| |
[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
[Ugens bøger]
Unge pædagoger 2001
nr 5/6. 60 sider, 17 x 24,5 cm. Med 30 illustrationer. Pris kr 64,00.
Tema: Fleksibel skole.
Hovedparten af dette nummer indeholder artikler om temaet 'fleksible skoler'
- med opdeling i planlægningsteams, der tilrettelægger og
organiserer undervisningen ud fra fleksible principper. Nummeret indeholder
tre artikler, "der alle - på hver sin måde - kan være
med til at videregive inspiration til skoler, der ønsker at kvalificere
skoleudviklingen i retning af mere fleksible og foranderlige rammer, der
passer bedre til tiden end den traditionelt fagdelte og skemaplagede struktur"(fra
indledning).
I første artikel fortæller Erik Torm om sit arbejde på
Holmegaardsskolen i Fensmark med at udvikle mere fleksible måder
at tilrettelægge skolehverdagen på. "Hovedproblemet med den
skemalagte og fagopsplittede skoledag er, at eleverne ikke får sammenhængende
tid til at udvikle de kompetencer og intelligenser, som ikke mindst folkeskolens
formål, men også fagenes læseplaner i et vist omfang
lægger op til. Det handler således om samspillet mellem tid
og kompetenceudvikling." Han fortæller om tanken bag og overvejelser
over planlægningsteams, og beskriver metoder til og erfaringer med
fleksibel tilrettelæggelse af skolehverdagen. Erik Torm var blandt
de første herhjemme til at skrive om opdeling af skolen; herunder
om planlægningsteams og om fleksibel tilrettelæggelse.
Anden artikel fremlægger Michael Pedersens erfaringer med fleksibel
organisering af skolehverdagen. Han er afdelingsleder på Nydamskolen
i Vester Sottrup, hvor man i en årrække har været i
gang med at udvikle en afdelingsopdelt skole. I artiklen redegøres
for processen og dens udfordringer, hvilket bl.a. implicerer en funktionel
integration af et computerbaseret konferencesystem.
I tredje artikel beskriver Helle Toftekær, lærer, og Anne
Lollike, afdelingsleder, erfaringerne med udviklingsarbejdet på
Nivå Centralskole. De skriver om arbejdet i et årgangsteam
- tre 8. klasser - og lærergruppens erfaringer med fleksibel organisering
af skolehverdagen, om læreres og elevers indflydelse på skoledagens
form og indhold.
Sidst i tidsskriftet giver Finn Wiedemann oversigter og perspektiver på
begrebet 'skolekultur'. Formålet er at formulere et overblik over
udvalgte teorier, traditioner og værker med henblik på at
formidle en forskningsoversigt over emnet.
UDDRAG AF INDHOLD: Den fleksible
og udfordrende skole (af Erik Torm). Er det umulige muligt - er den fleksible
skole overhovedet til elevernes gunst? (af Michael Pedersen). Selvstyrende
teams og fleksibel skole (af Helle Toftekær og Anne Lollike). Skolekultur
- oversigt og perspektiver (af Finn Wiedemann).
UDGIVER:
Unge Pædagoger
Edvard Griegs Gade 2, 2100 Kbh Ø
Tlf: 39 29 15 48, fax: 39 29 15 79
E-post: u-p@u-p.dk
Internet: www.u-p.dk
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv] [Ugens bøger]
FagBogInfo Blegdamsvej 4 B Postbox 638 2200 København
N mailto:frodes@image.dk
|