[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

Mad til alle. Ny landbrugsreform i Nord og Syd. Af John Madeley. 255 sider, 15,5 x 21,5 cm. Pris kr 178,00. [Udgivet 2002]

Oversat af Bibi Linder. Original: Food for All (ZED Books, 2002).

En bog om den globale sult og underernæring - og om hvordan landbruget kan blive i stand til at forbedre miljøet og de fattiges levevilkår. I bogen beskrives hvordan økologiske metoder er kernen i tusindvis af traditionelle landbrugssystemer i u-landene, og forfatteren mener, at tiden er inde til at gøre økologiske og helhedsorienterede metoder til hovedtendensen i landbrugsudviklingen. Bogen ser især på ressourcesvage bønder, fordi det er dem, der lider mest af sult. Det er også dem, der kan og må øge fødevareproduktionen. "Udfordringen er at producere fødevarer på småbrug og at skabe de nødvendige betingelser for, at mennesker, der lider af kronisk sult, kan blive mætte og sunde"(fra Indledning).
Ifølge bogens forfatter er det muligt at brødføde verden og samtidig bevare dens uerstattelige ressourcer gennem en global landbrugsreform, der skal baseres på bøndernes viden, på nytænkning, nye strukturer og nye institutioner. Millioner af småbønder har brug for at traditionelle landbrugsmetoder kombineres med ny og innovativ teknologi.
Bogen begynder med et historisk perspektiv, der viser landbrugets udvikling gennem århundreder. Den går videre til at se på det vestlige landbrugs krise, og på hvordan industrialiseringen af landbruget har tvunget titusinder af bønder væk fra jorden. Den kemikaliebaserede vestlige landbrugsform står nu over for en lang række problemer, og konklusionen på kapitel 2 er derfor, at man ikke kan bruge det vestlige landbrug som model for tredje verdens landbrug. U-landenes dyrkning af fødevare- og eksportafgrøder er temaet for kapitel 3, der ser nærmere på dyrkningsmetoder. I kapitel 4 ses på det internationale løfte om at halvere antallet af sultende i år 2015. Kapitel 5 ser på bøndernes egne metoder til at øge deres fødevareproduktion, fx beskrives bæredygtige dyrkningsformer og nye metoder til risdyrkning. Kapitel 6 beskæftiger sig med højteknologiske 'løsninger' som fx genmodificerede fødevarer. Kapitel 7 handler om ressourcen vand, og ser bl.a. på forskellige metoder til opsamling og udnyttelse af regnvand. Af kapitel 8 fremgår det, at det er en hovedopgave i landbrugsudviklingen at øge og fastholde udbyttet fra den dyrkbare jord, idet kun 11 procent af jordoverfladen i verden er egnet til landbrugsproduktion. I kapitel 9 ses på, hvordan kvinders potentiale for fødevareproduktion kan udnyttes. Kapitel 10 belyser muligheder og fælder i kredit til småbønder. I kapitel 11 beskrives nogle trusler mod sikring af fødevareproduktionen i nogle af verdens fatigste lande. Den internationale handel analyseres i kapitel 12, og der ses nærmere på balancen mellem fødevareafgrøder og eksportafgrøder. Kapitel 13 handler om landbrug og miljø, og viser at klimaforandringer allerede nu har indflydelse på bøndernes valg af afgrøder. Kapitel 14 ser på sammenhængen mellem planteavlsbrug og husdyrbrug og berører emner som problemer ved den vestlige kødproduktion, overfiskning og tømning af verdenshavene. I det efterfølgende kapitel ses på de nationale og internationale bistandsdonorer, med særligt fokus på den største donor Verdensbanken. Kapitel 16 konkluderer, at det er muligt at brødføde verdens sultende befolkning.
John Madeley har gennem de sidste 20 år specialiseret sig i at formidle miljø- og udviklingsspørgsmål gennem artikler, bøger og radio/TV. I perioden 1983-1998 var han redaktør af tidsskriftet International Agricultural Development. Han har også skrevet artikler til førende aviser som the Observer, Guardian og Financial Times. Endvidere har John Madeley udført skriftlige formidlingsopgaver for en del frivilligorganisationer.

UDDRAG AF INDHOLD: Historisk perspektiv. Tredje verdens landbrug: hvem dyrker hvad? De sultne. Det nye landbrug. Forstå teknologien - rigtigt. Kilden til vand. Når jord er liv. Kvinder har et stort potentiale. Kreditgrænsen. Udvikling på landet: det bredere perspektiv. Handlens rolle. Miljøpåvirkninger. Husdyr. Internationale institutioner og donorer. Konklusion: landbrug er vigtigt. Relevante organisationer og hjemmesider. Litteraturliste. Stikordsregister. Noter.

UDGIVER:
Mellemfolkeligt Samvirke
Borgergade 14, 1300 København K
Tlf: 77 31 00 00, fax: 77 31 01 01
E-post: ms@ms-dan.dk
Internet: www.ms.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Blegdamsvej 4 B
Postbox 638
2200 København N
mailto:frodes@image.dk