[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

Krigere og helgener. Vesteuropas historie 400-800 e.Kr. Af Dick Harrison. 576 sider, 14,5 x 21 cm. Med 73 illustrationer (47 i farver). Pris kr 349,00.

Oversat af Birgitte Brix. Original: Krigarnas och helgonens tid: Västeuropas historia 400-800 e.Kr. (Bokförlaget Prisma, 1999).

En omfattende introduktion til folkevandringstiden, der giver et overblik over de store forandringer, som fejede hen over Vesteuropa i perioden 400-800.
Den tidlige middelalder - ofte kaldt folkevandringstiden - er blevet kendt som krigerfolkenes storhedstid. En tid hvor barbarer og vandaler prægede Europa, og hvor horder af germanere og hunnere bredte sig over kontinentet på jagt efter korn og guld.
Magtbegærlige krigerkonger og omfarende kirkefolk har sat deres uudslettelige stempel i historiebøgerne. Men Vesteuropa var også befolket af longobardiske bønder, asketiske eneboere, arabiske embedsmænd, gotiske lejesoldater, centralasiatiske nomader og mange flere - ikke mindst en række handlekraftige kvinder, der skrev sig ind i dette kapitel af historien.
Den svenske historiker Dick Harrison trænger igennem myterne og klichéerne om middelalderens mørke begyndelse og giver et fascinerende, dybt og sammensat billede af Vesteuropa i overgangen mellem antikken og middelalderen. Og han fortæller om "mennesker af kød og blod, som personligt, ved egne valg, forandrede deres lille verden betydeligt. Vi har mødt Chrodechild, den krigeriske nonne i Poitiers, Ferdulf og Argait, de dumdristige, ærgerrige stormænd i Friuli, Sisebut, krigerkongen som filosoferede over månen, m.fl. Der er en etisk pointe i ikke at glemme disse enkelte mennesker, ikke at lade dem drukne i de store strukturer, som automatisk dukker op, når man forsøger at skrive en sammenfatning af en historisk overgangsperiode"(fra Epilog).
Indledningsvis præsenteres den overordnede politiske udvikling. Efter denne generelle introduktion til perioden følger først en række kapitler om økonomisk og social udvikling, derpå et afsnit om religiøse og kulturelle spørgsmål og endelig et stort afsnit om samfundsproblemer (krig, etnicitet, lovgivning, magtstruktur, mv.).
Dick Harrison er middelalderhistoriker og docent ved universitetet i Lund.

UDDRAG AF INDHOLD: Mørkets tid. Et politisk skelet (folkevandringerne indledes på Balkan; hunnervældet; fra merovinger til karolinger; sveber og visigoter på Den Iberiske halvø; Britannien træder ind i middelalderen; Irland; kroater, serbere og bulgarere). Menneskene, deres liv og næringsveje (det grønne Europa; den tidlige middelalders bondeland opstår; handelspladser og købmænd; den tidlige middelalderbys skæbne; jorden som kilde til magt; familie og slægt; hvordan den dannede mand betragtede den typiske kvinde). Den tidlige middelalders idéverden: tro og kultur (hvordan astrologien blev stueren; de kristne lærer kunsten at forfølge; alliancen mellem konge og kirke i Vesteuropa; biskopperne - den tidlige middelalders nøglepersoner; kloster og magt; individualister; de lærde mænd syd for Pyrenæerne; Irlands guldalder; jøder i den tidlige middelalder). Mennesket i samfundet: krig, lov, magt og køn (kunsten at føre krig; krigerne og deres våben; etnicitet i den tidlige middelalder; personlig lov eller territoriallov; longobardisk lovgivning; domstolene - deres funktion og betydning; administrative systemer hos frankere og longobarder; grundlaget for politisk magt; i Brunhildes og Theudelindas verden; dronning Balthilds klosterpolitik). Epilog. Kilde- og litteraturfortegnelse. Register. Register.

UDGIVER:
Gads Forlag
Klosterstræde 9, 1157 Kbh K
Tlf: 33 15 05 58, fax: 33 15 33 86
E-post: sekr@gads-forlag.dk
Internet: www.gads-forlag.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Blegdamsvej 4 B
Postbox 638
2200 København N
mailto:frodes@image.dk