[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

Kristendom mellem gnosis og ortodoksi. En systematisk undersøgelse af Augustins indoptagelse af platonismen. Af Niels Grønkjær. 450 sider, 18 x 24,5 cm. Pris kr 348,00 (ib.).

Kristendommen er en religion med stærke indbyggede spændinger. På den ene side lægger den afstand til 'denne verden'. På den anden side befæster den menneskers tilhørsforhold til verden. Denne spænding udgør et grundproblem for teologien. Ikke mindst hos Augustin (354-430). Mere end nogen anden har han søgt at etablere en balance mellem kristendommens tanke om 'skabelse' og dens budskab om 'forløsning'. Han afviser gnostikerne og støtter sig til antikkens platoniske filosoffer, som har redegjort for, at verden er kosmos, dvs. en ordenssammenhæng.
Bogen er en religionsfilosofisk og idéhistorisk fremstilling, som belyser forholdet mellem antikken og kristendommen, og som diskuterer, om Augustins teologi kan have relevans i vores sekulariserede nutid.
"Afhandlingens tema er Augustins indoptagelse af platonismen i hans teologiske udformning af kristendommen. Denne indoptagelse er i hovedsagen motiveret af, at Augustin vender sig imod den manikæiske gnosis og dens værdinegative opfattelse af 'verden'. Den værdipositive kosmologi, som dermed indarbejdes i teologien, afstedkommer hos Augustin vedholdende overvejelser over forholdet mellem platonisme og kristendom. Hele dette tema analyseres fra forskellige synsvinkler, som samtidig anlægger et udviklingsmæssigt perspektiv på Augustins teologi. ... Med sin fremstilling af et lille, men betydningsfuldt stykke af kristendommens idéhistorie søger nærværende afhandling at redegøre for udviklingen af begreberne gnosis og ortodoksi på et idéhistorisk niveau. I henhold til de tankemønstre og de funktionssammenhænge, som disse begreber repræsenterer, er det muligt at aftegne et idéhistorisk forløb, som tydeliggøres gennem en systematisk undersøgelse af, hvad der motiverer Augustins indoptagelse af platonismen, og hvad denne indoptagelse afstedkommer"(fra Indledning).
Niels Grønkjær, lic.theol., er lektor i etik og religionsfilosofi ved Det Teologiske Fakultet, Aarhus Universitet.
Bogen er hans doktordisputats.

UDDRAG AF INDHOLD: Blumenbergs udfordring til Augustin-fortolkningen. Augustins platonisme (fra skepticisme til platonisme; fra gnostisk manikæisme til platonisme; to fortolkningstendenser). Kristen platonisme - Augustin og platonisk sprogopfattelse (Platon om sprog; Plotin om sprog; Augustin om sprog; resultat og systematisk vurdering). Ortodoks skabelsesteologi - Augustin og platonisk tidsopfattelse (Platon om tid; Plotin om tid; Augustin om tid og skabelse; resultat og systematisk vurdering). Ortodoks forløsningsteologi - inkarnationens soteriologiske betydning i De Trinitate. Gnostisk teologi - skabelse, synd og forløsning i de anti-pelagianiske skrifter. Kristendom mellem gnosis og ortodoksi - systematiske overvejelser. Afslutning. Litteratur.

UDGIVER:
Aarhus Universitetsforlag
Langelandsgade 177, 8200 Århus N
Tlf: 89 42 53 70, fax: 89 42 53 80
Internet: www.unipress.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Blegdamsvej 4 B
Postbox 638
2200 København N
mailto:frodes@image.dk