[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

Fortidens spor, nutidens øjne - kildebegrebet til debat. Mads Mordhorst og Carsten Tage Nielsen (red.). 252 sider, 15,5 x 22,5 cm. Med 15 illustrationer. Pris kr 198,00.

En antologi, der handler om historiefaget i dag. Otte artikler sætter fokus på, hvordan historikere bruger og forstår kilder, og bogen lægger op til en diskussion af fagets teori- og metodeforståelse. Kildediskussionen bliver sat ind i et historiografisk perspektiv, der bliver reflekteret over historikernes forhold til kilderne i lyset af postmodernismen og 'den sproglige vending'. Konsekvenserne af anvendelse af nye kildetyper bliver diskuteret, og der bliver hentet inspiration i beslægtede fag og på tværs af fagtraditioner.
Et af de centrale emner i indlæggene er spørgsmålet om det funktionelle kildebegrebs anvendelse. Et andet gennemgående tema er, om der i dag er noget, som holder faghistorien sammen, eller om opbruddet vil ende i en reel fragmentation.
Cecilia Trenter analyserer debatten om det postmoderne i de nordiske historievidenskabelige tidsskrifter, og påviser markante forskelle. Palle O. Christiansen anskuer såvel den gamle som den ny kulturhistorie, folkemuseer, mikrohistorie og antropologisk historie som en reaktion mod og faglig opposition til en faktaorienteret begivenhedshistorie og en personanonym Social Science. Helge Paludan belyser den funktionelle kildetænknings historie. Dorthe Gert Simonsen diskuterer de erkendelsesteoretiske præmisser for kildekritikken i den klassiske udformning og i de senere funktionelle formuleringer ud fra den sproglige vendings perspektiv. Jan Ifversen diskuterer historie og konstruktivisme med udgangspunkt i en analyse af, hvordan en række standard-lærebøger i historisk metode forholder sig til historiske udsagn. Anne Ollila tager afstand fra den traditionelle fokusering på mundtlige kilders mangel på troværdighed og argumenterer for, at erindring har sin egen historie, og at vi ved at analysere erindring kan opnå indsigt i alternative måder at konstruere viden på. Carsten Tage Nielsen sammenligner en række forskeres forskellige tilgange til historiefilmen og argumenterer for, at erkendelsesinteresse, materialeforståelse, valg af teori og metode indgår i et komplekst samspil. Lena Liepe argumenterer for en historisk billedanalyse og brug af billeder, der ikke blot instrumentelt reducerer billeder til rene illustrationer af historiske begivenheder, men også analyserer deres egenart som visuelle gestaltninger.
Bogen er et resultat af et seminar for nordiske historikere om historikernes forhold til kilderne ved begyndelsen af det 21. århundrede, arrangeret af Netværk for Historieteori og Historiografi..
Den samler en række overvejelser om kildernes status i dag, "som forhåbentlig kan fungere som inspiration for andre historikere."

UDDRAG AF INDHOLD: Verklighet och sanning i skandinavisk postmodern debatt och tidskrifternas roll i historiekulturen (af Cecilia Trenter). Kulturhistorie, folkemuseer og antropologisk historie som reaktion mod politikkens og nationshistoriens dominans (af Palle Ove Christiansen). Det funktionelle kildebegreb - en århushistorie? (af Helge Paludan). Udfordring til det kildekritiske subjekt (af Dorthe Gert Simonsen). Tekster er kilder og kilder er tekster - kildekritik og historisk tekstanalyse (af Jan Ifversen). Memory and Oral History (af Anne Ollila). Historie og levende billeder - et anvendelsesperspektiv (af Carsten Tage Nielsen). Konst som historiskt källmaterial - om bildens epistemologi (af Lena Liepe).

UDGIVER:
Roskilde Universitetsforlag
Rosenørns Allé 9, 1970 Frb C
Tlf: 38 15 38 80, fax: 35 35 78 22
E-post: slforlag@sl.cbs.dk
Internet: www.samfundslitteratur.dk

Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Blegdamsvej 4 B
Postbox 638
2200 København N
mailto:frodes@image.dk