[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

Kampen om historien. Brug og misbrug af historien siden Murens fald. 15 essays. Af Claus Bryld. 237 sider, 15,5 x 22,5 cm. Pris kr 198,00.

Efter Murens fald i 1989 og Sovjetunionens sammenbrud har der i de fleste europæiske lande raset en diskussion om fortiden og ansvaret for holdninger og handlinger i denne fortid. Både anden verdenskrig og venstreradikaliseringen i 1970erne har været debatemner, hvor stærke vurderinger er blevet bragt til torvs fra de stridende parters side. Debatten har været særlig stærk i Danmark. Claus Bryld, som ofte selv har bidraget til denne debat, sætter i denne bog et bredere perspektiv på de aktuelle diskussioner og på kampen om historien. Bogens emne er ikke bare besættelsestiden og nutidens kampe om hvordan den skal opfattes, men også andre ligtorne i vores nyere historie - fx venstreradikaliseringen i 1970'erne - gøres til genstand for bogens mange diskussioner. Forfatteren vender sig imod reduktionen af historien til et spørgsmål om valg mellem ondt og godt i fortiden. Men han kritiserer samtidig de angrebne for at tie og dermed lade erfaringerne ligge ufrugtbare hen.
Bogen er delt op i fire dele, hvoraf de to første omhandler kampen om historien, som den konkret har udfoldet sig i Danmark i de senere år. Her har fokus været rettet mod dels besættelsestiden, dels venstrefløjens rolle under Den kolde krig. Formålet med essayene i disse dele "er først og fremmest at placere disse debatter i et større perspektiv og vise, at standpunkter, anklager og forsvar med reference til fortidige forhold ikke er uafhængige af dominerende tankestrømninger og tilstande i det samfund, de bliver til i. Det vil aktuelt sige omkring år 2000"(fra Indledning). I tredie og fjerde del diskuteres mere alment, hvilken rolle historie i dag spiller i samfundet, og der sættes fokus på forholdet mellem historie, identitet og erindring. Er historien slut med Murens fald, som Francis Fukuyama hævdede? Er historie blevet et instrument til reklame eller individuel iscenesættelse? Er det umuligt at forbinde historien og den kollektive erindring?
Bogens essays er alle fra 1990erne. 12 af de 15 essays har tidligere være offentliggjort i forskellige aviser, tidsskrifter og antologier. "Jeg har imidlertid ment, at de tilsammen ville kunne vise både en sammenhæng og en udvikling i refleksionen over en politisk/åndshistorisk topos - histories rolle i samfundet - som er meget lidt opdyrket i Danmark, selvom den dagsaktuelle debat især i disse år klart lægger op til en dyrkelse."
Claus Bryld, dr.phil., er professor i moderne historie ved Roskilde Universitetscenter, Institut for historie og samfundsforhold.

UDDRAG AF INDHOLD: Historien i samfundet. Kritik af den nationale historietradition: Besættelsestiden (konstruktionen af besættelsestiden; i Holger Danskes skygge - besættelsen, erindringen og nationen; med besættelsen som spejl - den danske holdning til krig og besættelse på 55 års afstand). Kritik af den politiske instrumentalisering af historien: Venstrefløjen i 1960'erne og 70'erne (kommunisme, nazisme og ekstremisme i det 20. århundrede; kampagnen mod venstrefløjen; liberal fundamentalisme; den kolde krig og den danske venstrefløj). Historiens afslutning: Den uafsluttede debat (historie eller posthistorie: Francis Fukuyamas dilemma - og vort). Histories nye funktioner: Identitet, legitimitet og erindring (identitet, historieformidling og andet godt nær år 2000; er vi selv historie - kampen om samfundets legitime erindring; retten til frit at erindre). Afslutning: Historie er en diskussion der aldrig slutter. Kilder. Navneregister.

UDGIVER:
Roskilde Universitetsforlag
Rosenørns Allé 9, 1970 Frb C
Tlf: 38 15 38 80, fax: 35 35 78 22
E-post: slforlag@sl.cbs.dk
Internet: www.samfundslitteratur.dk

Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Blegdamsvej 4 B
Postbox 638
2200 København N
mailto:frodes@image.dk