[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

Hovedstad Berlin 1871-2000. Magt, monumenter og erindring. Af Karl Christian Lammers. 250 sider, 17 x 24 cm. Ill: 32 fotos, 5 kort. Pris kr 289,00.

Denne bog fortæller indgående om Berlins omskiftelige historie, og især hvad der er hændt med byen, efter den blev kejserlig hovedstad i 1871. Berlin er nu hovedstad i et nyt og forandret Tyskland, men som hovedstad og nationalt symbol er den samtidig genindtrådt i en historisk kontinuitet, og det giver bevidstheden om og erindringen om denne kontinuitet stor betydning. Bogen søger at præsentere og gøre det muligt at identificere eller genfinde historien i Berlin, således som den stadig kan hævdes at eksistere i byplanlægning, arkitektur, bygninger, monumenter, gader og steder. Bogen fortæller om Berlin ved at berette om byggehistorien, om visioner og byggeplaner, om steder, bygninger og monumenter for derigennem at give et svar på hvorfor Berlin i dag ser ud som den gør.
Bogen beskriver Berlin som en slags historisk landskab og forklarer byens udseende med historien, med hvordan historien er forløbet og hvordan den er blevet brugt. "Hensigten er at demonstrere at det fascinerende og også kaotiske er resultatet af byens relativt korte, men dramatiske og omskiftelige historie som hovedstad, at det er resultatet af brugen af byen, dens udformning og rum ud fra politiske og ideologiske motiver og interesser. ... Jeg vil med denne lille introduktion til Hovedstad Berlin forsøge at vise tre ting. For det første skitsere Berlins byggehistorie og fortælle om hvorledes Berlin er blevet opbygget og udviklet som hovedstad. For det andet søge at demonstrere hvorledes dens bygherrer har forbundet politiske og også ideologiske mål med byplanlægning, arkitektur og monumenter ved at tillægge dem et betydningsindhold. Og for det tredie vise hvordan de har forsøgt at skabe national identitet eller mening (tysk Sinnstiftung) gennem hvad der kunne kaldes bevidst erindrings- eller historiepolitik"(fra Indledning).
Karl Christian Lammers er lektor i tysk samtidshistorie ved Historisk Institut, Københavns Universitet.

UDDRAG AF INDHOLD: Byen Berlin. Berlin som hovedstad og nationalt symbol. Hovedstadens historiske og politiske topografi (det preussiske Berlin; det ny Tysklands rigshovedstad 1871-1933; nazisternes Berlin; Berlin ved krigens afslutning i 1945; det delte Berlin 1948-1990; Berlin - det forenede Tysklands hovedstad og regeringssæde). Den nye delstat Berlin.
Anvendt litteratur og læseforslag. Henvisninger (citater, fotos). Personregister.

UDGIVER:
Det Schønbergske Forlag
Landemærket 5, 1119 Kbh K
Tlf: 33 73 35 85, fax: 33 73 35 86

 

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

FagBogInfo
Blegdamsvej 4 B
Postbox 638
2200 København N
mailto:frodes@image.dk