| |
[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
[Ugens bøger]
Chat - leg, identitet, socialitet
og læring. Redigeret af Birgitte Holm Sørensen. 149 sider,
14,5 x 23 cm. Pris kr 150,00.
Bogen sætter fokus på
chat, som er en ny aktivitet i børns kultur. Chat er hurtigt blevet
populær hos mange børn. I takt med chattens voksende popularitet
hos børn, "har den været meget omdiskuteret blandt flere
voksne. Det gælder specielt blandt forældre, pædagoger,
lærere og bibliotekarer, altså voksne der møder chattende
børn. Mange af diskussionerne har haft til hensigt både at
finde ud af, hvad dette nye fænomen er og at udvikle en holdning
til dette"(fra Indledning).
Bogen er et resultat af flere forskeres arbejde med fænomenet chat.
De har undersøgt, hvordan chat indgår i børnenes kultur
og hverdagsliv, hvordan børnene bruger chat, hvad de bruger chat
til og hvorfor de bruger chat.
Bogen samler en række artikler om chat, "hvor der i de forskellige
artikler anlægges forskellige perspektiver på chat i den hensigt
at udfolde og forstå chat som et børnekulturelt fænomen
og som en ny kommunikationsform"(fra Indledning).
I bogens første artikel ses chat som en ressource i børns
identitetsdannelse. Artiklen 'Sociale relationer og kommunikation' ser
på det sociale fællesskab der genereres i forbindelse med
chat, og belyser det ud fra empiriske eksempler. I bogens tredje artikel
'Chat - at snakke på skrift' anlægges et sprogligt perspektiv
på børns chatskriverier. Grundsynspunktet i artiklen er,
at chat kræver en højtudviklet kommunikativ kompetence hos
deltagerne. Artiklen 'De fiktive vendinger' ser chat som dialoger mellem
flere genrer, hvor den enkelte genre nedbrydes og forskellige genrer overlapper
hinaden. Artiklen retter blikket mod de mange resurser i børnenes
chat, som fx kan udvikles i danskundervisningen i skolen. Artiklen 'Virtuelle
fællesskaber og læremiljøer' beskriver med udgangspunkt
i et konkret eksempel fra spillet 'EverQuest' hvordan spillerne kommunikerer,
og forsøger herudfra at svare på, hvorfor det lykkes at udvikle
et virtuelt samarbejde. Artiklen 'Den globale dialog' anlægger et
globalt perspektiv på chatkulturen og ser bl.a. på, hvordan
den virtuelle dialog er forbundet med fremmedsproglige og kulturelle kompetencer.
I sidste artikel tages de problemer op, som er forbundet med forskning
i chat. Med udgangspunkt i antropologisk feltarbejde diskuteres deltagerobservation
og interview som anvendelige og tilstrækkelige metoder i forbindelse
med udforskning af chat. Desuden bringes forskningsetiske problemstillinger
frem, som rejser sig i forbindelse med bl.a. børns brugernavne
og chatproduktioner.
Henvender sig til forældre, lærere, pædagoger og studerende
samt forskere inden for medier, børn og unge.
"Det er vores håb med denne bog, at den nye viden, der her formidles,
kan være med til at udvikle et nyt syn på børns chat
og - som flere af forfatterne slår til lyd for - at bruge chat konstruktivt
i børnenes læreprocesser i skolen."
Bogen er den tredje i en serie publikationer i forbindelse med forskningsprojektet
'Børns brug af interaktive medier - i et fremtidsperspektiv'. Undersøgelsen
omfatter de 7 til 15-årige børns anvendelse af interaktive
medier i deres hverdagsliv. I undersøgelsen indgår forskere
fra Danmarks Pædagogiske Universitet og Roskilde Universitetscenter.
Undersøgelsen er af kvalitativ karakter, hvor forskningsmetoderne
hovedsageligt er baseret på observation og dybdeinterviews.
UDDRAG AF INDHOLD: Chat -
identitet, krop og kultur. Sociale relationer og kommunikation. Chat -
at snakke på skrift. De fiktive vendinger - en indkredsning af fiktion,
chat og læreprocesser. Virtuelle fællesskaber og læremiljøer
- chat i online-spil som eksempel på virtuel kultur. Den globale
dialog - selvkonstruktion og sproglig interaktion i internationale chat
rooms. På feltarbejde i chatkulturen.
FORFATTERE: Birgitte Holm
Sørensen; Lone Audon, Ib Poulsen, Susanne V. Knudsen, Carsten Jessen,
Bente Meyer, Birgitte R. Olesen.
UDGIVER:
Gads Forlag
Klosterstræde 9, 1157 Kbh K
Tlf: 33 15 05 58, fax: 33 15 33 86
E-post: sekr@gads-forlag.dk
Internet: www.gads-forlag.dk
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv] [Ugens bøger]
FagBogInfo Blegdamsvej 4 B Postbox 638 2200 København
N mailto:frodes@image.dk
|