[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

Latinsk grammatik på dansk. Af Jo Hermann. 212 sider, 17 x 24 cm. Pris kr 228,00.

En introduktion til latinsk grammatik, som kan læses og bruges uden særlige forudsætninger. Bogen er forsynet med klare oversigter over både regelmæssige og uregelmæssige bøjningsformer og giver præcise eksempler på sætningsanalysens begreber.
Det er den første latinske grammatik, som sammenligner latin med dansk. I grå bokse bogen igennem gives hjælp til at oversætte fra latin, og de vigtigste regler for sætningsbygning på dansk er gennemgået i et kort kapitel for sig.
Den første hoveddel af bogen - om morfologi - beskæftiger sig med opbygningen og bøjningen af det enkelte ord. De latinske ord er opdelt i ni ordklasser, som bliver gennemgået.
Anden hoveddel - om syntaks - beskæftiger sig med sætningernes opbygning og indbyrdes forhold. Den beskriver den enkelte sætning, såvel som den måde sætningerne er forbundet med hinanden på.
I en række tillæg bag i bogen behandles desuden middelalderlatin, de vigtigste regler for udtale af latin, romerske navne, stilistiske begreber mv.
Bogen er skrevet til de tre begynderniveauer i latinundervisningen, men den kan også bruges af selvstuderende.
Jo Hermann er cand.mag. i latin og dansk og har desuden studeret almen lingvistik. Hun deler sin arbejdstid mellem undervisning og freelancearbejde som forlagsredaktør og skribent. Tanken om at skrive en latinsk grammatik tog form, mens hun underviste på elementarkurserne i latin ved universitetet i Odense, og grammatikken er blevet udviklet og afprøvet over en længere årrække.

UDDRAG AF INDHOLD: Morfologi (verberne; substantiverne; adjektiverne; numeralierne; pronominerne; adverbierne; konjunktionerne; præpositionerne). Syntaks (sætningen og dens led; verberne i sætningen; anvendelsen af kasus; sætningstyperne; syntaktisk analyse i praksis). Værd at vide (de grammatiske betegnelser på latin og dansk; sætningsbygning på dansk; udtale af latin; stilistik; middelalderlatin; romersk navneskik). Register.

UDGIVER:
Akademisk Forlag
Pilestræde 52, Postboks 54, 1002 Kbh K
Tlf: 33 43 40 80, fax: 33 43 40 99
E-post: info@akademisk.dk
Internet: www.akademisk.dk

Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Blegdamsvej 4 B
Postbox 638
2200 København N
mailto:frodes@image.dk