| |
[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
[Ugens bøger]
Danmark og de jødiske
flygtninge 1933-1940. En bog om flygtninge og menneskerettigheder. 2.
oplag. Af Lone Rünitz. 239 sider, 15,5 x 22,5 cm. Pris kr 250,00.
Optryk med enkelte rettelser
- originaludgave 2000.
Danmark og de jødiske
flygtninge handler om dengang Danmark var nærområde for de
tusinder af jøder, der forsøgte at undslippe det nazistiske
regime i årene 1933 til 1940. På grundlag af omfattende arkivundersøgelser
i Justits- og Udenrigsministeriet, Mosaisk Troessamfund samt konkrete
udlændingesager fortælles historien om det officielle Danmarks
reaktion på jødeforfølgelserne som den kom til udtryk
i rigsdagsdebatterne, ændringer i fremmedloven og ikke mindst i
Justitsministeriets og politiets administrative praksis og i det dansk-jødiske
hjælpearbejde.
Formålet er at kaste nyt lys over et kapitel af Danmarkshistorien,
som hidtil har stået noget i skyggen af redningsaktionen til fordel
for de danske jøder i oktober 1943. Men bogen kan også give
anledning til refleksioner over Danmarks aktuelle flygtningepolitik og
det svære dilemma mellem humanisme og egeninteresser, som de europæiske
lande også i dag står overfor.
Første del af kapitel 1 skitserer de forskellige faser af jødeforfølgelserne
i Tyskland og deres indflydelse på flygtningestrømmen. Anden
del behandler de demokratiske staters reaktion på forfølgelserne
og det deraf opståede flygtningeproblem. I kapitel 2 gøres
der rede for det internationale samfunds indsats og de internationale
jødiske organisatioaners arbejde for deres forfulgte trosfæller.
Kapitel 3 omhandler de politiske, sociale og økonomiske problemer,
som var bestemmende for dansk flygtningepolitik. I kapitel 4 redegøres
der for de ændringer i fremmedloven, som flygtningene fra Tyskland
gav anledning til, samt debatter i Rigsdagen, som behandlede flygtningespørgsmålet.
Kapitlerne 5 og 6 gennemgår de forskellige faser i den administrative
praksis i perioden 1933-40 og konsekvenserne for jøder, som søgte
tilflugt her i landet. Kapitel 7 omhandler de danske kvindeorganisationers
hjælpeaktion til fordel for jødiske børn i 1939. Kapitlerne
8 og 9 undersøger den dansk-jødiske ledelses politik samt
det hjælpearbejde, der blev udført af emigrantkomitéen
'Komitéen af 4. maj 1933'. I kapitel 10 ses nærmere på
samarbejdet mellem myndighederne og Komitéen af 4. maj 1933. Endelig
søger kapitel 11 ved hjælp af konkrete udlændingesager
at belyse, hvad der fik flygtningene til at forlade Det Tredje Rige, flugtomstændighederne,
den behandling, de blev udsat for ikke alene af tyske myndigheder, men
også af myndighederne i de lande, hvor de søgte tilflugt,
samt de uoverstigelige vanskeligheder, der efter 1938 var forbundet med
at finde et nyt blivende opholdssted. "En ting var, at myndighederne under
hensyntagen til udviklingen søgte at begrænse flygtningestrømmen,
men også de forholdsvis få flygtninge, der allerede var kommet
ind i landet, oplevede et stadigt stigende pres fra myndighedernes side
for at få dem til at rejse videre."
Bogen er den første samlede fremstilling, hvor vel at mærke
de dokumenterede detaljer i myndighedernes skændselshandlinger på
dansk grund bliver lagt frem med navn, tid og sted. "Det var således
ikke hverken gæstfrihed eller medmenneskelighed, der karakteriserede
holdningen til Tysklands jøder, inden katastrofen for alvor ramte
dem i 1938, hverken i Danmark eller andre steder."
Lone Rünitz er cand.phil. i historie med speciale i dansk flygtningepolitik
i 1930erne.
UDDRAG AF INDHOLD: Flugten
fra Det tredje Rige. Det internationale samfund - Flygtningehjælp.
Danmark og flygtningespørgsmålet. Fremmedloven og flygtningene
til debat på Rigsdagen. Administrativ praksis 1933-37. Lukkede grænser
1938-1940. Alijah-børnene. De danske jøder. Den jødiske
ledelse og flygtningene. Samarbejdet mellem myndighederne og Komitéen
af 4. maj 1933. De uønskede. Sammenfatning og konklusion.
Upubliceret materiale i Rigsarkivet. Litteraturliste.
UDGIVER:
Museum Tusculanums Forlag
Njalsgade 92, 2300 København S
Tlf: 35 32 91 09, fax: 35 32 91 13
Internet: www.mtp.dk
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv] [Ugens bøger]
FagBogInfo Blegdamsvej 4 B Postbox 638 2200 København
N mailto:frodes@image.dk
|