| |
[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv] [Ugens
bøger]
Guds knaldepisk. De helliges høvding. En biografi om Vilhelm Beck.
Af Egon Clausen. 281 sider, 14 x 22 cm. Med 9 illustrationer. Pris kr
275,00.
I denne bog tegner Egon Clausen et kritisk, men også kærligt
portræt af Vilhelm Beck (1829-1901). Vilhelm Beck var igennem fyrre
år leder af en af de største folkelige bevægelser i
Danmark: Indre Mission. Hans valgsprog var "Så længe jeg lever,
vil jeg gale." Det gjorde han, så det gav genlyd over hele landet,
men i dag er han ukendt for de fleste.
Hans tilhængere mente, at han havde et lyst og enkelt sind, men
hans fjender opfattede ham som en mørkemand. Hans fremfærd
var præget af en mærkelig dobbelthed. I familiens kreds var
han kærlig og eftergivende, men udadtil var han hård og stejl.
I bogen fortælles om Vilhelm Becks opvækst, uddannelse, hans
tid som lærer, hans virke som kapellan i Ubby, og hans præstegerning
i Ørum og senere Ørslev - og bogen rummer også skildringer
af hans familieliv. I september 1861 blev Vilhelm Beck medlem af bestyrelsen
i Indre Mission. Bogen fortæller udførligt om hans indsats
i ledelsen af Indre Mission og om hans missionsmøder rundt om i
landet. "Foran ham samles tusinder af jævne mennesker for at lytte
til ham. De gør det i største hengivenhed, for han giver
deres liv indhold, retning og værdighed. Han tordner mod fritænkeriet,
mod socialismen, mod Politiken, mod professorerne på det teologiske
fakultet, og folket kalder han for 'den store, døde flok'"(fra
Indledning). I den sidste del af bogen koncentrerer fremstillingen sig
om Vilhelm Becks deltagelse i magtspillet om missionsvirksomheden i hovedstadsområdet.
Bogen er en kritisk biografisk fremstilling af Vilhelm Becks liv og gerninger.
Vilhelm Beck var en stridens mand, der både var elsket og hadet
af sin samtid, og hvis virke endnu trækker sine spor gennem det
danske samfund. Efter Vilhelm Becks død skrev grundtvigianeren
Morten Pontoppidan bl.a. om ham, "at det var Vilhelms Becks fortjeneste,
at Indre Mission forblev inden for folkekirken og derved forhindrede,
at denne bevægelse udmundede ,,i et større eller mindre antal
små afstængede åndelige fårefolde, der hver for
sig mente at have patent på det ene saliggørende''. Dette
synspunkt er blevet alment anerkendt, men prisen for indsatsen har været
en folkekirke, som har mistet kntakten med den brede befolkning, for Vilhelm
Beck splittede, mere end han samlede. Hvor han end kom, samledes mange
godt nok for at høre, hvad han havde at sige; men endnu flere vendte
sig væk i afsky. Han kæmpede for, at mennesker skulle omvende
sig og tro på Gud, men det skulle ske på en ganske bestemt
måde, og de, der ikke ville følge ham, fordømte han
til helvedes ild og evige pine. For mange var han et lys, men for endnu
flere var han en mørkemand. Han påstod, at han ville enighed,
men han skabte strid. Han sagde, at han arbejdede for Guds riges sag,
men tidligt forskrev han sig til magten, og hvad dens var"(fra Efterskrift).
UDDRAG AF INDHOLD: Da alle sov (præstegården; faders vilje;
tærskeanstalten; student i København). Du skal være
præst (lærer i Kalundborg; kjole og krave; Vilhelms maske).
Kapellanen (missionens ånd; kapellan i Ubby; hver gren og kvist
fik tunge; endnu en synder). Hos jyderne (de hellige i Bording; åndens
pinsevejr). Dæmonen (disse pinagtige skænderier; helvedesprædikanten).
Nye fronter (troens faste fort; den store skøge; fritænkerne;
på rejse i Europa; fremskridtets storm). Hører du, Vilhelm?
Djævelen ler (en konkurrent; syndefri og fuldkommen; Beck lyver;
på knæ for Bibelen; den sidste skalp; Vilhelm dør).
Efterskrift. Anvendt litteratur. Noter.
UDGIVER:
Gyldendal
Klareboderne 3, 1001 Kbh K
Tlf: 33 75 55 55, fax: 33 75 56 22
E-post: information@gyldendal.dk
Internet: www.gyldendal.dk
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv] [Ugens
bøger]
FagBogInfo Blegdamsvej 4 B Postbox 638 2200 København
N mailto:frodes@image.dk
|