[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

100 års dansk film. Redigeret af Peter Schepelern. 445 sider, 17,5 x 25 cm. Ill: 136 fotos (46 i farver). Pris kr 449,00 (ib.).

Dette værk indeholder historien om dansk film fortalt tiår for tiår. Fra den tidligste begyndelse med Peter Elfelts film i 1890erne og Ole Olsens grundlæggelse af Nordisk Film 1906. Så følger dansk stumfilms stjernetid, hvor Asta Nielsen, Carl Th. Dreyer og Fy og Bi fik international opmærksomhed. I 1930erne kom tonefilmen med en gemytlig Ib Schønberg og en muntert syngende Marguerite Viby. Alvoren kom i 1940erne med Dreyers 'Vredens dag' og Bjarne Henning-Jensens 'Ditte Menneskebarn'. Den afløstes i 1950erne af familiehyggen hos Morten Korch og i 'Far til fire'. 1960erne var nybølgens tid, med fx Palle Kjærulff-Schmidt 'Weekend', Henning Carlsens 'Dilemma' og 'Sult'. I 1970erne kom sengekantfilmene og alle Olsen-Banden filmene. I 1980erne kom både 'Babettes gæstebud' af Gabriel Aksel og 'Pelle Erobreren' af Bille August - og Lars von Triers entré i dansk film. Og 1990erne blev præget af en ny generation med dogmefilmene.
Fremstillingen behandler udviklingen i dansk film, og dykker desuden ned i de enkelte instruktørers indsats med omtale af deres værker. Sideløbende med periodefremstillingen præsenteres således 136 udvalgte film, der på forskellig måde tegner dansk filmhistorie fra den spæde begyndelse med Viggo Larsens 'Løvejagten' til Lars von Triers 'Dancer in the Dark'.
Værket "giver en kronologisk fremstilling, tiår for tiår, af dansk films historie, de kreative hovedpersoner såvel som den filmpolitiske og organisatoriske situation. Men hovedsagen er filmene - først og fremmest spillefilmene: 100 års danske film i medgang og modgang"(fra Forord).
Værket afsluttes med en filmliste der opregner alle danske film år for år, en omfattende litteraturliste, og et udførligt register.
Bogen er skrevet af en række forskere fra Københavns Universitet og Det Danske Filminstitut.
Den er en revideret, forøget og opdateret udgave af nr 220 (1997) af tidsskriftet Kosmorama.

UDDRAG AF INDHOLD: Teltholdernes verdensteater - 1896-1909. Spekulanter og himmelstormere - 1910-19. Et lille lands vagabonder - 1920-29. Sol over Danmark - 1930-39. Voksen, følsom og elegant - 1940-49. Familiehyggens årti - 1950-59. Filmens moderne gennembrud - 1960-69. Alternativernes år - 1970-79. And the Winner is ... - 1980-89. Internationalisering og dogme - 1990-2000.
Filmliste - danske film 1897-2000. Litteratur. Register.

FORFATTERE: Eva Jørholt, Dan Nissen, Peter Schepelern, Casper Tybjerg, Ebbe Villadsen.

UDGIVER:
Rosinante Forlag
Ryesgade 27, Postboks 24, 2200 Kbh N
Tlf: 35 24 77 77, fax: 35 24 77 88
E-post: rosinante@rosinante.dk
Internet: www.rosinante.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Blegdamsvej 4 B
Postbox 638
2200 København N
mailto:frodes@image.dk