| |
[Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv]
[Ugens bøger]
Home Sweet Home. Ved Gitte
Ørskou. 84 sider, 21,5 x 23,5 cm. Ill: 41 farvefotos. Pris kr 128,00
(ib.). [Udgivet 2003]
Home Sweet Home sætter
spot på det private hjem som motiv i samtidskunsten. Bogen er udgivet
i forbindelse med en udstilling på Aarhus Kunstmuseum. "Med et stort
opbud af internationale og danske kunstnere mønstrer udstillingen
ét af de mest påtrængende fænomener indenfor
nutidskunsten: hjemmets private og intime fortrolighed som et sindbillede
på vor tid"(fra Forord af Jens Erik Sørensen).
De deltagende kunstnere
er: Eija-Liisa Ahtila (FIN), Richard Billingham (GB), Philip-Lorca diCorcia
(USA), Erik A. Frandsen (DK), Toland Grinnell (USA), Nicolai Howalt (DK),
Frans Jacobi (DK), Henrik Plenge Jakobsen (DK), Elsebeth Jørgensen
& Sofie Thorsen (DK), N55 (DK), Tony Oursler (USA), Lilibeth Cuenca
Rasmussen (DK), Nina Saunders (GB), Gregor Schneider (D), Sam Taylor-Wood
(GB), Nick Waplington (GB).
Home Sweet Home rykker
ind i det private hjem med værker af stor styrke og forskellighed.
På hver deres måde gør disse værker brug af hjemmet
og dets intimitet som omdrejningspunktet for nogle almene undersøgelser
af menneskets eksistens.
"Home Sweet Home er
en kalejdoskopisk mønstring af aktuelle kunstnere, der bruger hjemmet,
som deres motiv. Der er intime skildringer af private og virkelige hjem,
som fremviser en chokerende virkelighed, der på én gang synes
velkendt og helt fremmed. Der er skulpturer, installationer og videoværker,
der arbejder med hjemmet som et fiktivt billede på en tilstand,
hvor menneskets længsler, traumer og følelsesliv udforskes
med et forførende og kritisk blik. Og endelig er der værker,
som med et klart ideologisk sigte konkret søger at forandre menneskets
hjemlige omgivelser, således at nye erkendelser og tilgange til
omverdenen åbner sig"(fra Introduktion af Gitte Ørskou).
En væsentlig del
af udstillingens kunstnere skildrer virkelige hjem i fotografi, maleri
og video. Ved at betjene sig af virkelighedens egne billeder minimeres
distancen til værkerne. Mens den danske kunstner Nicolai Howalt
og den britiske kunstner Nick Waplington har haft deres gang hos en familie,
som de har fotograferet i en form, der ligger meget langt væk fra
ugebladenes idealbilleder, er vi hos Richard Billingham, Erik A. Frandsen
og Gregor Schneider taget med ind i kunstnerens eget hjem. Richard Billingham
fotograferer og videofilmer sin egen samspilsramte familie med et pågående
og skønhedssøgende kamera, mens Erik A. Frandsen omformer
sine snapshots fra familiens dagligdag til tyste og næsten abstrakte
emaljebilleder. Hos den finske kunstner Eija-Liisa Ahtilas følger
vi en kvinde, der i sin lejlighed gennemlever et alvorligt psykisk sammenbrud.
Her er det kaotiske hjem et billede på sindets kaos. Også
den britiske kunstner Sam Taylor-Wood's syv meter lange 360-graders fotografi
præsenterer en stue, der danner rammen for en stribe menneskers
liv, der synes at rumme en høj grad af suspense og tilbageholdte
følelser. Den amerikanske kunstner Philip-Lorca diCorcia skildrer
i sin serie W en kvindes overklasseliv i iscenesatte, perfektionerede
billeder, der renset for forstyrrende detaljer gengiver en glamourøs
og overfladisk verden. Alligevel er der noget, der skurrer i overfladen
og gør billederne faretruende. Den britiske kunstner Nina Saunders
arbejder med møbler. Ved at deformere dem, så de ændrer
form, giver hun de hjemlige genstande helt nye udtryk. De kan ses som
udtryk for menneskelige følelser eller som metaforer for de sociale
roller, vi bliver pålagt af samfundet og familien.
UDDRAG AF INDHOLD: Introduktion
(af Gitte Ørskou). Hjemmets psykologi (af Gitte Ørskou).
Hjem er et sted (af Birgitte Anderberg). Biografier (af Nanna Liengård
Ruge).
UDGIVER:
Aarhus Kunstmuseum
Høegh Guldbergsgade
2, 8000 Århus C
Tlf: 86 13 52 55, fax:
86 13 33 51
E-post: info@aarhuskunstmuseum.dk
Internet: www.aarhuskunstmuseum.dk
[Til top] [Forsiden] [Emneliste]
[Arkiv] [Ugens bøger]
FagBogInfo Blegdamsvej 4 B Postbox 638 2200 København
N mailto:frodes@image.dk
|