[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

Litteratur og begær. Ti studier i dansk og norsk 1800-tals litteratur. Af Jørgen Dines Johansen. 341 sider, 17,5 x 25 cm. Med 23 illustrationer. Pris kr 278,00. [Udgivet 2003]
(University of Southern Denmark Studies in Scandinavian Language and Literature vol. 55)

Denne udgivelse rummer ti studier i dansk og norsk 1800-tals litteratur. Tilsammen tegner de et billede af udviklingen fra romantikken over romantismen og den kritiske idealisme til realismen og naturalismen.
Læser man 1800-tallets litteratur historisk, beretter den om hvordan vi er blevet som vi er. "I 1800-tallet accelererer den proces der allerede er kommet i skred med 1700-tallets borgerliggørelse af samfund og stat. ... Det store idé- og mentalitetshistoriske nøk blev imidlertid taget i to omgange i 1800-tallet, i to negerende bevægelser: romantikkens - på sin vis uretfærdige - men, i mere end en forstand nødvendige forkastelse af klassicisme og oplysning, og realismens forkastelse af romantikken"(fra Indledning).
1800-tallets litteratur opstår i en brydningstid, som fortæller både en afviklingens og udviklingens historie. Der sættes spørgsmålstegn ved autoriteter, og individets frihed til at skabe sin egen tilværelse hævdes, borgerliggørelsen og de borgerlige intellektuelle anfægter religion og kirke, og ved århundredets slutning er modernismen og dekadencen kommet på banen. Det er også perioden, hvor det erotiske begær som seksualitet eksplicit kommer på litteraturens dagsorden.
Dette er omdrejningspunktet i Jørgen Dines Johansens bog. De ti studier fortæller tilsammen, hvordan vi er blevet som vi er, og om hvordan mennesket forholder sig til seksualiteten, det erotiske og døden. Studierne er en rejse gennem tiden, hvor forskellige forfatteres opfattelser af begæret afdækkes. 1800-tallets litteratur er lidenskabelig, anfægtet og i tvivl - temaer der berøres i studierne af bl.a. Ingemann, H.C. Andersen, Paludan-Müller, J.P. Jacobsen, Herman Bang og Johs. V. Jensen. Der er lagt vægt på indtrængende tekstanalyse, og gennem sammenkædningen af enkeltanalyserne søges der givet et billede af århundredets litterære udvikling.
Bogens titel peger på at psykoanalysen, sammen med semiotikken, er værkets omdrejningspunkt. Men den angiver også at forholdet mellem litteratur og begær er en indre, ikke-tilfældig forbindelse. Litteraturen handler om det menneskelige begær, og den er stadigt optaget af at tolke den lyst, angst, sorg og glæde som er tilværelsens kerne.
Bogens illustrationsmateriale er hentet fra Bertel Thorvaldsens arbejder. De er en pendant til 1800-tallets litteratur, idet Thorvaldsen favner yderlighederne: det beherskede, det voldsomme og det erotiske.
Jørgen Dines Johansen er professor i almen og sammenlignende litteratur ved Center for Litteraturvidenskab og Semiotik, Syddansk Universitet.

UDDRAG AF INDHOLD: Om 'Sphinxen' og andre tekster af B.S. Ingemann. Begæringens nådesløse tragedie - om H.C. Andersens 'Den lille Havfrue'. Om H.C. Andersens 'Sneedronningen' og 'Iisjomfruen' 1845 og 1862. Saaret - om døden i Dandserinden, 'Adonis' og andre tekster af Paludan-Müller. Dobbelt anatomi - om Aarestrups erotiske digtning 1838-1856. Pletten der voksede - om J.P. Jacobsens 'Et Skud i Taagen'. Om J.P. Jacobsens 'Fru Fønns'. En psykoanalytisk læsning af Amalie Skrams 'Constance Ring'. Om Herman Bangs 'Fratelli Bedini', 'The Angelo-Troupe' og 'Les quatre Diables'. Rakkerens kniv - om Johannes V. Jensens Kongens Fald 1900-1901. Appendiks: To tekster af Herman Bang. Noter. Litteraturliste.

UDGIVER:
Syddansk Universitetsforlag
Campusvej 55, 5230 Odense M
Tlf: 66 15 79 99, fax: 66 15 81 26
E-post: press@forlag.sdu.dk
Internet: www.universitypress.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Blegdamsvej 4 B
Postbox 638
2200 København N
mailto:frodes@image.dk