[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

Den nødvendige smerte. Om tab, sorg og adskillelsesangst. 2. udgave. Af Marianne Davidsen-Nielsen og Nini Leick. 354 sider, 13 x 20 cm. Pris kr 230,00. (Serie: Socialpædagogisk Bibliotek)

Revideret udgave, der inddrager erfaringer fra forfatternes praktiske arbejde med mennesker i sorg samt nyere teoretisk viden og overvejelser om emnet. Fokus er nu i højere grad på menneskets tilknytningsevne, som netop rammes, når vi oplever et tab. Bogens nye undertitel afspejler, at der er lagt større vægt på den sorgramtes tidligere erfaringer med adskillelse og tab samt evne til følelsesmæssigt at slippe den/det mistede. Denne udgave har desuden et nyt kapitel om supervision og undervisning inden for området. Tidligere udgave 1987.
Bogen handler om sorg- og krisereaktioner, og om hvordan det at blive eksistentielt ramt påvirker livets tilknytnings- og adskillelsesprocesser.
Hvorfor kommer nogle mennesker styrkede gennem sorg? Og hvorfor bliver nogle forkrampede og angstfyldte? Hvorfor forandrer den som rammes af svære tab sig for altid? Bogen handler om disse og mange andre spørgsmål. Med mange konkrete eksempler beskrives hvordan man kan hjælpe sig selv og andre med at komme i kontakt med de lægende kræfter i den sunde sorgproces. Det er en bog om praksis hvor teoretiske overvejelser supplerer det beskrevne. Fremstillingen indeholder mange personlige beretninger i form af breve og udviklingshistorier.
Bogen indledes med et teoretisk overblik. Dernæst følger et kapitel, der handler om hvordan svære tab berører personlighedens dybeste lag. Det giver et grundlag for at forstå hvad der sker med os når tab og traumer forandrer vores tilværelse. I følgende kapitel belyses sorgforløbets forskellige faser og ses på sorgarbejde som opgaver. "Det er en hjælp til at forstå sorgforløbet, en hjælp som opvejer ulempen ved at systematisere komplicerede følelsesmæssige processer." Også forskellen mellem normale og unormale sorgreaktioner berøres, og der gives eksempler på mennesker hvis fremtid er truet efter at de er blevet traumatisk ramt af et kompliceret tab. Næste kapitel forsøger at konkretisere nogle retningslinier for hvordan man kan finde frem til dem man må antage er i risiko for ikke selv at kunne finde vejen i det forandrede liv. Kapitlet er en grundig analyse af hvem det menneske er der er blevet ramt af hvad, hvordan og hvornår i livet. Det efterfølges af et kapitel om uklare tab, der kan være vanskelige at erkende. I kapitel 5 gennemgås forskellige behandlingsforløb. "Tanken er at behandlere her kan hente inspiration til at arbejde med akut krise, forsinket og undgået sorg. Vi gennemgår også en kronisk sorg som vi ikke kunne nå gennem sorgterapi." I det efterfølgende kapitel beskrives et sorgterapiforløb gennem syv måneder i forbindelse med et selvmord. Følgende kapitel beskæftiger sig med gruppebehandling og beskriver rammer, rum, metode og behandlernes rolle både i det enkelte terapuetiske kontraktforhold og i gruppeprocessen. Bogen afsluttes med et kapitel om undervisning og supervision.
Bogen henvender sig til enhver som ønsker en dybere forståelse for sorg, men er især skrevet til behandlere, læger, psykologer, socialrådgivere, præster m.fl. der har brug for inspiration til hvordan man kan hjælpe mennesker igennem den nødvendige smerte.

UDDRAG AF INDHOLD: Om tilknytning, adskillelse og sorg. Sorgarbejdets opgaver. Risikogrupper og visitationsovervejelser. De uklare tab. Krisehjælp, sorghjælp og sorgterapi i praksis. En personlig beskrivelse af en sorgterapi. Gruppebehandling med fokus på tab og traumer. Om undervisning, læring og supervision. Litteratur. Navneregister. Stikordsregister.

UDGIVER:
Gyldendal Uddannelse
Klareboderne 3, 1001 Kbh K
Tlf: 33 75 55 60, fax: 33 75 57 22
Internet: www.gyldendal-uddannelse.dk


[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Blegdamsvej 4 B
Postbox 638
2200 København N
mailto:frodes@image.dk