[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

Integrationspolitik - børn og unge på vej til et multikulturelt præget fællesskab. Af Per Bregengaard. 174 sider, 15 x 21 cm. Pris kr 229,00.

Danmark er ved at udvikle sig til et multikulturelt præget samfund. Nogle ser det som en berigelse eller en spændende udfordring. Andre er betænkelige eller frygter denne udvikling. Det spørgsmål som stilles igen og igen er, hvordan vi sikrer os et harmonisk samfund med et fælles værdigrundlag, som kan rumme de mange forskellige kulturer.
Per Bregengaards behandler i denne bog disse spørgsmål og giver udtryk for sin vision om, at et godt samfund er lig med et rummeligt og multikulturelt solidarisk fællesskab. "I fællesskab vælger vi langt hen ad vejen selv vores samfund gennem de vilkår, den opdragelse og uddannelse, vores børn og unge får. Valget af integrationspolitik og prioriteringer i dag afgør, om vi i morgen lever i et solidarisk, rummeligt, multikulturelt præget fællesskab eller i et samfund præget af diskrimination, fjendskab og konflikter betinget af etnisk oprindelse. Daginstitutioner, klubber og skoler må i deres virke indrettes efter fremtidens behov og kan således ikke løbe fra at være velbegrundede og centrale politiske projekter for videreførelse og forandring af samfundet. Og de er måske det vigtigste omdrejningspunkt for integration i kraft af, at de i stor udstrækning er et mødested for alle"(fra Forord).
Bogens første kapitler diskuterer en række overordnede problemer i indkredsningen af en integrationspolitik, der fremmer opbygningen af et solidarisk, rummeligt og multikulturelt præget samfund med lige muligheder for at få et godt liv. Skolers og institutioners virke for integration kræver en interkulturel pædagogik, hvilket er gøres rede for i de følgende afsnit. Udgangspunktet er, at børn og unge har forskellige erfaringer og adfærd betinget af kulturelle forskelle. Interkulturelle aktiviteter og undervisning handler både om viden om de andre og om selvforståelse. Formålet er at skabe selvværd og nogle fælles grundlæggende værdier for vores samvær.
Skoledebatten har været domineret af spørgsmålet om de tosprogede elevers danskkundskaber og modersmålsundervisning, som uddybes efterfølgende. Denne del af bogen er præget af en diskussion af resultaterne fra videnskabelige undersøgelser og evalueringer. Resultater fra praksis anvendes i en afklaring af spørgsmålet om fordeling og gruppering af børn og unge med forskellig baggrund. I et afsluttende kapitel gøres det klart, at integrationspolitikken i forhold til børn og unge naturligvis er en del af en større samfundsmæssig helhed.
Bogen bygger på forfatterens mere end 25 års arbejde med pædagogik og uddannelsesspørgsmål i forskellige sammenhænge og 14 års erfaringers som kommunalpolitiker i Københavns Kommune med en særlig interesse for at få udviklet en integrationspolitik. Per Bregengaard er borgmester for Uddannelse og Ungdom i Københavns Kommune og har været medlem af borgerrepræsentationen siden 1988. Han er cand.amg i samfundsfag, historie, u-landspædagogik og har primært arbejdet som gymnasielærer.
Bogen indeholder efterskrifter af bl.a. Jens Kramer Mikkelsen, Naser Khader og Margrethe Vestager.
Bogens målgruppe er forældre, pædagoger, lærere og politikere. En særlig målgruppe er de studerende, som vil kunne anvende den i pædagog- og lærerseminariets undervisning.

UDDRAG AF INDHOLD: Integration. Egen kultur og et fællesskab med lige muligheder. En interkulturel pædagogik. Modersmål og dansk. Resultaterne af en praksis. Fordeling og gruppering. Afslutning. Efterskrifter. Litteratur. Noter.

UDGIVER:
Kroghs Forlag
Chr. Hansensvej 3, 7100 Vejle
Tlf: 75 82 39 00, fax: 75 82 32 71
E-post: kf@kroghsforlag.dk
Internet: www.kroghsforlag.dk

Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Blegdamsvej 4 B
Postbox 638
2200 København N
mailto:frodes@image.dk