| |
[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
[Ugens bøger]
Projektarbejde i praksis -
om uddannelsesproblemer i 1990'ernes Danmark. Redigeret af Anders Mathiesen.
234 sider, 12,5 x 20 cm. Ill: 2 figurer. Pris kr 168,00.
Bogen indeholder artikler
der fortæller om en række uddannelsespolitiske forhold. De
fleste har den historiske dimension med, fra de store omvæltninger
i Undervisningsministeriet som skete mens Bertel Haarder var minister.
Det er en bog om betydningen af 1980'ernes uddannelsespolitiske skifte
i Danmark. En bog om, hvad Bertel Haarders - og 'Det nye højres'
- uddannelsespolitik gik ud på, og hvad den kom til at betyde for
uddannelserne her i 90'erne.
Bogen er en værkstedsrapport, som præsenterer nogle eksempler
på projektarbejde lavet af studerende på Roskilde Universitets
Center. "De fortæller både historier om, hvordan projekterne
er lavet, hvilke overvejelser det har givet anledning til, hvordan arbejdet
er skredet frem; men samtidig får man også et væsentligt
indblik i det indholdsmæssige i projekterne. Man kan altså
læse bogen med to formål, både at blive inspireret til
- og klogere på - at lave projekter, og samtidig få noget
at vide om uddannelsespolitikken fra Bertel Haarder og frem"(fra Indledning).
Projekterne er historisk konkrete analyser, som adskiller sig fra andre
projektarbejdsformer der fx baserer sig på en 'teoretisk' øvelse,
med tilhørende analyser der er tilpasset teorien. De studerende
har ikke siddet med en teori som virkeligheden skulle tilpasses, men har
taget udgangspunkt i nogle konkrete historiske hændelser og analyseret
dem.
De fem projekter i bogen handler alle om uddannelsesproblemer i 1990erne,
fra gymnasiereformen i 80erne over projektarbejde i folkeskolen til læreruddannelse
og daghøjskoler.
Kapitel 2 repræsenterer et projekt om Gymnasiereformen 1987, primært
baseret på bladet 'Gymnasieskolen'. I projektrapporten analyseres
en tekstlig repræsentation af et begivenhedsforløb som førte
frem til Gymnasiereformen. Kapitel 3 repræsenterer et projekt om
elevbevægelserne i 1980erne på grundlag af elevorganisationernes
interne papirer, rapporter og virksomhedsberetninger. Endvidere inddrages
organisationernes blade og deres bidrag til den offentlige meningsdannelse
i form af udtalelser, aktioner, demonstrationer, mv. Kapitel 4 repræsenterer
et projekt om tværfaglighed og undervisningsdifferentiering i folkeskolen
baseret på praksisbeskrivelser i rapporter fra forsøgs- og
udviklingsarbejder. Kapitel 5 repræsenterer et projekt om den nye
læreruddannelseslov. Udgangspunktet for dette projekt var et ønske
om at få identifiiceret nogle hovedpositioner i diskussionen om
daværende undervisningsminister Ole Vig Jensens udspil til en ny
læreruddannelseslov - dels på grundlag af afgrænsede
'professionsdiskurser' (fagblade) og dels ud fra den offentlige debat
om lovinitiativet (i aviser mv). Altsammen for at henlede opmærksomheden
på magtrelationerne omkring folkeskolen i Danmark. Kapitel 6 repræsenterer
et projekt om daghøjskolen og daghøjskolernes situation
sidst i 90erne. Her foretog projektgruppen en første orienterende
analyse af problemfeltets konkurrerende positioner primært på
grundlag af informantinterview med nøglepersoner i daghøjskolefeltet
- hhv Undervisningsministeriets og daghøjskoleorganisationernes
institutionelle repræsentanter.
"Tilsammen repræsenterer disse fem projekter en række meget
forskellige måder at lave historisk konkrete analyser, men
de beskæftiger sig alle med centrale uddannelsesproblemer i 90'ernes
Danmark. Og fælles for disse meget forskellige projekter er, at
de sætter fokus på 'Det nye højres' måde at lave
politik - en politisk-kulturel praksis som i 90'erne videreføres
af New Labour"(fra det indledende kapitel - 'Praktiske' diskursanalyser).
UDDRAG AF INDHOLD: 'Praktiske'
diskursanalyser (af Anders Mathiesen). Fra retorik til reform - gymnasiereformen
som eksempel på 80'ernes nye højre i dansk politik (af Pernille
Mikkelsen). 80'ernes uddannelseskamp - set i frøperspektiv (af
Knud Holt Nielsen). Fra lov til læring - et eksempel på problemorienteret
projektarbejde, som tager afsæt i allerede etableret empiri (af
Stine Hildebrandt og Lise Tingleff Nielsen). Den ny læreruddannelse
(af Lars Ploug). Hvad sker der med daghøjskolerne i 1990'erne?
(af Helene Falkenberg og Lisbeth Pedersen).
UDGIVER:
Unge Pædagoger
Edvard Griegs Gade 2, 2100 Kbh Ø
Tlf: 39 29 15 48, fax: 39 29 15 79
E-post: u-p@u-p.dk
Internet: www.u-p.dk
Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv] [Ugens bøger]
FagBogInfo Blegdamsvej 4 B Postbox 638 2200 København
N mailto:frodes@image.dk
|