[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

Sønderjyske årbøger 2001. Redaktion: Lars N. Henningsen. 376 sider, 15,5 x 22,5 cm. Ill: 79 fotos, 9 tegninger, 2 kort. Pris kr 150,00 (ib.).

Indeholder 10 artikler der belyser sider af Sønderjyllands historie.
De tre første artikler tager udgangspunkt i grænseproblematikken: Kresten Philipsen fortæller om den sønderjyske historie og nutidens politik - om det grænseoverskridende samarbejde, mindretallene og historieformidlingen på Dybbøl og i Frøslev som den tidligere amtsborgmester ser det. Lars N. Henningsen ser på grænsen i mindretals- og Schengen-perspektiv. Da Schengen-aftalen den 25. marts 2001 trådte i kraft kunne grænsen for første gang siden dens etablering i 1920 passeres lovligt uden at vise pas. Lars N. Henningsen sætter den nye virkelighed i perspektiv og tegner en skitse af grænsens betydning for flertalsbefolkningen og mindretallene gennem 80 år. Jarvin O. Mellemgaard stiller spørgsmålet: Var en grænseændring mulig i 1946? I september og oktober 1946 udvekslede England og Danmark to noter af afgørende betydning for grænselandet. England tilbød tilsyneladende en grænseændring. Danmark takkede imidlertid i den såkaldte oktobernote nej. Men var der tale om et reelt tilbud? Jarvin O. Mellemgaard sandsynliggør, at en mindre grænseregulering mod syd faktisk havde været mulig i efteråret 1946.
Så følger en artikel om Sct. Marie kirke i Sønderborg, der giver et billede af kirkens 400-årige historie. Günter Weitling fortæller om en kirke, der på nogle punkter har en historie, der er meget forskellig fra andre kirker i Sønderjylland - og på andre punkter afspejler almene træk i sønderjysk kirkehistorie gennem 400 år.
Hans Rühmann fortæller dernæst om skibsklokken fra 'Die Perle' af Flensborg der blev fundet ved Tenerife i 1999 - og om skibets historie. Skibe fra de sønderjyske købstæder kom ofte vidt omkring i 1700-årene, og det er ofte muligt at rekonstruere skibenes sejlads meget detaljeret. Men med briggen 'Die Perle' af Flensborg, er Hans Rühmann stødt på en uløst gåde.
Søren Sørensen beretter om sønderjyder i den finske borgerkrig. Det er almindeligt kendt, at henved 30.000 sønderjyder måtte deltage på tysk side i første verdenskrig. Men kun de færreste ved, at der også deltog sønderjyder i den finske borgerkrig i 1918. Artiklen fortæller om tre sønderjyder ved fronterne i Finland.
Emnet for Anton Marckmanns artikel er de sønderjyske krigsinvalider fra 1. verdenskrig. Af 30.000 indkaldte nordslesvigere døde 5-6.000. Yderligere ca. 4.000 blev anerkendt som krigsinvalider. Anton Marckmann fortæller historien om de invaliderede sønderjyder og ser på, hvordan den danske stat efter genforeningen med Sønderjylland i 1920 løste denne store sociale opgave.
René Rasmussen fortæller i en artikel om oberst S.B. Paludan-Müller og samarbejdspolitikken august 1943. Om den temperamentsfulde chef for grænsegendarmeriet på kollisionskurs med den systemtro amtmand Kresten Refslund Thomsen. Artiklen kaster derved et strejflys ind over forhandlings- og samarbejdspolitikkens sammenbrud, som det tog sig ud set fra Sønderjylland.
Kaj Sørensen beretter om rektor A. Egebjerg Jensen - en sønderjysk skolemand. Egebjerg Jensen er i dag mest kendt som forfatter af den vestslesvigske hjemstavnssang 'For en fremmed barskt og fattigt'. Han var forsoningens mand i en nationalt set vanskelig tid i Sønderjylland efter genforeningen, og under besættelsen en klar tilhænger af samarbejdspolitikken. Det blev anerkendt i Undervisningsministeriet, der nærmest tvangsforflyttede den kloge gymnasiemand til den vanskelige post som rektor i Sønderborg.
Hans Schultz Hansen redegør for arkiver fra hertugdømmerne Slesvig og Holsten indtil 1864, der efter mange år på Rigsarkivet i København nu er overført til Landsarkivet for Sønderjylland. Han fortæller om arkiverne og deres tilblivelse i hertugdømmernes administration.
Endelig rummer årbogen en lang række anmeldelser samt beretninger fra landsdelens arkiver, museer, forskningsinstitutioner og fra den lokalhistoriske arbejdsmark.

UDDRAG AF INDHOLD: Den sønderjyske historie og nutidens politik (af Kresten Philipsen). Grænsen i mindretals- og Schengen-perspektiv (af Lars N. Henningsen). Var en grænseændring mulig i 1946? Engelsk udenrigspolitik i det sydslesvigske spørgsmål (af Jarvin O. Mellemgaard). Sct. Marie kirke i Sønderborg - portræt af en 400-årigs historie (af Günter Weitling). Skibsklokken fra 'Die Perle' af Flensborg - et gådefuldt forlis år 1801 (af Hans Rühmann). Sønderjyder i Finlands indbyrdeskrig (af Søren Sørensen). Sønderjyske krigsinvalider fra 1. Verdenskrig - sociale og lægelige aspekter (af Anton Marckmann). Oberst S.B. Paludan-Müller og samarbejdspolitikken august 1943 (af René Rasmussen). Rektor A. Egeberg Jensen - en sønderjysk skolemand (af Kaj Sørensen). Arkiver fra hertugdømmerne Slesvig og Holsten indtil 1864 - nu i Landsarkivet for Sønderjylland (af Hans Schultz Hansen). Anmeldelser. Arkiver, museer og forskningsinstitutioner. Fra den lokalhistoriske arbejdsmark i Sønderjylland 2000.

UDGIVER:
Historisk Samfund for Sønderjylland
Haderslevvej 45, 6200 Aabenraa
Tlf: 74 62 46 83
E-post: hist.samf.sdj@netbruger.dk
Internet: www.hist-samf-sdj.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Blegdamsvej 4 B
Postbox 638
2200 København N
mailto:frodes@image.dk