[Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]

Identiteter på spil - medierne og krigen i Kosovo. Af Birgitta Frello. 474 sider, 14,5 x 21 cm. Pris kr 150,00. [Udgivet 2003]

Denne bog handler om, hvordan man kan forstå og analysere konstruktioner af kollektiv identitet.
Bogen giver for det første et bidrag til den teoretiske forståelse af kollektiv identitet i form af en grundig diskussion af forskellige socialkonstruktivistiske teorier på området. For det andet giver bogen et bidrag til udviklingen af redskaber til analysen af identitetskonstruktioner, idet der især fokuseres på at udvikle redskaber til at begribe dynamik og flertydighed. For det tredje præsenteres en omfattende analyse af tv-dækningen af Kosovokrigen, særligt med henblik på de mangfoldige måder, hvorpå kollektiver blev udpeget og givet betydning undervejs i bestræbelserne på at forklare baggrunden for 1990'ernes konflikter i det forhenværende Jugoslavien og i diskussionerne om fornuften og rimeligheden i NATO's bombninger af Kosovo og Serbien i foråret 1999. "Jeg har valgt at studere tv, dels fordi tv er et af de helt centrale steder for offentlig forhandling af kollektiv identitet, og dels fordi tv, i kraft af, at det er et billedmedie og i kraft af, at det kombinerer en mængde forskellige stemmer og en mængde forskellige genrer, udgør en spændende udfordring når man, som jeg, er ligeså interesseret i de analytiske redskaber, som i indholdet af analysen. I praksis har jeg valgt at fokusere på to genrer: baggrundsindslag (dokumentar) og debatudsendelser. Dette valg er begrundet i, at de to genrer har nærmest modsatrettede formål: Baggrundsindslagenes formål er at være 'neutralt' oplysende og forklarende, og de tilbyder ofte omfattende forklaringer, som trækker på forskellige diskurser, snarere end at vælge en enkelt forklaring. Desuden er formen narrativ og billederne udgør en væsentlig del af udtrykket. Debatudsendelserne fokuserer på konfliktende opfattelser. Her får vi de forskellige positioner trukket skarpt op imod hinanden og selve formen lever af at fokusere på konflikt, snarere end konsensus"(fra Indledning).
Bogen kan derfor læses både som et studie af mediernes rolle under Kosovokrigen; som et bidrag til den teoretiske forståelse af kollektiv identitet og som et eksempel på konkret anvendt diskursanalyse.
Birgitta Frello er mag.art. i kultursociologi og ph.d. i Europastudier. Hun er ansat som projektforsker ved Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder.

UDDRAG AF INDHOLD: FØRSTE DEL: TEORI OG ANALYSESTRATEGI. Identitet - et vidt begreb. Identitet og diskurs - brikker til en teoretisk forståelse. At studere identitetsforhandlinger. At fortælle Bosnien. ANDEN DEL: KOSOVOKRIGEN PÅ DANSK TV. At studere tv. Kontinuitet og forandring. To fortællinger. Kampen om retten til at tale. Vi humanister. Til kamp for menneskerettighederne. Kampen om det universelle Vi. Et civilisationsprojekt? Konklusion.
Resumé. English summary. Litteratur. Bilag.

UDGIVER:
Forlaget Politiske Studier
Rosenborggade 15, 1130 København K
Tlf: 35 32 33 66, fax: 35 32 33 99

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Ugens bøger]


FagBogInfo
Blegdamsvej 4 B
Postbox 638
2200 København N
mailto:frodes@image.dk