Arkitekten 100 år. Af Hans Erling Langkilde, Jørgen Hegner Christiansen, Kim Dirckinck-Holmfeld. 164 sider, 24,5 x 31,5 cm. Ill: 390 fotos, 220 tegninger, 20 kort, 4 figurer. Pris kr 278,00 (ib.).

Giver et signalement af arkitekturdebatter, arkitekturens udvikling og fagets stigende mangfoldighed gennem det tyvende århundrede.
Tidsskriftet 'Arkitekten' udkom første gang i oktober 1898, og de 100 år markeres med denne udgivelse, der giver en oversigt over dansk arkitekturs historie igennem 100 år samt ikke mindst de diskussioner og positioner, som de skiftende aktører på arkitekturens scene har stået for. "Det har slået de ikke helt uhildede forfattere, i hvor høj grad bladet har sat dagsordenen, ikke blot i den arkitektoniske, men også i den bygge- og boligpolitiske debat gennem vort århundrede"(fra forord af Kim Dirckinck-Holmfeld). "Ofte har væsentlige problemstillinger først fundet deres formulering i Arkitekten og haft gennemgribende og omvæltende betydning for arkitekturen, arkitekterne og deres arbejdsfelt. Gennem sin faglige og journalistiske integritet har det til stadighed været det forum, hvor den danske arkitekturdiskussion har udfoldet sig - ofte med en stærk social indignation og engagement. Samtidig er bladet en integreret bestanddel af de fleste danske arkitekters faglige bevidsthed"('Fra postmodernisme til ny realisme' af Jørgen Hegner Christiansen).
Hvert opslag indeholder på venstresiderne gengivelse af nogle hovedværker fra de enkelte epoker og en tekst om tidsskriftet 'Arkitekten', mens højresiderne relaterer sig til teksterne og oftest består af billedmateriale fra 'Arkitekten' i det omtalte tidsrum.
Bogen er skrevet af arkitekten, professor Hans ERling Langkilde, arkitekten og arkitekturhistorikeren Jørgen Hegner Christiansen og redaktør Kim Dirckinck-Holmfeld. Langkilde var redaktør af bladet 1940-1947 og fortæller i de to første kapitler om tidsskriftets forhistorie og de første otte år. Bogens hovedforfatter Jørgen Hegner Christiansen beskriver perioden 1906-1956. Hans sammenfatning af mere end 40.000 sider giver en historisk fremstilling der rækker langt videre end til arkitekturen. I stadig højere grad væves arkitektur og byplanlægning ind i den brede samfundsudvikling og tildeles en væsentlig rolle i opbygningen af velfærdssamfundet, afviklingen af bolignøden etc.
Kim Dirckinck-Holmfeld har taget sig af perioden efter 1956 - omfattende 20.000 sider. Det er i denne hæsblæsende periode, at det Danmarksbillede, som vi kender i dag skabes. Det bebyggede areal i Danmark mere end fordobles. Det går stærkt, og i flere henseender for stærkt. Først i begyndelsen af 70erne når væksttænkningen sine grænser og en ny epoke med lavvækst og energikrise sætter ind.
Med denne udgivelse er der kastet nyt lys ikke blot over udviklingen i arkitekturen, men også over de drivkræfter, de diskussioner og de personer, der har navigeret frem mod de givne positioner.

UDDRAG AF INDHOLD: Forhistorien. Tidsskriftets tilblivelse, 1898-1906. Konsolidering og arkitekturkritik, 1906-1911. Den 'moderne' arkitektur og verdenskrisen, 1911-1918. Nyklassicismens disciple, 1919-1926. Ny saglighed og funktionalisme, 1927-1932. Velfærdssamfund og boliger for folket, 1933-1939. Krig og krise, 1940-1947. Koldkrigstid og fremskridtstro, 1948-1956. Skrivers periode, 1956-1982. Fra postmodernisme til ny realisme, 1983-1998.

UDGIVER:
Arkitektens Forlag
Strandgade 27 A, 1401 Kbh K
Tlf: 32 83 69 00, fax: 32 83 69 40
E-post: eksp@arkfo.dk
Internet: www.arkfo.dk

[Til top] [Forsiden] [Emneliste] [Arkiv] [Om FagBogInfo]

FagBogInfo
Blegdamsvej 4 B
Postbox 638
2200 København N
mailto:frodes@image.dk