[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

Afghanistan og Taleban. Islam, olie og det nye store spil i Centralasien. Af Ahmed Rashid. 334 sider, 14 x 22 cm. Ill: 2 kort. Pris kr 268,00. [Udgivet 2002]

Oversat af Nina Bolt, Charlotte Grubb, Susanne Grubb, John Lysmand. Original: Taliban - Islam. Oil and the New Great Game in Central Asia (2000).

Giver et dybtgående billede af baggrunden for Talebanstyrets opståen og virke, samt en nøgtern analyse af magtfaktorer der har gjort det muligt for omverdenen at se gennem fingre med et sådant regime med hvad deraf er fulgt. Bogen sætter begivenhederne fra 11. september 2001 i perspektiv og giver med baggrund i politiske og økonomiske (olie og narkotika) oplysninger samt regional historie læseren forudsætninger for en nuanceret forståelse af både begivenhederne i området og af deltagere og bevæggrunde i det forfatteren kaldet 'Det Nye Store Spil' i Centralasien. Ahmed Rashid fortæller en kompliceret historie på en forståelig måde. Om borgerkrigen - den længst varende i vor tidsalder; om islams mange ansigter; om kvinderne under Talebans diktatur; om sharia-lov, fundamentalisme og Osama bin Laden. Han fortæller ikke alene om de sidste tyve års afghanske blodige historie og om Talebanregimet, han belyser også spørgsmålet om adgangen til olie og de internationale olieselskabers konkurrence om at bygge en rørledning fra de nye oliefelter i Centralasien direkte gennem Afghanistan.
Ahmed Rashid er pakistansk journalist og har skrevet om Afghanistan siden 1979. Han er korrespondent for bl.a. Far Eastern Economic Review, Daily Telegraph og Wall Street Journal og rapporterer desuden jævnligt for BBC, CNN og andre internationale tv- og nyhedsmedier. Han er en af de få journalister der har interviewet Talebanstyrets ledere. Bogen om Afghanistan og dets styre under Taleban har været undervejs i 20 år, lige så længe som Rashid har dækket Afghanistan. Rashid's fascination af landet og dets folk bygger på mere end journalistens rapportering af dets blodige og turbulente historie i nyere tid; han har en forståelse for de afghanske stammers særegenhed, temperament og levevis, der gør at han også formår at have en orientering mod de menneskelige bevæggrunde og konsekvenser i beskrivelser og analyser.
Bogen er en historisk dokumentation af en epoke og et fænomen, der uden tvivl vil stå centralt i nyere historie.

UDDRAG AF INDHOLD: Tilføjelser til dansk udgave. Indledning: Afghanistans hellige krigere. FØRSTE DEL: TALEBANBEVÆGELSENS HISTORIE. Kandahar 1994: Talebans oprindelse. Herat 1995: Guds uovervindelige soldater. Kabul 1996: De troendes hærfører. Mazar-e-Sharif 1997: Massakre mod nord. Bamiyan 1998-99: Den endeløse krig. ANDEN DEL: ISLAM OG TALEBAN. Talebans ny-fundamentalisme - en udfordring til islam. Det hemmelige selskab: Talebans politiske og militære organisation. Et forsvundet køn: kvinder, børn og Talebans kultur. Høj på heroin: narkotika og Talebans økonomi. Global jihad: de arabiske afghanere og Osama bin Laden. Diktatorer og oliemagnater: Taleban og Centralasien, Rusland, Tyrkiet og Israel. At bejle til Taleban: kampen om rørledningerne. Magthaver eller offer: Pakistans afghanske krig. Shia versus sunni: Iran og Saudi-Arabien. Konklusion: Afghanistans fremtid. Ordliste. Noter. Litteratur.

UDGIVER:
Forlaget Tiderne Skifter
Købmagergade 62, 1019 Kbh K
Tlf: 33 41 18 20, fax: 33 41 18 21
E-post: tiderneskifter@tiderneskifter.dk
Internet: www.tiderneskifter.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Blegdamsvej 4 B
Postbox 638
2200 København N
mailto:frodes@image.dk