| |
[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
[Ugens bøger]
Kalkudvinding på Køgeegnen.
En kulturhistorisk skildring af egnens kalkværksindustri og dens
kalkværksarbejdere. Af Gunnar Solvang. 184 sider, 17,5 x 24,5 cm.
Ill: 68 fotos, 9 tegninger, 12 figurer, 8 kort. Pris kr 180,00 (ib.).
[Udgivet 2002]
En etnologisk undersøgelse
af kalkudvindingens kulturhistorie. Bogen kaster nyt lys over en af Køgeegnens
tidligere betydeligste landindustrier, og belyser de gamle kalkværksarbejderes
liv og arbejdsforhold.
Bogen indeholder en
undersøgelse af en af Køgeegnens største landindustrier,
som var virksom fra midten af 1850'erne til 1975. Et eksempel på
industriel udnyttelse af de lokale råstoffer på den ellers
landbrugsdominerede Hedeboslette, fra tiden under den førindustrielle
landbokultur til det moderne industrisamfund.
Fremstillingen tager
udgangspunkt i en kortlægning af de menneskelige aktiviteter, der
knytter sig til brydning og udnyttelse af kalk som råstof i et ellers
karakteristisk og udpræget landbrugsområde. Tidsmæssigt
omfatter det perioden fra omkring 1850 til sidst i 1950'erne, hvor brydningen
ophørte gradvis ved overgang til den senere cementproduktion, der
som en industriel efterperiode varede frem til 1975. Egnens kalkindustri
fik stor økonomisk, social og kulturel betydning for lokalbefolkningen,
som gennem alle årene udgjorde den nødvendige arbejdskraft,
senest i en overgangsfase hvor landbruget måtte vige for en fremvoksende
industriudvikling.
Bogen afdækker
væsentlige træk af kalkindustriens historiske udvikling, dens
driftsforhold, produktion og arbejdsliv under skiftende tider. Desuden
undersøges hvilke spor kalkbrydningen har sat sig i lokalbefolkningen
og dens kulturhistorie på baggrund af de forskellige virksomheder.
Endvidere belyses kalkværksarbejderens dagligliv, familiens økonomiske
og sociale forhold. Endelig gives et overblik over de resterende materielle
levn fra områdets forskellige kalkvirksomheder og de spor denne
virksomhed har efterladt sig i kulturlandskabet. "Det mest synlige kulturspor
er den store og vandfyldte Karlstrup Kalkgrav, der i dag henligger som
naturreservat, overvåget af Skov- og Naturstyrelsen og tilgængelig
for offentligheden. Men også sporene fra egnens øvrige kalkbrud
fremtræder endnu markant i kulturlandskabet, om end de kun er ret
svage efter de to mindste kalkbrud"(fra Indledning).
I bogen skildres egnens
kalkbrud med hovedvægt på Kagstrup Kalkværk, der på
grund af værkets industrielle omfang og det lange spænd af
år det eksisterede, har tiltrukket sig de fleste arbejdere og derfor
også afsat sig langt de fleste spor.
Bogen bringer ny viden
om en side af landindustrien på Hedeboegnen. "Køges opland
udgør et karakteristisk landbrugsland med store gods- og skovområder
mod syd og vest. Med baggrund i egnens landbrugserhverv gennem århundreder
- især med ugangspunkt i Hedebosletten - har forskningen således
til dato næsten udelukkende været viet studier af landbokulturen,
mens den industrielle kulturarv - i form af landindustrien - så
godt som ikke er belyst. Den industrielle kulturarv er imidlertid ikke
blot stedmoderligt behandlet i det geografiske område, som Køge
Museum dækker - købstaden dog undtaget - det er også
stadig et forsømt forskningsfelt set på landsplan"(fra Forord).
Gunnar Solvang er etnolog,
mag.art og ph.d., og museumsinspektør ved Køge Museum. Han
har skrevet en lang række artikler og bøger om kulturhistoriske
emner fra nyere tid.
UDDRAG AF INDHOLD: Den første
kalkproduktion i Karlstrup. A/S Kagstrup Kalkværker 1896-1934 (kalken,
kalkværket og kalkproduktionen; dagligdagen, løn- og arbejdsforhold
i kalkbruddet). Kalkværkets drift, produktionen og arbejdslivet
1934-1958. Cementfabrikken 1958-1975. Egnens øvrige kalkværker
og produktionssteder. Sammenfatning. Noter. Kildemateriale. Anvendt litteratur.
Personregister.
UDGIVER:
Køge Museum
Nørregade 4,
4600 Køge
Tlf: 56 63 42 42
E-post: solvangk@worldonline.dk
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv] [Ugens bøger]
FagBogInfo Blegdamsvej 4 B Postbox 638 2200 København
N mailto:frodes@image.dk
|