[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

Med himlen som loft. Det moderne gennembruds anden fase 1950-1970. Bygning og landskab, rum og værker, byens landskab. Af Malene Hauxner. 389 sider, 22 x 22,5 cm. Med 387 illustrationer (83 i farver). Pris kr 450,00. [Udgivet 2002]

Om den moderne havekunst fra sidst i 1940erne og til 1970.
Bogen er en gennemgang og analyse af havekunstens udvikling gennem et kvart århundrede, og den placerer dansk havekunst i en international forståelsesramme. Den indeholder tolkninger af idéer og skildringer af et landskabs- og havekunstnerisk, æstetisk sprog, dets opståen, betydning og forandring.
Det er en meget omfattende bog, der forsøger at behandle, hvad forfatteren Malene Hauxner kalder den anden fase i det moderne gennembrud, som det formede sig inden for havekunsten gennem 1950erne og 1960erne. At kultivere naturen, forene natur og kultur, ude og inde, arkitektur og havekunst, at gøre haven til et menneskeskabt uderum, udlægges i denne bog som efterkrigstidens landskabs- og havekunstneriske program og projekt. "Det blev gjort i et nyt æstetisk sprog, der var kontrolleret og asketisk i sin idé og arkitektonisk og kantet i sin form. Haverne er æsker med bund af sten og 'spanske vægge', eller de er frie rum komponeret af jord- og planteværker. Inden for dette koncept er de forskellige. Fælles for dem er, at de har himlen som loft"(fra indledning).
Malene Hauxner kommer vidt omkring. Hun bevæger sig fra skandinaviske til internationale eksempler, med en tydelig hovedvægt i USA og Skandinavien, der i den periode blev betragtet som førende.
Bogen er en fortsættelse af det projekt, som forfatteren påbegyndte med sin doktorafhandling: Fantasiens have. Det moderne gennembrud i havekunsten og sporene i byens landskab (1993) - der behandler den første fase af det moderne gennembrud med G.N. Brandt som hovedaktør.
Malene Hauxner er landskabsarkitekt og lektor i landskabsarkitektur og landskabsplanlægning ved Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole.

UDDRAG AF INDHOLD: Bygning og landskab (lodret og vandret; stylobat og pilotis). Rum og værker (russisk dans; uderum; byggede haver; murskiver og vandflader; grønne spanske vægge; hegn og lunde). Byens landskab (fra plæne til plads; mandagsbyer). Slutninger (serier og synkoper; fra biomorft til cool; fra æstetik mod askese; den indre og den ydre natur). Kilder og noter. Litteraturliste. Register (værker; personer).

UDGIVER:
Arkitektens Forlag
Strandgade 27 A, 1401 København K
Tlf: 32 83 69 00, fax: 32 83 69 41
E-post: eksp@arkfo.dk
Internet: www.arkfo.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Blegdamsvej 4 B
Postbox 638
2200 København N
mailto:frodes@image.dk