| |
[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
[Ugens bøger]
Vidne til krig. Dagbog fra
Bosnien. Af Lars Baggesen. Skrevet i samarbejde med Thomas Hjortsø.
165 sider, 14 x 22 cm. Ill: 14 fotos, 2 kort. Pris kr 225,00.
En beretning om og af en dansker,
der oplevede nogle af de værste kampe og massakrer på Balkan,
og som efterfølgende vidnede om sine oplevelser ved krigsforbryderdomstolen
i Haag. Lars Baggesen var et af anklagerens hovedvidner i sagen mod den
kroatiske general Blaskic, der var anklaget for at stå bag massakrer
i Bosnien-Hercegovina. I marts 2000 blev Blaskic idømt den hidtil
højeste straf på 45 år ved domstolen.
Da Lars Baggesen sagde ja til at vidne i Haag, gik han samtidig med til
at gennemleve rædslerne fra 1993, da han var EU-observatør
i det centrale Bosnien. I den periode eksploderede kampene mellem kroater
og muslimer, han mødte flere gange Blaskic og så resultaterne
af kroaternes hærgen.
Under retssagen mod Blaskic blev Lars Baggesens dagbog fra Bosnien en
vigtig brik i anklagerens bevismateriale. Uddrag af dagbogen præsenteres
i denne bog, som fortæller om hans tid i Bosnien, samt hvordan han
blev afhørt af efterforskere fra krigsforbryderdomstolen og optrådte
som vidne i Haag.
Hovedparten af bogens kapitler fortæller om Baggesens arbejde i
det ubevæbnede observatørkorps ECMM. Han fortæller
om arbejdet med at prøve at skabe tillid mellem de stridende parter
ved for eksempel at lede forhandlinger om våbenhvile, indsamling
af døde og sårede og udveksling af fanger. Desuden om opgaver
med at prøve at få parterne til at overholde våbenhviler,
foretage undersøgelser af massakrer og overgreb mod civilbefolkningen,
organisere hjælp til flygtninge, undersøge og dokumentere
krigshandlinger, mv. Baggesen blev endvidere udpeget til formand for en
kommission, der skulle sørge for, at samtlige tilbageholdte civile
i det centrale Bosnien blev sluppet fri - og han fortæller i bogen
om sit arbejde i denne sammenhæng. Bogens sidste to kapitler beskriver
forløbet af retssagen i Haag hvor Baggesen vidnede, og bogen slutter
med en redegørelse for FN's krigsforbryderdomstol.
Major Lars Baggesen blev uddannet som officer i 1978, gjorde tjeneste
ved Hæren indtil 1986, hvor han blev ansat ved Hjemmeværnet.
Han har undervist i humanitær folkeret på Beredskabsstyrelsens
Højskole og Københavns Universitet.
Bogen er skrevet sammen med journalisten og Balkan-kenderen Thomas Hjortsø.
UDDRAG AF INDHOLD: Afhøring.
På vej til Bosnien. Brusovaca Joint Commission. Bortført.
Den arrogante kroat. Massakren i Ahmici. Bomber og granater. Flygtninge
bliver gidsler. 'Bare en nedbrændt landsby'. Angsten. Minde fra
Maglaj. Kampen om Kakanj. Fangerne skal slippes løs. Pigen fra
Vitez. I Haag. Duellen i retten. FN's krigsforbryderdomstol. Ordliste.
Vigtige årstal for Bosnien.
UDGIVER:
Aschehoug Dansk Forlag
Landemærket 8, Postboks 2179, 1017 Kbh K
Tlf: 33 30 55 22, fax; 33 30 58 22
Internet: www.aschehoug.dk
Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv] [Ugens bøger]
FagBogInfo Blegdamsvej 4 B Postbox 638 2200 København
N mailto:frodes@image.dk
|