[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

Det moderne og det ny. Musikhistorier 1890-1950. Af Jens Brincker. 231 sider, 17,5 x 25 cm. Ill: 57 fotos (13 i farver), 8 tegninger, 1 kort. Pris kr 290,00. [Udgivet 2002]

Denne bog handler "hovedsageligt om den musik, der ser sig selv som fornyende i forhold til den klassisk-romantiske tradition. Dvs. om den moderne musik før 1920 og den musik mellem 1920 og 1950, som med ståsted i modernisternes kritik af romantikken forsøger at skabe nye traditioner"(fra Forord).
Bogen handler om det, der var moderne og nyt i første halvdel af forrige århundrede, hvor 'moderne musik' vakte furore før 1. verdenskrig, og hvor 'ny musik' blev et slagord efter den. Under disse rubrikker skildres vigtige strømninger i europæisk og amerikansk musik i to hoveddele, hvor tidens tanker og tendenser efterspores analytisk i de store komponisters værker og kompositionsteknik. Mellem disse to historiske afsnit er anbragt kapitler om Arnold Schönberg og Igor Stravinsky, der begge - på højst forskellige måder - forener det moderne og det ny i deres livsværk og står som faderskikkelser og bannerførere for store dele af det 20. århundredes kompositionsmusik. Disse kapitler tjener samtidig som en introduktion til de to forskellige og modstridende opfattelser af tonalitet, der dominerede den ny musik i et halvt århundrede fra dur-mol tonalitetens endelige sammenbrud omkring 1920 og frem til ca. 1970: Nemlig dodekafonien der bygger på ligeberettigelse af den kromatiske skalas 12 trin. Og den fri tonalitet som inddrager andre skalaer end dur og mol, men fastholder ideen om en grundtone eller centraltone og en hierarkisk orden mellem skalaernes toner.
I bogens kapitler omtales - foruden Schönberg og Stravinsky - bl.a. komponisterne Claude Debussy, Erik Satie, Maurice Ravel, Gustav Mahler, Richard Strauss, Charles Ives, Béla Bartók, Dmitrij Sjostakovitj, Kurt Weill, Hanns Eisler, Paul Hindemith. Og fremstillingen indeholder gennemgang af eksempler på deres værker.
Bogen er et led i Systimes musikhistoriske serie, hvor den hører hjemme mellem Orla Vinthers 'Musikken i 1800-tallet' og Palle og Ursula Andkjær Olsens 'Ny musik efter 1945'. "Som disse fremstillinger henvender den sig til et bredt publikum af musikstuderende på gymnasiets højniveau, på seminarier og konservatorier og på universiteternes bachelorniveau samt til et musikpublikum, der uden uddannelsesmæssige bagtanker ønsker at vide mere om den musik, de hører i koncertsalene eller finder i radioprogrammernes og pladebutikkernes klassiske afdelinger"(fra Forord).
Jens Brincker er lektor på Københavns Universitets Musikvidenskabelige Institut og musikkritiker på Berlingske Tidende.

UDDRAG AF INDHOLD: Det moderne og det ny. TIDEN 1890-1920. Vesteuropa. Østeuropa. Centraleuropa. Arnold Schönberg. Igor Stravinsky. TIDEN 1920-1950. Vesteuropa og USA. Østeuropa. Centraleuropa. Noter. Litteratur. Navneregister.

UDGIVER:
Forlaget Systime
Skt. Pauls Gade 25, 8000 Århus C
Tlf: 70 12 11 00, fax: 70 12 11 05
E-post: systime@systime.dk
Internet: www.systime.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Blegdamsvej 4 B
Postbox 638
2200 København N
mailto:frodes@image.dk