[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

Lad os blive som solen. Den russiske sølvalder 1890-1917. En litteraturhistorisk fremstilling. Af Mette Dalsgaard. 407 sider, 17,5 x 25 cm. Med 76 illustrationer (6 i farver). Pris kr 375,00. [Udgivet 2002]

En almenvidenskabelig litteraturhistorisk fremstilling af en af de mest frugtbare og originale perioder i russisk kunstliv: sølvalderen - "den overdådige kulturelle opblomstring, som prægede Rusland i godt og vel et kvart århundrede, på begge sider af overgangen mellem 1800- og 1900-tallet. Perioden fik sit præg af kunstnere og kulturformidlere, som sugede indtryk til sig fra hele verden - og ikke mindst fra tidens vesteuropæiske strømninger. Disse impulser omskabte de til nye, originale bevægelser og udtryksformer"(fra Forord). Ruslands dynamiske rigmænd og industrimagnater stod bag mange af de eksperimenterende forlag, teatre, kunstudstillinger m.m. - og finansierede de sublime tidsskrifter.
Mette Dalsgaard koncentrerer sig om litteraturen og forfatterne fra perioden, der indledtes i 1890 og fik en brat afslutning, da revolutionen erklærede al ikke-politisk kunst for dekadent og samfundsskadelig. Bogen har sit absolutte tyngdepunkt i periodens skønlitteratur, kritik og poetik, og foretager kun strejftog ind på de andre kunstarters gebet, når sammenhængen gør det naturligt og nødvendigt.
I bogen omfatter sølvalderen periodens tre modernistiske hovedstrømninger: symbolismen, akmeismen og futurismen - og repræsenteres af de digtere, som selv anerkendte deres tilhørsforhold til disse ismer, bl.a. Dmitrij Merezjkovskij, Zinaida Gippius, Vasilij Rozanov, Konstantin Balmont, Fjodor Sologub, Valerij Brjusov, Andrej Belyj, Aleksandr Blok, Vjatjeslav Ivanov, Nikolaj Rjabusjinskij, Innokentij Annenskij, Mikhail Kuzmin, Nikolaj Gumiljov, Anna Akhmatova, Osip Mandelsjtam, Velimir Khlebnikov, Vladimir Majakovskij.
Fremstillingen er forsynet med et righoldigt illustrationsmateriale og indeholder digteksempler, mv.
"Bogen henvender sig til et dansk publikum uden andre forudsætninger end en helt almindelig nysherrighed og interesse for litteraturhistorie."
Mette Dalsgaard, ph.d. i russisk litteratur, var tidligere ansat ved Københavns Universitet. Kritiker, foredragsholder og oversætter af russisk poesi.

UDDRAG AF INDHOLD: Baggrund og optakt. Dekadence og fin de siècle. Symbolismens anden bølge. Tidsskrifterne - mæcenerne - salonerne. Symbolismens krise og opløsning. Akmeismen. Futurismen. Efterord. Personregister. Titelregister. Litteratur i udvalg. Skønlitteratur oversat til dansk.

UDGIVER:
Gyldendal
Klareboderne 3, 1001 Kbh K
Tlf: 33 75 55 55, fax: 33 75 56 22
E-post: information@gyldendal.dk
Internet: www.gyldendal.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Blegdamsvej 4 B
Postbox 638
2200 København N
mailto:frodes@image.dk