| |
[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
[Ugens bøger]
This is America. Redaktion:
Mona Jensen. 192 sider, 30 x 27 cm. Ill: 79 farvefotos. Pris kr 248,00
(ib.).
En introduktion
til og præsentation af den specielle amerikanske kunstart - fotorealismen.
Fotorealisternes maleri med motiver hentet direkte i den amerikanske virkelighed
er et markant alternativ til andre kunstretninger.
Fotorealismen er en stilart, der i et og alt er amerikansk. Og med fotorealismens
gennembrud i 1960'erne og 70'erne præsenteredes verden for en helt
ny kunstnerisk motivkreds i store gennemarbejdede malerier, der stråler
af ekstrem fascinationskraft og fremstår som en hyldest til det
moderne, menneskeskabte samfund og tidens visuelle æstetik. Fælles
for fotorealisternes arbejdsmetode er, at de gør brug af kamera
og fotografi til indsamling af informationer, som derefter bearbejdes
og med minutiøse penselstrøg eller airbrush omsættes
til malerier med ekstremt perfektioneret detaljerigdom.
"Hovedemnet for den ny kunst blev især byen som moderne kulturrum,
- 'byskabet' med dets panoramiske gadekryds og arkitektur som scenografisk
ramme for magiske spejlinger i de store butiksvinduer og neonskiltenes
kulørte tegn. ... Livsglæde, overskud og teknisk dygtighed
er indbygget i hvert et værk, og som sådan vil malerierne
ud over deres kunstneriske dimension tillige udgøre en historisk
registrering af det amerikanske samfund midt i dets voldsomme forandringer"(fra
Forord af Jens Erik Sørensen, museumsdirektør Aarhus Kunstmuseum).
Bogen indledes med en artikel der præsenterer den amerikanske fotorealisme,
indplacerer den i kunsthistorien, og omtaler en række fotorealister
og deres værker. Derefter følger et interview med galleriejeren
Louis K. Meisel der har spillet en meget aktiv rolle inden for fotorealismen.
En af fotorealisterne - Tom Blackwell - fortæller i en artikel om
sine motiver og sit arbejde med maleriet.
Bogens midterste del indeholder gengivelser af 57 malerier - hovedværker
malet af de mest kendte amerikanske fotorealister: Richard Estes, Robert
Cottingham, Ron Kleemann, Tom Blackwell, Don Eddy, Audrey Flack, John
Kacere, Charles Bell, Anthony Brunelli, Ralph Goings, Ben Schonzeit, John
Baeder, John Salt, Richard McLean, Robert Gniewek, Robert Bechtle, Linda
Bacon, David Parrish. Disse billeder er et opbud af amerikanske ikoner
fra de sidste tre årtier af det 20. århundrede: skyskrabere,
motorcykler, amerikanerbiler, lastbiler, ketchupflasker, filmstjerner,
moderne cowboys, søvnige forstæder, fjerne horisonter, mv.
Bogen afsluttes med et par essays - om realismebegrebet og om et møde
med fotorealismen på Documenta 5.
Bogen er udgivet i forbindelse med udstillingen This is America - amerikanske
fotorealister på Aarhus Kunstmuseum.
Med dansk og engelsk tekst.
UDDRAG AF INDHOLD:
This is America - amerikanske fotorealister (af Mona Jensen). The leader
of the gang! - interview med Louis K. Meisel (af Mona Jensen). Photorealism
- mit fotorealistiske maleri (af Tom Blackwell).
MALERIER.
High fidelity - om realismebegrebet (af Virginia Anne Bonito). Documenta
1972 - møde med fotorealismen (af Niels Rokkedal). Biografier.
UDGIVER:
Aarhus Kunstmuseum
Høegh Guldbergsgade 2, 8000 Århus C
Tlf: 86 13 52 55, fax: 86 13 33 51
E-post: info@aarhuskunstmuseum.dk
Internet: www.aarhuskunstmuseum.dk
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv] [Ugens bøger]
FagBogInfo Blegdamsvej 4 B Postbox 638 2200 København
N mailto:frodes@image.dk
|