. Litteraturliste.
UDGIVER:
Forlaget Systime
Skt. Pauls Gade 25, 8000 Århus C
Tlf: 86 18 14 00, fax: 86 18 14 05
E-post: systime@systime.dk
Internet: www.systime.dk
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv] [Om FagBogInfo]
FagBogInfo Blegdamsvej 4 B Postbox 638 2200 København
N mailto:frodes@image.dk
|