| |
[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
[Ugens bøger]
Minder fra jernbanernes guldalder.
Redigeret af Morten Flindt Larsen. 128 sider, 17 x 24,5 cm. Ill: 138 fotos,
47 tegninger. Pris kr 299,00. [Udgivet 2002] (Jernbaneliv V)
Dette bind i serien af erindringsbøger
fra de danske jernbaner er en antologi med kortere erindringer skrevet
af såvel kendte som ukendte jernbanefolk. Her fortæller 7
jernbanemænd om deres begivenhedsrige liv inden for stations- og
togtjenesten. Bogens forfattere har alle påbegyndt deres DSB karriere
øst for Storebælt i sidste halvdel af 1800-tallet, hvor banerne
endnu var enerådende på landtransportens område.
Bogen lægger ud
med 'P-maskinens fader', DSB's legendariske maskindirektør Otto
Busse (jun.), som giver en bred og informativ skildring af den lokomotiv-
og vogntekniske udvikling ved Det sjællandske Jernbane-Selskab og
DSB i perioden 1847-1910. Busses levende og let forståelige tekniske
memoirer er garneret med personlige oplevelser og omtale af nogle af tidens
markante personligheder ved banerne. I en særskilt biografi får
man desuden et omfattende indblik i Busses liv og hans mange fortjenester
for de danske jernbaner.
Togfører A.G.
Ebbesen mindes vognmateriellet og togtjenesten, som den var i slutningen
af 1880'erne. Ebbesen startede sin jernbanekarriere som ekstrakonduktør
i 1886; kun få år efter statens overtagelse af Det sjællandske
Jernbane-Selskab, på et tidspunkt hvor meget endnu var uforandret
fra det private selskabs tid. Erindringerne er spækket med hidtil
lidet kendte detaljer om vognmateriellet, ligesom vi får et levende
indblik i et barsk og krævende arbejdsmiljø.
Senere distriktschef
G. L. Eir skildrer sin tid som ung assistent på DSB's station i
Helsingborg omkring åbningen af jernbanefærgeoverfarten i
1892. Man forbavses over de primitive forhold og pionérånden
her på Danmarks første internationale jernbanefærgeoverfart.
Samtidig med Eir gjorde en anden ung assistent - Johs. Baagøe -
tjeneste på Helsingør Station, og Baagøs erindringer
kompletterer således Eirs. Med Baagøe kommer vi desuden rundt
på afløsningstjeneste m.m. på en række stationer
i årene omkring 1890.
Senere pakhusoverportør
Christian Westengaard giver et unikt indblik i sine første jernbaneår
som ekstramand og stationsbud på Lyngby og Frederiksberg Station
i slutningen af 1890'erne. I sidste erindringsskildring beretter togbetjent
M. Zinglersen med udpræget sans for humor stort og småt om
sin togtjeneste fra 1899 til 1915. Vi kommer med på ture med persontog
og eksprestog på Sjælland, med ballasttog og med sovevogne;
både i landsdelsforbindelserne og i international trafik mellem
Danmark og Tyskland.
For at lette læsningen
er retskrivningen i erindringerne blevet opdateret, mens der ikke er foretaget
ændringer i sprogbrug, angivelser af klokkeslæt mv. Teksten
er forsynet med noter, hvor dette er skønnet nødvendigt
af hensyn til forståelsen. Og bogen er rigt illustreret.
UDDRAG AF INDHOLD: Om forfatterne.
O.F.A. Busse (jun.) 1850-1933. Fra de sjællandske baners første
tid (af O.F.A. Busse, 1927). Fra min jernbanetid (af O.F.A. Busse, 1930).
Jernbanen før og - (af A.G. Ebbesen, 1932). Da dampfærgeforbindelsen
Helsingør - Helsingborg åbnedes (af G.L. Eir, 1932). Erindringer
fra jernbanen (af Johs. Baagøe). Tanker over svundne år (af
Chr. Westengaard, 1948). Minder fra den gamle Klampenborgbane (af 'Chr.
V', 1941). Erindringer fra min jernbanetid (af M. Zinglersen, 1930).
UDGIVER:
Bane Bøger
EKSPEDITION:
Jernbanebøger
Kalvebod Brygge 40,
1560 København V
Tlf/fax: 33 93 20 02
E-post: jernbog@djk.com
Internet: www.djk.com
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv] [Ugens bøger]
FagBogInfo Blegdamsvej 4 B Postbox 638 2200 København
N mailto:frodes@image.dk
|