[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

OECD og idéspillet - game over? Af Martin Marcussen. 259 sider, 15,5 x 23 cm. Ill: 8 figurer, 3 tegninger. Pris kr 225,00. [Udgivet 2002]
(Magtudredningen)

Denne bog kaster lys over de roller, som OECD spiller i den meningsdannelsesproces, der finder sted blandt for eksempel danske politikere, embedsmænd og journalister.
Bogen peger på, at også aktører uden for landets grænser bidrager til og aktivt deltager i danske meningsdannelsesprocesser. En væsentlig aktør i den sammenhæng er Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD). OECD er med til at indsamle, behandle samt sprede viden og meninger, som overtages og bruges i den danske politiske debat. OECD har med andre ord formået at udnytte, at viden giver legitimitet, at legitimitet giver autoritet, og at autoritet er en vigtig del af det at have magt.
OECD's indflydelse på den danske meningsdannelsesproces er imidlertid ofte enten negligeret eller direkte underkendt, hvilket denne bog forsøger at råde bod på ved at gennemgå de forskellige roller, som OECD spiller i forhold til danske politikere, embedsmænd og journalister.
OECD fungerer som en mødeplads for nationale embedsmænd og eksperter, der lærer nye analysemetoder og nye måder at se problemerne på i omgangen med fagkolleger og de ansatte i OECD's sekretariat. Bogen viser også, at et stort medlemsland aktivt kan anvende internationale fora som OECD til at sprede særlige opfattelser af den sociale virkelighed. Bogen viser, hvordan USA har bidraget til at sprede en bestemt opfattelse af globaliseringen gennem OECD. Denne opfattelse bliver i stor udstrækning også anvendt af danske politikere og embedsmænd, når der for eksempel refereres til uspecificerede internationale forhold i forbindelse med fremlæggelsen af upopulære reformer.
Bogen viser endvidere, at OECD fortsat nyder stor respekt blandt danske embedsmænd, at journalister vinkler OECD-historier mere skarpt, end der måske umiddelbart er saglig belæg for, og at politikere i både opposition og regering først og fremmest bruger OECD strategisk til at finde 'videnskabelig' støtte og legitimitet for de synspunkter, de har i forvejen.
Nogle gange konkurrerer OECD med de professionelle konsulentfirmaer om at udbyde ydelser, som medlemslandene til enhver tid måtte efterspørge. Helt i modsætning til OECD's første generalsekretær, Thorkil Kristensens kongstanke er OECD nu begyndt at optræde som trendfølger snarere end som trendsætter. Den udvalgte case, der illustrerer dette forhold vedrører spørgsmålet om, hvorledes man indretter en offentlig forvaltning, der er støttet af en række etiske grundprincipper.
Bogen fremhæver en række udfordringer som OECD i dag står overfor, og det diskuteres, hvordan danske embedsmænd og politikere kunne bruge OECD bedre. Men OECD befinder sig også i en identitetskrise, som gør det vigtigt at overveje, hvad danske embedsmænd skal bruge organisationen til i fremtiden.
Bogen indledes med en kort historisk orienteret præsentation af omstændighederne omkring OECD's grundlæggelse. Denne præsentation følges i næste kapitel op af en gennemgang af organisaltionens struktur og funktionsmåde. Dernæst bliver det såkaldte idéspil diskuteret nærmere, og i de følgende kapitler diskuteres de forskellige roller, som spilles i dette spil. Bogen afsluttes med nogle overvejelser om, "hvorhen organisationen OECD udvikler sig - eller bør udvikle sig for at komme ud af den identitetskrise, som det lader til, organisationen befinder sig i."
Cand.scient.pol. og ph.d. Martin Marcussen er lektor i international og internationaliseret forvaltning ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet. Han har tidligere skrevet bogen Ideas and Elites: The Social Construction of Economic and Monetary Union (2000, Ålborg Universitetsforlag). Han arbejder for tiden på et forskningsprojekt om internationaliseringen af centraladministrationerne i Danmark og Sverige og er medlem af Forskningscenteret for demokratisk netværksstyring ved Roskilde Universitetscenter.

UDDRAG AF INDHOLD: OECD's organisation og funktionsmåde. OECD og idéerne. OECD som idé-opfinder. OECD som idé-mødeplads. OECD som idéagent: globaliseringsdiskursen som case. OECD som idé-købmand: forvaltningsetikken som case. OECD som idé-autoritet i Danmark. OECD's fremtid i idéspillet - game over? Litteratur.

UDGIVER:
Hans Reitzels Forlag
Købmagergade 62, Postboks 1073, 1008 København K
Tlf: 33 38 28 00, fax: 33 38 28 08
E-post: hrf@hansreitzel.dk
Internet: www.hansreitzel.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Blegdamsvej 4 B
Postbox 638
2200 København N
mailto:frodes@image.dk