[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

At overvinde socialangst og generthed. En selvhjælpsguide på grundlag af kognitiv adfærdsterapi. Af Gillian Butler. 232 sider, 15,5 x 22,5 cm. Pris kr 265,00. (Serie: Nye psykologiske perspektiver)

Oversat af Anne Kristine Klemmmensen. Original: Overcoming Social Anxiety and Shyness (Constable & Robinson, 1999).

Socialangst er en betegnelse for den angst og nervøsitet, der kan føre til, at man, af frygt for andres kritiske opmærksomhed, forsøger at undgå sociale situationer. "Socialt angste mennesker har en tendens til at gå ud fra, at deres samvær med andre vil blive pinligt afslørende: at andre vil bemærke deres svagheder eller kejtethed; at de vil blive afvist, ignoreret eller kasseret, fordi de ikke opfører sig mere acceptabelt. Når man ser tingene sådan, bliver det vanskeligt at være sammen med andre mennesker på en naturlig måde og svært at føre en samtale, lytte eller få venner."
De fleste af os oplever social angst eller generthed af og til, men der findes mennesker, hvis liv bærer alvorlig præg af denne forstyrrelse, som bogen forsøger at hjælpe.
Bogens første del definerer socialangst og det beslægtede fænomen generthed. Den analyserer årsager til dens opståen, som kan ligge i en kombination af den biologiske arv, vi bringer med til verden og det miljø, vores personlighed udvikler sig i, de traumatiske begivenheder, som vi udsættes for, urimelige krav, livet har stillet os over for og den stress, som hidrører fra nuværende livssituation. Den opstiller en kognitiv model over, hvordan selvopretholdende cirkler af negative tankemønstre, tryghedssøgende adfærd, selvfokusering og mangel på selvtillid fastholder en person i den uheldige situation.
Bogens anden, centrale del indeholder anvisninger til, hvordan man trin for trin kan overvinde problemet. Teknikkerne er baseret på kognitiv terapi, som har til formål at forandre en negativ, automatisk tænkning og en forvrænget realitetssans.
I bogens sidste del præsenteres kort yderligere metoder til udvikling af selvværd og selvbevidsthed. Derefter bliver problemet mobning belyst, og til sidst anvises forskellige afslapnings- og afspændingsmetoder.
Bogen henvender sig først og fremmest til mennesker, der lider af alvorlig grad af socialangst og generthed, men dens grundige gennemgange af den teoretiske baggrund gør den egnet til brug i terapeutisk uddannelse og praksis.
Gillian Butler er praktiserende klinisk psykolog. Hun underviser i kognition og neuropsykologi ved Oxford University.

UDDRAG AF INDHOLD: At forstå socialangst (hvad er socialangst; om generthed; hvor kommer socialangsten fra; socialangst belyst: at forstå hvad der sker, når mennesker er socialt angste). At overvinde socialangsten (udgangspunkter; at ændre tankemønstre; at gøre tingene anderledes; at formindske selv-fokuseringen; at opbygge selvtilliden). Valgfrit ekstramateriale (om at være assertiv; mobningens arv; afspænding). Andre nyttige bøger. Appendiks: Arbejdsblade.

UDGIVER:
Forlaget Klim
Ny Tjørnegade 19, Postboks 1090, 8200 Århus N
Tlf: 86 10 37 00, fax: 86 10 30 45
E-post: forlaget@klim.dk
Internet: www.klim.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Blegdamsvej 4 B
Postbox 638
2200 København N
mailto:frodes@image.dk