[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

En rød el-guitar med vibrator. Musik og ungdomskultur i Nordsjælland 1960-70. Af Henrik A. Bengtsen. 347 sider, 17,5 x 24,5 cm. Ill: 289 fotos. Pris kr 220,00 (ib.). [Udgivet 2002]
(Frederiksborg Amts Historiske Samfund - Årbog 2002)

Denne bog skildrer musiklivet blandt unge i 1960ernes Nordsjælland. "Nordsjælland var rent musikalsk ikke verdens navle i 60'erne. Men der var i området rigtig mange grupper/orkestre/bands, eller hvad man nu kaldte dem. Og det er kernen i denne historie. Hvad var det, der fik så utrolig mange unge mænd til at skifte fodbolden ud med guitaren? Hvad var det, der fik de unge mænd til at bruge så megen tid og så mange penge på musikken, og hvad var det der gjorde, at selv små lokale grupper kunne føle sig som The Shadows eller The Beatles for en aften i den lokale ungdomsklub? ... Undersøgelsen og beskrivelsen bærer i høj grad præg af, at det var levende mennesker, der spillede levende musik foran et levende publikum. Det er de medvirkende på begge sider af scenen, der kommer til orde i historien, og det er deres historie der fortælles"(fra Indledning).
Bogen beskriver og analyserer udviklingen af musikken og de musikrelaterede aktiviteter i Frederiksborg Amt. Udviklingen sættes i relation til samfundsudviklingen og udviklingen af ungdomskulturen op gennem 1960'erne. Beskrivelsen er baseret på næsten 70 interview og samtaler, aviser og popblade samt musikernes scapbøger, dagbøger og fotos. Sidst i bogen er der oversigter med kort omtale af bl.a. 39 popklubber og 200 pigtråds-, rhythm'n'blues- og beatgrupper i Nordsjælland 1960-70 - der giver et billede af den mangfoldighed af grupper, der eksisterede i 1960'ernes Nordsjælland.
Det har været forfatterens ønske "at afdække et begrænset geografisk områdes musikmiljø - uden for hovedstaden - hvor påvirkninger og initiativer ikke skete så hurtigt. ... Nordsjælland er nu godt dokumenteret, når det gælder musik og ungdomskultur i 1960'erne. Alt det indsamlede materiale vil nu blive gemt. Målet har været at de få år, hvor musikken og de lokale grupper blomstrede, ikke kun blev til en lokalhistorisk fodnote "(fra Forord).
Henrik A. Bengtsen er cand.mag. i historie og filmvidenskab. Han spillede i 1960'erne i The Ashtrays fra Humlebæk.

UDDRAG AF INDHOLD: Karrusellen kører - samfundsudvikling og politik i 1960'erne. Fra læderjakke til afghanerpels - de unge i 1960'erne. 'Pop epidemien har angrebet' - musikken i 1960'erne. En rød el-guitar med vibrator. Skal vi ikke starte et orkester? Flowerpower og syrerock. Musikernes rødder. Freddy-guitaren fra Helsinge. På turné. Rhythm'n'blues-gruppernes tøj og spillestil. Drømmen om at komme på vinyl. Pigtråds- og popmesterskaber. Managere, indtægter og udgifter. Popklubber, klubliv og fans. Club Mockin' Birds. Village Pop Club. Poul 'Butterfly' - en flittig komponist. Stoke Sect - hård musik og vild sceneoptræden. Erindringer om vores orkester, The Ashtrays.
Noter og henvisninger. Litteraturliste, interview m.v.
Nordsjællandske grupper 1960-70. Nordsjællandske popklubber 1960-1970. Nordsjællandske managere og bookingbureauer 1960-1970. Nordsjællandske gruppers studieindspilninger og pladeudgivelser 1960-1970. Musikken på bogens cd.

TILHØRENDE MATERIALE:
Cd (vedlagt) indeholdende 29 numre med 18 grupper og 2 solister fra 1962 til 1970. Musikken på cd'en beskriver udviklingen af musikken i Nordsjælland, som den blev spillet af de mange bands. Fra ren pigtrådsmusik over Merseyside-beat og rhythm'n'blues til syremusik. "Alle musiknumrene på cd'en er sjældenheder. De fleste er optaget privat på hvad man havde til rådighed, og hvor man havde mulighed for at stille sin båndoptager."

UDGIVER:
Frederiksborg Amts Historiske Samfund
Helsingør Kommunes Museer
Hestemøllestræde 1, 3000 Helsingør
Tlf: 49 28 18 00

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Blegdamsvej 4 B
Postbox 638
2200 København N
mailto:frodes@image.dk