| |
[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
[Ugens bøger]
Familieomsorg på plejehjem.
Af Marie Lilja Jensen. 158 sider, 21 x 29,7 cm. Ill: 2 figurer. Pris kr
75,00.
Denne udgivelse viser flere
forskellige aspekter og problematikker, der er forbundet med at være
pårørende til svage ældre på plejehjem.
Det er en rapport, som handler om familiemedlemmers oplevelser, når
en i den nærmeste familie flytter på plejehjem. Rapporten
indeholder de pårørendes egne erfaringer og belyser de roller,
forskellige familiemedlemmer har. Derudover belyses de pårørendes
holdning til personalet og plejehjemmet, og der redegøres for forskelle
og ligheder mellem formel og uformel omsorg.
Undersøgelsen, der er baseret på kvalitative interview og
på deltagerobservation, er udarbejdet af antropolog Marie Lilja
Jensen.
I kapitel 2 fortæller fem pårørende om deres egne oplevelser
med at anbringe en nær slægtning på plejehjem. De fortæller
om sorg, dårlig samvittighed, afmagt, kritik af og ros til personalet,
frustration og klager, og om den lettelse, taknemmelighed og tryghed,
der er forbundet med at andre tager over, når det bliver svært
at passe sin far, mor eller ægtemand.
Derefter følger 3 mere tematiske kapitler. I kapitel 3 behandles
forholdet mellem plejehjemsbeboeren og de pårørende med en
redegørelse for de roller, forskellige familiemedlemmer har. I
kapitel 4 belyses forholdet mellem de pårørende og personalet.
I kapitel 5 redegøres der for de mere overordnede forskelle på
den omsorg, henholdsvis pårørende og professionelle giver.
De mere tematiske kapitler i rapporten belyser, hvordan det kan være
svært for voksne børn, at forholdet til deres forældre
vendes 'på hovedet'. For ægtefæller ændres hverdagen
radikalt, når den ene part flytter på plejehjem. I forhold
til personalet har de pårørende meget forskellige erfaringer.
De ønsker, at personalet skal have mere tid til omsorg og til samvær
med de enkelte beboere, og de efterlyser, at de selv får et bedre
samarbejde med personalet.
I forbindelse med rapporten er der udarbejdet en pjece 'Gode råd
om plejehjem'. Pjecen handler om de forskellige boligtyper, betalingsformer,
visitation og værgemål, og der gives gode råd om, hvordan
man kan samarbejde bedst muligt med personalet. Ved bestilling af rapporten
følger pjecen med.
Rapporten 'Familieomsorg på plejehjem' er en uafhængig fortsættelse
af rapporten 'Livskvalitet hos de svageste ældre, en undersøgelse
af tre plejehjem' af Jórun Christophersen, udgivet af Ældre
Sagen i 1999.
UDDRAG AF INDHOLD: Resumé
og anbefalinger. Introduktion (baggrund og formål; metode). Familie
til ældre på plejehjem fortæller. Døtre, sønner
og hustruer (døtre og sønner; ægtefæller; fra
ét liv til to liv). Pårørende, plejehjemmet og personalet.
Formel og uformel omsorg. Litteratur.
UDGIVER:
Ældre Sagen
Nyropsgade 45, 1602 Kbh V
Tlf: 33 96 86 86, fax: 33 96 86 87
E-post: aeldresagen@aeldresagen.dk
Internet: www.aeldresagen.dk
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv] [Ugens bøger]
FagBogInfo Blegdamsvej 4 B Postbox 638 2200 København
N mailto:frodes@image.dk
|