[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

Arkitekten & grafikeren Gunnar Biilmann Petersen 1897-1968. Af Steen Ejlers. 242 sider, 24,5 x 30,5 cm. Med 437 illustrationer (244 i farver). Pris kr 465,00 (ib.). [Udgivet 2002]

Gunnar Biilmann Petersen (1897-1968) er en af dansk designhistories store skikkelser. Hans arbejder spænder vidt og med deres markante kvalitet er de blandt det 20. århundredes betydeligste danske brugsgrafik.
Med denne bog bliver et stort udvalg af Gunnar Biilmann Petersens omfattende livsværk gjort tilgængeligt. Bogen rummer bl.a. gengivelser af alle hans væsentlige arbejder inden for plakatformgivning, bomærke- og logodesign, emballage, skiltning og sikkerhedsgrafik. En betydelig del af bogens mange illustrationer er gengivet i naturlig størrelse, og man kan følge mange af hans arbejder fra skitse til rentegning. Mange af Biilmanns arbejder betragtes i dag som designklassikere, fx Postvæsenets 'posthorn', FDB's klassiske tredelte mærke og plakater som 'Danish Art Treasures' og 'Hellesens Dry Batteries'. Blandt hans hovedværker er formgivningen af 'Jens Olsens Verdensur' på Københavns Rådhus. Også de danske pengesedler, som han i samarbejde med tegneren Ib Andersen udformede i 1950'erne, er af usædvanlig kvalitet.
Denne bog om Biilmann viser en kolossal produktion. Grundlaget for hans arbejder var en formidabel tegnefærdighed og en formsikkerhed ud over det sædvanlige. Bogen viser en af de store skikkelser i den generation, der skabte begrebet Danish Design. Biilmann var som professor på Kunstakademiet stærkt medvirkende til at grundlægge det høje stade, som dansk brugsgrafik og grafisk design stadig har. En pioner, der definerede, udviklede og fastslog fagområdet.
Bogens indledende tekst placerer Biilmann i forhold til hans samtid og til hans læremester Knud V. Engelhardt. Brugskunstnerens rolle i samfundet og Biilmanns syn på design belyses bl.a. ved tekster af Biilmann selv og af hans samtidige. Bogens øvrige afsnit er tematisk opdelt efter de forskellige grafiske genrer. Efter afsnit om bomærker, bogarbejder, plakater osv er der afsnit om mere specifikke emner (Jens Olsens Ur og Biilmanns engagement i Irland) og et afsnit, der forsøger at vise Biilmanns faglige bredde. Bogen fokuserer på det grafiske arbejde, men Biilmann Petersens samlede værk breder sig over hele arkitektens arbejdsområde.
Det er bogens hensigt "at formidle et værk af overordentlig betydning i dansk designhistorie - et værk, der ikke mindst er interessant som et led i en særlig dansk grafisk tradition. Men det er også hensigten at lægge et livsværk frem, der i sjælden grad er præget af en lykkelig kombination af kunstnerisk talent og en høj faglig etik. ... Da Biilmanns værk er uhyre omfattende, er det foreliggende udvalg selvsagt mit valg. Jeg har ønsket både at vise de sublime arbejder og projekter, der viser en faglig udvikling og mindre kendte sider af Biilmann"(fra Forord).
Steen Ejlers er grafisk designer med egen tegnestue, lektor ved Kunstakademiet og forfatter til en række bøger og artikler.

UDDRAG AF INDHOLD: Bomærker og logoer. Brevhoveder. Plakater. Skilte. Emballage. Bogarbejder. Sikkerhedsgrafik. Bladhoveder. Skriftformgivning. Skriftforskning. Jens Olsens ur. Anden virksomhed. Irland. Efterskrift. Referencer. Register.

UDGIVER:
Arkitektens Forlag
Strandgade 27 A, 1401 København K
Tlf: 32 83 69 00, fax: 32 83 69 41
E-post: eksp@arkfo.dk
Internet: www.arkfo.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Blegdamsvej 4 B
Postbox 638
2200 København N
mailto:frodes@image.dk