[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

Social Kritik nr 79. 95 sider, 20 x 27 cm. Med 56 illustrationer. Pris kr 86,00.

Tema: Mennesker.
De fleste artikler i dette nummer af Social Kritik beskæftiger sig med psykiatri i Danmark.
Den første artikel fortæller om den nære forbindelse med lægestanden og medicinalindustrien. "Inden for psykiatrien er det efterhånden kun kongresser i psykoterapi og epidemiologi, som deltagerne selv eller deres arbejdspladser skal betale for at deltage i. Mange læger tror i deres naivitet, at de ikke lader sig påvirke af industriens reklamefremstød. Men hvorfor skulle industrien ofre betydelige beløb hvis deres reklamefremstød var uden virkning?"
Følgende artikel beskæftiger sig med brugen af lykkepiller. "Lykkepiller er narko for sjælen, når de bliver brugt af folk med ganske ordinære problemer. Lykkepiller gør det muligt for den enkelte person at illudere sig til, at virkeligheden virker smukkere, end den er. Brugen af lykkepiller er udtryk for en forveksling af nedtrykthed med depression, og effekten af brugen er en forveksling af illusion med realitet. Den enkelte person forveksler sin ændrede selvopfattelse med, hvordan det faktisk forholder sig, men tåler måske de faktiske forhold bedre."
Den næste artikel fortæller om den norske film 'Elling', der følger to psykiatriske patienters vej ud i samfundet. Og fortæller om de to 'udslustes' venskab og kampe med hinanden og tilværelsen i en lejlighed i Oslo-kvarteret Majorstuen. "Det nye livs mange påbud om normalitet forekommer næsten værre for tomandskollektivet end den gamle gøgeredes regler og forbud."
En artikel beskriver en tilværelse med sindslidelser. "Dagens psykiatri kan hjælpe, med medicinering, professionel omsorg på de givne betingelser og måske især ved at tage ansvaret fra dine skuldre i en periode."
Derefter fremlægges resultater af en antropologisk undersøgelse af konsekvenserne af en multikulturel patientsammensætning på en psykiatrisk afdeling.
Endvidere en artikel, der belyser etableringen af psykiatrien i Danmark i første halvdel af 1800-tallet. "Det vil blive det primære emne for denne artikel at se nærmere på sammenhængen mellem lægernes teori og dens efterlevelse i praksis indenfor perioden fra 1838 til 1848, der skulle blive bestemmende for etableringen af Danmarks fremtidige psykiatriske system."
Den sidste artikel inden for temadelen omhandler danske psykiateres beskrivelse af homoseksuelle. "Fra 1890 til 1970 har 'de homoseksuelle' været objekter for den psykiatriske videnskab og er blevet beskrevet og behandlet i overensstemmelse med reglerne for denne videnskab, men som det er fremgået kan andre videnskabsgrene bibringe den psykiatriske analyse flere nuancer. Historiske forandringer, kønsforskelle, klasseforskelle og meningsforskelle er vigtige bestanddele i en analyse af en særlig befolknngsgruppe, ligesom det i dette tilfælde har været betydningsfuldt at fremhæve kønsrolleoverskridelsens værdi for de homoseksuelle selv samt dialektikken mellem det psykiatriske udsagn og den homoseksuelle selvopfattelse."
Den øvrige del af Social Kritik indeholder artikler der beskæftiger sig med Michel Foucault, Pierre Bourdieu, personalekvalifikationer i de amtslige botilbud for voksne handicappede, tanker om en privilegeret gammel mands tilværelse. Desuden en række fotografier fra Hvepsereden i Birkerød - et bosted for psykisk udviklingshæmmede. Det er billeder/portrætter af unikke personligheder, fotograferet af Pelle Rink. "Hans portrætter er udtryksfulde, yder hver enkelt person respekt og værdighed."

UDDRAG AF INDHOLD: Den farmaceutiske industri og lægestanden - statens opgaver (af Einar Kringlen). Frøer og tudser - om brugen af lykkepiller (af Lars-Henrik Schmidt og Claus Holm). Skøre venskaber (af Benny Lihme). Tatoveret af psykiatrien - synspunkter fra en tilværelse med sindslidelser (af Jørgen Rud). Den store fortælling - om muslimske mænd og danske kvinder (af Charlotte Jacobsen og Katrine Johansen). Det somatiske galskabssyn og etableringen af psykiatrien i Danmark (af Britt Holst Lisbjerg). Danske psykiateres beskrivelse af homoseksuelle (af Karin Lützen).
Sociologi og raseri (af Annick Prieur). Anmeldelser. Autentisk anderledeshed (ved Benny Lihme). De gode kvalifikationer (af Inge Storgaard Bonfils). Der skal held til - en gammel mands oplevelse af sin verden (af H.C. Rasmussen).

UDGIVER:
Social Kritik / Selskabet til fremme af Social Debat
Nansensgade 66, 1366 Kbh K
Tlf: 33 93 99 63, fax: 33 15 80 76
Internet: www.socialkritik.dk/arkiv

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Blegdamsvej 4 B
Postbox 638
2200 København N
mailto:frodes@image.dk