[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
[Ugens bøger]
Venner og fjender. Dansk-vendiske
forbindelser i vikingetid og tidlig middelalder. Redaktør: Anna-Elisabeth
Jensen. 104 sider, 17,5 x 24 cm. Ill: 28 fotos (22 i farver), 14 tegninger,
8 figurer, 22 kort. Pris kr 125,00. [Udgivet 2002]
Denne udgivelse belyser på
forskellige måder relationerne mellem vendere og danskere.
Artiklerne i bogen handler
bl.a. om missionsvirksomhed og korstog i det vendiske område; om
Arkonas erobring i 1168 og Svantevits endeligt; om stednavne af slavisk
oprindelse på Lolland og Falster; om fiskeri, saltning af fisk og
handel med fisk langs den sydlige østersøkyst i tidsrummet
8. til 13. århundrede; om skibsbygning og om skibe og både
fra Østersøens sydkyst; om søfartsruter og forsøgssejlads
med bl.a. en kopi af Ralswiek 2 båden fra 977; om identificering
af kanaler til sejlads ved Vålse Vig på nordøstkysten
af Falster; om den ældste borg anlagt ved Vordingborg i 1157; om
danske vogntyper og vejsystemer i tidlig middelalder; om østersøkeramikken
der er det kulturelement som viser den længstvarende stilmæssige
inspiration fra det slaviske område gennem 200 år; om to vendiske
1100-tals tilflugtsborge på Langeland; om metoder til proveniensbestemmelse
af keramik og brændt tegl. Udgivelsen indledes og afsluttes med
artikler der redegør for historiske og arkæologiske kilder
vedrørende de dansk-vendiske relationers karakter, samt udforskningen
af vikingetid og tidlig middelalder inden for Storstrøms Amt.
Bogens artikler fremlægger
resultater af et arkæologisk forsknings- og formidlingsprojekt.
"Projektet fokuserer på vikingetid og tidlig middelaldeer med udgangspunkt
i regionens beliggenhed som brohoved i Østersøen. Udgangspunktet
er en gennemgang og registrering af genstandsmateriale fra tiden mellem
ca. 700 og ca. 1250 på de arkæologiske museer i Storstrøms
Amt. En række eksperter i ind- og udland har fungeret som en uformel
konsulentgruppe for projektet. Som led i projektet blev samarbejde med
konsulentgruppen udmøntet i et tværfagligt arbejdsseminar
om de dansk-vendiske forbindelser i september 2000. Herved er genstandsregistreringen
perspektiveret inden for en bred kulturhistorisk ramme"(fra Forord).
Udgivelsen indeholder
de fleste af indlæggene fra det tværfaglige arbejdsseminar
sammen med en afrapportering af resultaterne fra etableringen af genstandsdatabasen.
UDDRAG AF INDHOLD: Historie,
arkæologi og vendere - hvad kilderne ikke siger om Svantevits tempel
i Arkona og om venderne i Danmark (af Poul Grinder-Hansen). Kirkerne,
fyrsterne og venderkorstogene (af John Lind). Venderne på Lolland-Falster
- hvor boede de? (af Friederike W. Housted). Snekke-navne - og andre stednavne
fra vikingetid og tidlig middelalder i Storstrøms amt (af Bente
Holmberg). Fisch an der slawischen Küste - Fang und Konservierung,
Verzehr und Vermarktung (af Jochen Meyer). Vendisk søfart og skibsbygningskunst
(af George Indruszewski). The identification of navigable sailing channels
within Vålse Vig (af Shaun Rømer & Henrik Breuning-Madsen).
Vordingborgs fødsel - vendere, venner eller fjender? (af Dorthe
Wille-Jørgensen). Landtransport i Danmark - i vikingetid og tidlig
middelalder (af Per Ole Schovsbo). Skattefund - som kilde til udskillelse
af regionale og etniske grupper omkring Østersøen (af Bodil
Holm Sørensen). Keramik - og andre slaviske indflydelser i det
sydlige Vestsjælland i vikingetid og tidlig middelalder (af Henning
Nielsen). Venderne i det sydfynske øhav (af Jørgen Skaarup).
Om proveniensen af Østersøkeramikken fra Næs, Ravnse
og Plügge (af Kaare Lund Rasmussen & Dietrich Meier). Venner
og fjender omkring Østersøen i vikingetid og tidlig middelalder
- et forsknings- og formidlingsprojekt på baggrund af fund og fortidsminder
fra Storstrøms Amt (af Anna-Elisabeth Jensen).
UDGIVER:
Næstved Museum
Ringstedgade 4, 4700
Næstved
Tlf: 55 77 08 11, fax:
55 77 18 54
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv] [Ugens bøger]
FagBogInfo Blegdamsvej 4 B Postbox 638 2200 København
N mailto:frodes@image.dk
|